Omnibus prik

Studerende kæmper om p-pladser ved Eksamenshuset

Studerende klager over alt for få parkeringspladser ved Eksamenshuset i Lisbjerg, når op til 1.100 studerende skal til eksamen på samme tid. Men der kommer ikke flere, slår den ansvarlige direktør fast.

Ofte er der fyldt på parkeringspladsen ved Eksamenshuset i Lisbjerg længe før eksamen går i gang. Der er alt for få pladser, mener mange studerende. Foto: Asbjørn With

Når der er plads til 1.100 studerende i Eksamenshuset i Lisbjerg, hvorfor er der så kun 65 parkeringspladser?

Så enkelt det spørgsmål, der har blafret i vinden og frustreret studerende på eksamenshold efter eksamenshold, siden  universitetet sidste sommer begyndte at sende studerende 10 kilometer ud ad byen for at gå til eksamen i en stor ny bygning i Lisbjerg Erhvervspark.

AU-studerende om det nye eksamenshus: “Koldt og kedeligt”

”Jeg undrer mig virkelig over det,” siger Marcus Brinch om parkeringssituationen. 

Han sidder sammen med et par medstuderende udenfor et af eksamenslokalerne i Eksamenshuset og venter på at komme til eksamen i Termodynamik torsdag formiddag.

Der er god tid til at tale med Omnibus, for der er stadig langt over en time til klokken 10. Marcus Brinch medgiver, at det er privilegeret, at man som studerende har mulighed for at køre til eksamen i bil, men det er der, ifølge de studerende Omnibus mødte i Eksamenshuset, efterhånden mange der kan. Enten i egen bil eller i en, der er lånt, når turen går til eksamen langt uden for byen.

Og de mange biler på parkeringspladsen understreger den pointe.

”Man skal virkelig planlægge det og komme i god tid, hvis man vil have en plads. Jeg kører fra Viby to timer før eksamen begynder. Jeg tager et par andre med på vejen, og så er kører vi herud for at få en plads. Det lykkedes i dag, men jeg forstår ikke, at det overhovedet er et problem at få en parkeringsplads,” siger Marcus Brinch.

Siden Eksamenshuset åbnede sidste sommer, har der været en del opstartsfrustrationer. Særligt blandt de studerende, som har klaget over for få busser, aflysninger og stress i forbindelse med at finde vej til Eksamenshuset. Særligt i vinterhalvåret var frustrationerne store, og Nikolaj Høncke Keldorff, der er afsnitsleder af eksamenstilsynet på AU, har flere gange måttet forklarer, at transport er den studerendes eget ansvar.

Midttrafik indsætter ekstra morgenbusser til eksamenshuset i Lisbjerg

Han har henvist til offentlige busruter, Letbanen, der stopper 800 meter fra Eksamenshuset og den såkaldte supercykelsti fra Aarhus, men på spørgsmålet om, hvorfor der er så få parkeringspladser, når Eksamenshuset kan rumme næsten 1100 studerende af gange, melder han pas.

”Det ved jeg faktisk ikke,” siger Nikolaj Høncke Keldorff, da Omnibus spørger direkte til begrundelse for antallet af parkeringspladser.

Mange spørgsmål - få pladser

Thomas Iversen læser til diplomingeniør, og ligesom Marcus Brinch har han en bil, men da han skulle til eksamen i sidste uge, sprang han på cyklen i stedet for.

”Jeg tør ikke tage chancen med bilen, fordi risikoen for, at der ikke er en plads, er så stor. Jeg har ikke brug for den stressfaktor lige inden jeg skal i gang med eksamen. Det er fjerde gang, jeg har været til eksamen i Lisbjerg, og hver gang holder folk ulovligt, fordi der ikke er plads. Der er et parkeringsproblem og ingen ved hvorfor,” fortæller Thomas Iversen.

Flere gange har naboer til Eksamenshuset brokket sig over, at studerende bruger deres parkeringspladser uden tilladelse. Det er blevet bedre efterhånden, som parkeringsreglerne er blevet indskærpet.

