Studerende fra Bangladesh søger til Danmark for at skabe et bedre liv

Mahabuba Rahaman Mou har også lagt mærke til det. Der er pludselig mange flere fra hendes hjemland Bangladesh på Aarhus Universitet. Da hun begyndte på sin kandidatuddannelse i Business Administration på Aarhus BSS i 2023, var de to fra Bangladesh; på det nye hold i 2024 var der over 10, bemærkede hun. 

For rigtigt mange unge i Bangladesh er hovedmålet at kunne forlade landet, forklarer hun. 

”Hvis nogen har en mulighed for at forlade Bangladesh, så gør de det. Sådan vil jeg sige det. I Europa er Danmark en god mulighed for os, og det er derfor, flere nu vælger Danmark,” siger Mahabuba Rahaman Mou.

Ansøgninger fra studerende fra Bangladesh er mere end fordoblet på et år

Hun er kommet til Aarhus med sin mand og lægger vægt på, at Danmark giver visum i fem år til studerende uden for Europa, mens det efterfølgende er muligt at søge om længere ophold, hvis man har fået et job. Sådan er det også for partneren til den studerende, som dog skal have arbejdet i 4,5 år i den femårige periode. 

”Vi vil selvfølgelig gerne blive her, og derfor er det en god grund til at vælge Danmark,” siger Mahabuba Rahaman Mou.

Næsten præcis sådan lyder det også fra Jony Sharuar, som kom til AU i 2024. Han er kandidatstuderende på Electrical Engineering på AU. 

”De fleste studerende i Bangladesh, som gerne vil rejse ud, vælger Danmark, er min erfaring. Man kan bringe sin hustru med sig, og hun kan arbejde på fuldtid. Det hjælper til at kunne klare det hele lidt nemmere," siger Jony Sharuar. 

Han skulle lige vænne sig til kulden, mørket og den anderledes mad, da han kom til Aarhus med sin hustru og to børn, fortæller han. Han kommer fra en velstillet familie i Bangladesh, hvor hans far er folkevalgt repræsentant for den lokale regering i en by på cirka halv størrelse af Aarhus. Jony Sharuar har været vant til, at borgere i byen i tide og utide bankede på døren for at få borgmesteren til at underskrive diverse dokumenter. Han havde også et godt job i Bangladesh, forklarer han, som han kan vende tilbage til, men alligevel valgte han at søge til udlandet.

”Inden jeg besluttede at tage til Danmark, blev mit første barn født, og jeg kunne se, at jeg ikke ville være i stand til at give hende den sociale sikkerhed og andre former for sikkerhed, som jeg ønsker, hvis jeg blev i Bangladesh. Det er på grund af systemet,” siger han. 

”I min livstid tror jeg ikke, det vil være bedre for mig at tage tilbage”

Jony Sharuar nævner den politiske ustabilitet i Bangladesh. Og at arbejdsløsheden stiger hver dag, som han formulerer det. Han mener ikke, at regeringen i Bangladesh fokuserer på at uddanne dygtige studerende, men i stedet blot fokuserer på at kunne give dem et uddannelsesbevis. 

”Når de studerende dimitterer, mener jeg ikke, de fleste er dygtige nok. Det er ikke den enkeltes fejl, men systemets. Og grundet dette vil vedkommende få svært ved at få job. Desuden er der så meget diskrimination i forbindelse med at få et job. For at få et job i staten er opfattelsen, at du skal støtte det parti, der er i regering. Men hvis du har en anderledes politisk mening, vil det være meget svært for dig at få et job,” siger Jony Sharuar. 

Folket i Bangladesh, ført an af de studerende, gjorde oprør mod den siddende regering i sommeren 2024. Over 1000 personer mistede livet under oprøret, meddelte landets sundhedsmyndigheder ifølge Reuters. Oprøret kulminerede i august, da landets premierminister trak sig. Protesterne var drevet af de studerendes utilfredshed med det kvotesystem, der siden 1971 har været aktivt i Bangladesh, og som har holdt mange millioner ude af arbejdsmarkedet. 

Mahabuba Rahaman Mou uddyber om den politiske situation set med hendes øjne, som var den største grund til, at hun søgte væk fra landet.

”Vi havde en fascistisk regering. I den periode er sikkerheden i landet forsvundet. De har ofte ændret vores uddannelsessystem – med 2-3 måneders mellemrum. Det er ikke godt for de studerende og deres muligheder for at fokusere på det, de studerer. Og på grund af den politiske situation er jobmarkedet rodet lige nu. Hvis du får en universitetsgrad, er det stadig mindre sandsynligt at få et godt job i Bangladesh. Det skyldes bureaukrati. Hvis du er medlem af regeringspartiet, kan du få et godt job,” siger hun.

