AU-studerende om det nye eksamenshus: “Koldt og kedeligt”
Første eksamenssæson med eksamenshuset i Lisbjerg er i fuld gang. Her lyder førstehåndsindtrykket fra AU-studerende, at eksamenshuset er "koldt og kedeligt," mens de lavpraktiske forhold inden døre fungerer upåklageligt.

Hundredevis af studerende havde fredag fundet vej til eksamenshuset på Ib Spang Olsensgade i Lisbjerg for at klare deres skriftlige eksamener. Og efter en netop overstået eksamen møder Omnibus en gruppe 2. semester-studerende fra idrætsvidenskab foran indgangen.
“Det er koldt og kedeligt,” lyder det prompte fra Jonas Klos, da gruppen bliver spurgt ind til deres overordnede indtryk af eksamenshuset. Han kommer dog også selv med en mulig løsning på problemet:
"Der kunne godt lige være en potteplante eller et maleri," uddyber han.
“Der kunne godt lige være en potteplante eller et maleri,” påpeger Jonas Klos.
Men selvom de æstetiske forhold ikke helt falder i alle studerendes smag, står det lidt bedre til med de praktiske:
“Alt det lavpraktiske fungerer,” fortæller William Vidar. Det gælder blandt andet latrinære forhold, lys, lyd og lademuligheder til sin computer.

Stoler ikke på den offentlige transport
Det er dog alligevel ikke alle de praktiske omstændigheder, som fungerer helt optimalt. Gruppen var kommet til eksamenshuset i bil kl. 8:45, selvom deres eksamen først skulle starte kl. 10:00.
På dette tidspunkt var parkeringspladsen allerede ‘godt fyldt’ efter deres udsagn og de har hørt fra andre studerende, at de måtte parkere ved letbane-stoppet ‘Klokhøjen’ 1,5 kilometer væk og ved padelcenteret længere nede ad vejen.
Sofie Hundebøll fortæller, at de blandt andet valgte bilen, fordi de ikke stolede på den offentlige transport til eksamenshuset. Det er selvom starttidspunktet for eksamenerne er blevet udskudt med en time fra klokken 9:00 til 10:00 for at imødekomme kapacitetsudfordringerne.
AU udskyder eksamener i nyt eksamenshus med en time efter dialog med Midttrafik
Gruppen fremhæver også, at det er irriterende, at eksamenshuset ligger så langt væk med reference til de godt 10 kilometers transport frem og tilbage fra Aarhus C.
Præsterer hverken værre eller bedre, men transporten kan stresse
Transporten frem og tilbage er generelt noget, som fylder hos de studerende. Det var ellers ikke en bekymring hos BSS-dekan Thomas Pallesen, som i en klumme til Omnibus kalder transporten til eksamenshuset ‘meget effektiv’ og yderligere, at eksamenshuset giver de studerende ‘de bedste muligheder for at vise, hvad de har lært på universitet’.
Her er svaret fra gruppen af idrætsstuderende, at eksamenshuset alt taget i betragtning ikke gør en forskel for deres præstation, og de præsterer hverken værre eller bedre, end de plejer. Men de er ikke i tvivl om, at stress over transporten, og at flere studerende skal tidligere op for at komme til Lisbjerg, kan være med til påvirke nogle studerende negativt.