Voxpop: Hvad gør du selv for at skabe kvalitet i din uddannelse?

Omnibus har været en tur rundt på campus i Aarhus for at spørge de studerende, hvordan de forsøger at skabe kvalitet på deres studie.

Foto: Anders Trærup
Voxpop
»Jeg har været instructor i to år og prøver at skabe kvalitet på den måde. Hvis de studerende får en god start, er der mindre sandsynlighed for at falde fra. Jeg siger blandt andet til de nye studerende, at man skal turde lave fejl. Kan man det, så lærer man også bedre. Nogle gange tror man, at man er den eneste, der har det svært, men sådan er det ikke.«
Martin Philip Carlsen, 23 år,
læser Finance and International Business
Omnibus 10, 2014
»Jeg gør meget for at engagere mig socialt. Hvis man er tryg ved hinanden og har det godt socialt, så bliver det også nemmere at engagere sig i både undervisning og projektarbejde. Og på den måde er der grobund for at højne det faglige niveau. Når vi har holdundervisning, tager jeg min del af ansvaret for, at diskussionerne kører godt.«
Kathrine Hartvigsen, 25 år,
læser kognitiv semiotik
Omnibus 10, 2014
»Jeg er med i et lokalt uddannelsesudvalg for ingeniøruddannelsen. Vi er en håndfuld studerende og undervisere, som blandt andet diskuterer overensstemmelse mellem fagbeskrivelse og selve undervisningen. Man kan ikke lægge ansvaret for kvaliteten hos enten den studerende eller universitetet. Det er et samspil. Hvis man bare siger: »Det er jeres skyld!« så fralægger man sig selv ansvaret.«
Mikael Nørregaard, 26 år,
læser til ingeniør
Voxpop, Omnibus 10, 2014
»Nogle gange har jeg det bedst med at læse inden en forelæsning, andre efter. Det er op til én selv, men man må i hvert fald sørge for at sætte sig ind i, hvad det er for en forelæsning, man går ind til. Og så kan man ikke forvente, at læreren bare serverer det hele. Sidste semester klarede mange sig igennem ved at tage udgangspunkt i underviserens slides. Men det er ikke nok i år.«
Sukanya Sakthivel, 20 år,
læser medicin