Kvotesystemet betød, at Mahabuba Rahaman Mou ville blive fravalgt til forskellige job, selv om hun havde bedre karakterer end dem, der fik jobbet, forklarer hun. 

”Lige nu er kvotesystemet fjernet. I min livstid tror jeg ikke, det vil være bedre for mig at tage tilbage, men efter nogle generationer vil det ændre sig til det bedre, og til den tid vil folk måske hellere blive end at tage til et andet land. Men det tager lang tid. Den premierminister, vi havde, forbedrede intet. Hun tog bare alle vores penge. Det er en tragisk situation i Bangladesh,” siger hun. 

Tager et semester at blive vant til studiemåden

Rubaiya Rahman blev færdig med sin kandidat i Economics and Business Administration fra Aarhus BSS sent i efteråret sidste år. Uddannelserne i Danmark er ifølge hende bedre end i Bangladesh. Hun fortæller, at man på mange uddannelser i hjemlandet kun bruger pen og papir og bygger sin viden op på memorering. 

”Her er uddannelserne ikke baseret på memorering eller bare at forstå det, du lærer. Det handler om, hvordan du kan bruge den viden, du lærer. Det har været meget spændende at tilegne mig. Men det har ikke været en udfordring for mig, for jeg har bare været glad for at lære det,” siger Rubaiya Rahman.

Mahabuba Rahaman Mou genkender det og betegner det som en udfordring. 

”Eksamen her er også ret anderledes. Du kan for eksempel bruge internet og noter til nogle eksamener. I Bangladesh er de fleste eksamener med et papir med spørgsmål, og så skal du svare på papiret. Du skal for det meste have svarene memoreret. Selv om du skal memorere det, vil jeg sige, at det er meget lettere end her. Jeg tror, det tager et semester at blive vant til studiemåden i Danmark, og det er også en forhindring. Vi er her for at tage vores kandidat, og det gør det lidt svært. Vi skal først lære processen. Hvordan skal jeg lave mine hjemmeopgaver, hvordan får jeg gode karakterer og så videre?” siger Mahabuba Rahaman Mou.

Hun ønsker, at universiteterne i Bangladesh tilpasser sig. 

”Hvis studiekulturen i Bangladesh ændres, får vi bedre mulighed for at forstå måden her, men lige nu er det ret svært for studerende fra Bangladesh. Hvis vi var vokset op med det, ville det ikke være svært,” siger hun. 

Underviseren er mere komfortabel med de studerende 

Jony Sharuar, der læser Electrical Engineering, har derimod været mere vant til at bruge sin computer på universitetet. Han ser den største forskel i universitetets tilgang til de studerende. 

”Her er underviseren mere komfortabel med de studerende. Underviseren vil have, at de studerende lærer fra ham, så han gør sit bedste. I Bangladesh er underviserens viden og niveau ifølge mig den samme som i Danmark – de har jo også fået deres uddannelse på forskellige velansete internationale universiteter – men intentionen eller mindsettet er lidt anderledes. Forskellen er også det administrative, faciliteterne og hjælpen til de studerende. Det er mere smooth her. Her er den hjælp, den studerende har brug for, tilgængelig,” siger Jony Sharuar.

Flere af de studerende har en oplevelse af, at det er sværere at komme ind på livet af de danske studerende. Mahabuba Rahaman Mou fortæller, at andre internationale studerende virker venligere eller mere åbne. Rubaiya Rahman har fået mange gode venner, fortæller hun, men ingen af dem er danske. 

”De danske folk er meget venlige og hjælpsomme, men det er meget svært at blive venner med dem. Også selv om jeg drikker og gør alt det andet, de gør,” siger Rubaiya Rahman.

"Ingen muligheder, fordi jeg ikke kan dansk"

Rubaiya Rahman har, siden hun blev færdig på AU i efteråret, ledt efter et job i Danmark. Også hun forlod Bangladesh for at få flere muligheder og kalder systemet i hjemlandet korrupt. Ifølge hende er mange villige til at tage nærmest hvor som helst hen, også selv om de er økonomisk godt stillet i Bangladesh. Hun ville helst til Tyskland og havde fået tilbudt pladser fra tre tyske universiteter, men fordi sagsbehandlingen fra de tyske myndigheder tog to år, mistede hun alle tre muligheder. Hun endte med at få et stipendium i Danmark, som betød, at hun fik betalt hele sin uddannelse på AU. 

Rubaiya Rahman er fuld af lovord over sin tid på AU, men hun er blevet ramt hårdt af det faktum, at hun ikke kan få et arbejde, fordi hun ikke kan sproget. 

