Studentermanifest gør op med brokkekultur
Alt for mange studerende fralægger sig ansvaret for selv at skabe kvalitet i deres uddannelse og lader i stedet studenterråd og -organisationer kritisere politikerne og universiteternes struktur. Det mener i hvert fald to studerende på AU, som nu rusker op i deres medstuderende.
”Den gode studerendes manifest.” Sådan lyder overskriften på Caroline Lundqvist og Mirlo Vighs opråb til medstuderende i hele landet.
Manifestet er blandt andet inspireret af den verserende debat omkring kvalitet i undervisningen. En debat, der tog fart, efter regeringen i oktober 2013 nedsatte Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser, i daglig tale Kvalitetsudvalget. Mirlo Vigh og Caroline Lundqvist kommer med deres manifest en lille måned inden, regeringens kvalitetsudvalg offentliggør anden del af sin rapport.
”Man hører ofte studerende klage over, at politikerne lægger ting ned over os, som vi ikke er enige i, eller at undervisningen ikke er god nok. Men den studerende har også selv et ansvar for at sikre kvaliteten. Og mange ting kan klares lokalt eller hos én selv, hvis bare man engagerer sig,” siger Mirlo Vigh.
Selv læser de to manifestforfattere henholdsvis informationsvidenskab og digital design på AU og deltager aktivt i udvalgsarbejdet på deres fag for at præge uddannelsen.
Manifestet indeholder syv punkter, hvor de to forfattere beskriver, hvordan de mener, man er en god studerende. De opfordrer blandt andet til at være nysgerrig ud over pensum og til at turde opsøge og bruge underviserne mere aktivt.
”Kvalitet er ikke, at man bare får proppet noget ind i hovedet. Kvaliteten opstår i samspillet med underviserne. Når vi viser engagement som studerende, så får vi også noget tilbage. Og det er klart, at hvis man er velforberedt til timerne, så får man mere ud af dem,” siger Caroline Lundqvist.
Ikke en løftet pegefinger
Manifestet må ikke forveksles med en løftet skolelærerpegefinger eller en opfordring til at svede endnu mere over bøgerne. Tværtimod gør Mirlo Vigh og Caroline Lundqvist op med holdningen om, at studerende bruger for lidt tid på deres studie. For den gode studerende er fagligheden også i spil uden for forelæsningssalen. I manifestet skriver de:
”Eksempler på dette kan være museumsbesøg, koncerter, rejser, at diskutere over en øl eller en kop kaffe og på løbeturen. Gør dig selv bevidst om, hvornår din faglighed er i spil, og udnyt enhver chance til at anvende dine kompetencer og din viden.”
Det forudsætter selvfølgelig, at man har valgt sit studie af lyst og ikke af pligt. Det er helt centralt for ”Den gode studerendes manifest” og derfor også punkt nummer ét, forklarer Caroline Lundqvist.
Fakta
DSF: Alle holdninger er velkomne
Formand for Danske Studerendes Fællesråd (DSF), Jakob Ruggaard, bakker op om ”Den gode studerendes manifest” som et engageret indlæg i kvalitetsdebatten. Han oplever dog ikke, at folk holder sig tilbage, hvis de er uenige med DSF.
”Tværtimod så synes jeg tit, at der er læserbreve og diskussioner med holdninger som ikke stemmer overens med, hvad DSF mener. Forfatternes manifest er jo selv et bevis på, at debatten er mulig,” siger han.
Ligesom manifestafsenderne mener Jakob Ruggaard, at den enkelte studerende selv har et stort ansvar for sin uddannelse, men det ændrer ikke på, at den politiske kamp er afgørende.
”Det at tage ansvar for sit studie og diskutere med hinanden, hvordan man bliver gode studerende, går hånd i hånd med også at tage et politisk ansvar for, at de rammer, vi studerer under, ikke bliver dårligere. Begge dele er ansvarlighed,” siger han.
Sig, hvis du er uenig!
”Manifestet er et forsøg på at starte en debat om, hvordan vi studerer, men i lige så høj grad om, hvordan vi deltager i debatterne om vores uddannelse,” siger Mirlo Vigh.
Derfor opfordrer de alle studerende til at give deres egen stemme til kende og ikke overlade det personlige ansvar til studenterorganisationer, råd og nævn.
Både Mirlo Vigh og Caroline Lundqvist har oplevet, at de ikke altid føler sig repræsenteret af for eksempel Danske Studerendes Fællesråd. De mener, der er behov for, at mange flere stemmer kommer på banen, så debatten om for eksempel fremdriftsreformen bliver nuanceret og ikke ender med en ensidig fremstilling på vegne af alle studerende.
”De studerende, som ikke nødvendigvis føler sig trådt over tæerne af, at der bliver lavet en reform, og som godt kan få studiet til at hænge sammen, de bliver ikke hørt. Det er altid dem, der er mest indignerede, man hører,” siger Mirlo Vigh.
Det handler også om at gøre op med en ærgerlig stereotyp, som nogle gange bliver fremført af politikere og medier, tilføjer Caroline Lunqvist.
”Studerende bliver ofte skåret over en kam som nogle, der bare brokker sig og siger, det er alle andres skyld, vi ikke bliver kloge nok. Det kan jeg godt blive lidt harm over, for på den måde bliver vi lidt reduceret til elever og ikke studerende, der tager ansvar for egen læring,” siger hun.
Den gode studerende til løbende diskussion
Caroline Lundqvist og Mirlo Vigh understreger, at de som udgangspunkt ikke er i opposition til Danske Studerendes Fællesråd. Men de efterlyser, at der skal være plads til alle stemmer i debatten, også selvom man ikke er enig med de ledende organer.
På samme måde er deres eget opråb meget mere et indspil til debat end et forsøg på en facitliste.
”Vi har skrevet manifestet, fordi vi ikke føler os hørt i diskussionerne og ikke kan genkende os selv i rollen som ofre. Men manifestet skal ses som en dynamisk proces. Det kunne være fedt, hvis der kommer en masse meninger om, hvad den gode studerende er,” siger Mirlo Vigh.
"Den gode studerendes manifest"