Da Omnibus var på besøg i Eksamenshuset, var der mange spørgsmål rettet mod de alt for få parkeringspladser.

En studerende konstaterede, at der jo er plads nok til at lave flere pladser, en anden spurgte, hvorfor der ikke er et parkeringshus, mens en tredje skulede misundeligt over til naboens parkeringsplads, hvor kun én af de små halvtreds parkeringspladser var optaget.

”Hvorfor byggede de ikke et eksamenshus i universitetsbyen. Så havde vi slet ikke haft det problem, for der kommer vi jo alle sammen hele tiden,” spurgte en fjerde.

Eksamenshuset har fået sin helt egen side på AU.dk. Her står alt om, hvordan du kommer dertil, men der står ikke noget om antallet af parkeringspladser ud over, at der er begrænset antal. Her beskrives dog, at der findes ekstra parkeringspladser ved Letbanens stoppested en lille kilometer fra Eksamenshuset. 

Ida Marie Omøe Zinck, der læser Cand. Merc. Har fået nok og har sendt en officiel klage til universitets administration og ledelse.

”AU har placeret Eksamenshuset uden for byen, men uden at sikre tilstrækkelige parkeringsmuligheder. Hvis der er ca. 70 parkeringspladser til omkring 1.050 studerende, svarer det til parkeringsplads til kun 6,67 %. Og det er endda uden at medregne eksamensvagter, ansatte, servicepersonale og andre, der også skal kunne komme til stedet,” skriver hun blandt andet i sin klage, som også er sendt til Omnibus.

Klagen fortsætter:

”AU skriver også selv (på hjemmesiden red.), at der kun er begrænsede p-pladser ved Eksamenshuset, og at studerende ikke må parkere på de omkringliggende virksomheders parkeringspladser. Det understreger netop problemet: De studerende får at vide, hvor de ikke må parkere, men der mangler stadig en brugbar løsning,” skriver Ida Marie Omøe Zinck blandt andet og opfordrer til, at der findes en løsning.

Der kommer ikke flere p-pladser

Men der er ikke udsigt til flere parkeringspladser, fortæller direktør i FEAS, Carsten Kronborg.

”Der er ingen planer om at etablere flere parkeringspladser. Der er ikke plads til en eneste parkeringsplads mere på det areal, vi ejer, og hvis vi skulle bygge et parkeringshus, for eksempel på en nabogrund, så skal nogen leje de pladser for at få økonomien til at hænge sammen. Det kan jeg ikke forestille mig, at de studerende eller universitet vil betale,” siger Carsten Kronborg.

For at få økonomien i et nyt, fælles eksamenshus til at hænge sammen, har FEAS købt en grund i Lisbjerg, hvor grundpriserne er billigere end inde i Aarhus by. For at få en byggetilladelse er der nogle krav til blandt andet parkeringspladser, der skal opfyldes.

Kravene til parkering kan enten stå i lokalplanen eller i Aarhus Kommunes retningslinjer for parkeringsarealer.

”I Lisbjerg skal der være 1 parkeringsplads til biler for hver 100 kvadratmeter bygning. Eksamenshuset er 6.200 kvadratmeter, og det udløser 62 pladser. Dertil kommer tre ekstra pladser, fordi vi også har bygget et lager ved siden af Eksamenshuset. Så der er 65 parkeringspladser,” siger Carsten Kronborg.

At bygge den ekstra bygning, som nu er lager, var ifølge Carsten Kronborg et krav fra kommunen. Det kunne ikke have været erstattet af parkeringspladser.

Uanset, om det var tilladt at anlægge flere parkeringspladser, så er der altså fysisk ikke plads til flere, ifølge FEAS's-direktør Carsten Kronborg.

Ud over parkeringspladserne til biler er der 825 parkeringspladser til cykler, for der skal være 75 pladser til cykler for hver 100 studerende i henhold til Aarhus Kommunes retningslinjer. Sådan er kravene, for at få en byggetilladelse, og derfor er det sådan.