”Jeg får ingen muligheder, fordi jeg ikke kan dansk. Det virker meget håbløst,” siger Rubayia Rahman.

Hun fortæller indgående om, hvordan hun har søgt stort set alle tænkelige job; både nogle, der relaterer sig til hendes uddannelse, og helt ufaglærte job som barista, opvasker eller rengøringsmedarbejder. 

”Jeg søgte også rengøringsarbejde. Det var mit laveste punkt. Rengøringsfirmaet sagde, at jeg kun måtte rengøre toiletter, men ikke ude foran. Jeg spurgte hvorfor? De sagde: ’Du er ikke egnet til jobbet, for hvis du skal stå ude foran, skal du kunne tale dansk’. Og jeg tænkte: Hvem skal tale med rengøringsdamen? Selv hvis de vil tale, kan vi snakke engelsk, og jeg vil forstå det mest basale dansk,” siger Rubaiya Rahman. 

Hun har også søgt praktikpladser, selv om hun har en kandidat. Under sin tid på AU var hun i praktik hos en virksomhed i over et halvt år, men da hun var færdiguddannet og spurgte efter en jobmulighed, var svaret nedslående. Det ville være for svært for hende at indgå i fællesskabet på kontoret, når hun ikke talte dansk, mente lederen. 

Formand for venskabsforening: Svært at få job

Ifølge Afif Hossein, der er formand for Bandhab – Bangladesh Venskabsforening, som er en frivillig dansk forening, ender en del studerende fra Bangladesh med at rejse til andre lande i for eksempel Europa, fordi det viser sig at være for svært at skabe et liv i Danmark. 

”Det er meget svært at få job her. Og konkurrencen er højere nu, hvor der er kommet flere til. Selv med en god uddannelse i Danmark kan man ende med et job, som ikke relaterer sig til uddannelsen, og i sidste ende bliver det sværere at få forlænget sit ophold. Det er svært at bosætte sig her på den lange bane,” siger han.

Især sprogbarrieren er en faktor, fortæller Afif Hossein.

”Det er en barriere. Især i begyndelsen. Der har de ingen idé om sproget, og det er meget svært at netværke i Danmark uden at kunne sproget, hvis man vil tale med danske studerende. Mange rejser også for første gang i deres liv; det er et kulturchok, som man skal bruge tid på at komme ud af,” siger han. 

”Universiteterne burde være mere opmærksomme på, hvilke universiteter i Bangladesh de optager fra”

Danske universiteter burde være mere opmærksomme på søgningen fra Bangladesh, mener Jony Sharuar.

”Det er lidt nemmere eller simplere at få visum som studerende i Danmark. Men der er enkelte universiteter i Bangladesh, som ikke lever op til standarden. Udfordringen for universiteterne er, at kriterierne kan være opfyldt, og ansøgningen passer til det rette område, men vedkommendes kvalifikationer bliver ikke tjekket gennem dette. De danske universiteter burde være mere opmærksomme på, hvilke universiteter i Bangladesh de optager fra,” siger han og slutter:

”Et system, der kunne vise, om den studerende har de rette kvalifikationer til at kunne gennemføre en kandidatuddannelse her, ville være optimalt. Det er heller ikke godt for universitetet, hvis antallet af studerende, der ikke kan gennemføre, stiger. Jeg mener, universiteterne burde tænke mere over det,” siger Jony Sharuar. 

Rubaiya Rahman undrer sig over, at Danmark giver så mange studerende fra Bangladesh mulighed for at studere i landet, når det ifølge hende er tydeligt, hvor svært det er at blive i landet. Ifølge hende er Danmark på vej til en situation som i Storbritannien, hvor man ifølge Rubaiya Rahman har taget alt for mange udenlandske studerende ind, mens der ikke er nogen jobmuligheder. 

”Mit spørgsmål er, hvorfor staten stadig tager studerende ind, men ikke tænker over, hvordan de mennesker skal blive her. Hvordan skal vi bo her, og hvordan skal vi få job? Mange fra Bangladesh havde aldrig hørt om Danmark, tror jeg, men da mange andre muligheder lukkede, blev vi opmærksomme på Danmark. Der er denne ene dør, som stadig er åben, men vi vidste ikke, at de tager en ind, uden at der er nogen accept af os,” siger Rubaiya Rahman. 

Hun tænker især på de studerende fra Bangladesh, som har ofret det, de havde i hjemlandet, for at kunne rejse.

”Jeg har ikke ofret det hele, men det har mange gjort. De har solgt deres bolig for at kunne komme hertil, fordi de skal betale tuition fee,” siger Rubaiya Rahman.

Korrekturlæst af Charlotte Boel