Studerende strejker for Palæstina: "Våbenhvile nu!"
Fredag eftermiddag mødtes flere end 100 studerende fra Aarhus og opland på Rådhuspladsen i Aarhus. De strejkede fra undervisningen på opfordring af organisationerne 'Strejke for Gaza' og 'Palestinian Solidarity Action Aarhus'.
Klokken 13.00 mødtes omtrent 100 studerende ved Nobelparken på Aarhus Universitet for at tage del i en undervisningsstrejke til fordel for Palæstina. De studerende, som til daglig studerer på blandt andet AU og VIA, trodsede både sne og blæst for at råbe politikere, uddannelsesinstitutioner og deres medstuderende op. Slagråb som "Alle i Gaza har ret til liv" og "Aarhus vil ha' våbenhvile" lød på den blæsende plads og cementerede strejkens hovedpointe: De studerende ønsker en varig våbenhvile i krigen mellem Israel og Hamas.
Tonerne fra den palæstinensiske rapgruppe DAM's "I don't have freedom" fra 2007 spillede fra en soundboks som bagtæppe for de sidste minutter, før eftermiddagens første tale.
"Arbejdere i alle lande foren jer!"
Den første taler til eftermiddagens strejke var Saga Bech Risør fra PSA Aarhus. Stående på en af Nobelparkens lange, snoede bænke med mikrofonen i hånden, kritiserede hun tostatsløsningen og opfordrede til revolution og langvarig våbenhvile.
"Vi ved, at befrielsen af Palæstina betyder befrielsen af os alle. Kapitalismen har tabt masken, og den har afsløret sit modbydelige ansigt: implerialismen. Den socialistiske revolution vil befri den palæstinensiske befolkning. Og den kan starte her med, at vi fortsætter med at gøre, som vi gør i dag: Samler os og siger nej til vores egen stat og dens morderiske system," lød det blandt andet i brandtalen.
"Hørt," blev der råbt blandt tilhørerne, da den sidste sætning faldt. Gennem vanter og luffer klappede de strejkende studerende af taleren, da hun takkede for ordet og trådte ned fra sin talerstol.
"Det si'r pow"
For en kort stund måtte vanterne af, da de fremmødte fandt telefonerne frem for at scanne en QR-kode, der gav dem adgang til en sangtekst, som demonstranten Isabel Donen havde skrevet til lejligheden. Melodien var fra den italienske protestsang "Bella ciao", som også gruppen Men in Black skrev slagsange på i deres kritik af Mette Frederiksen under coronapandemien.
"I Palæstina bliver folk bombet, og det si'r pow, det si'r pow, det si'r pow-pow-pow," lød det fra første vers.
Og efter sangen, udstyret med palæstinensiske flag og bannere som "Strike for Gaza" og "Queers against oppression" begyndte nu demonstrantflokkens vandring mod Rådhuspladsen. Gennem Universitetsparken med sang og slagråb slangede gruppen sig i det iskolde vintervejr.
Landsdækkende strejke for Gaza
Eftermiddagens aktion i Aarhus var en del af en længere række af undervisningsstrejker på initiativ fra organisationen ’Strejke for Gaza’. Gruppen har siden efteråret arrangeret strejker i København for at udvise ”forargelse over, at annekteringen varer ved, og at politikerne og medier ikke lytter”. Det skriver gruppen i et opslag på Instagram. Strejken i Aarhus blev arrangeret af PSA Aarhus på opfordring af ’Strejke for Gaza’.
Nis Pagh fra PSA Aarhus fortalte inden eftermiddagens strejke, at formålet med at arrangere en undervisningsstrejke frem for en demonstration er, at han og hans medarrangører ønsker at råbe politikerne, deres medstuderende samt uddannelsesinstitutionerne op:
”Vi mener, at krigen efterhånden er rykket ret tæt på de danske uddannelsesinstitutioner, så vi vil vise vores afstandtagen til støtten til den israelske regering,” lyder det fra Nis Pagh, der er studerende på Aarhus Universitet.
Som eksempel nævner Nis Pagh AU’s samarbejde med virksomheden Terma, som er blevet kritiseret for at levere teknologi til våbenproduktion, herunder til de F-35-kampfly, som det israelske militær benytter i Gaza.
Han peger også på Københavns Universitet, som er blevet kritiseret af studenterorganisationen ’Studerende mod Besættelsen’ for at investere i virksomheder, der er på FN’s liste over aktører, der kan være med til at krænke palæstinensiske menneskerettigheder på Vestbredden.
Specifikt drejer det som om udlejningsselskaberne booking.com og eDreams Odigeo, som ifølge Uniavisen udlejer boliger, der er lokaliseret i ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden, i Østjerusalem og i Golanhøjderne.
"Det mindste, man kan gøre"
Nis Pagh og hans medarrangører opfordrede studerende og elever fra alle uddannelsesinstitutioner til at deltage i strejken, og foran Nobelparken var det heller ikke udelukkende AU-studerende, der var mødt op.
Blandt de strejkende var Katrine, som læser til pædagog hos VIA. Hun udeblev fra sin undervisning for at deltage i strejken og håbede på, at dagens strejke ville råbe politikerne op.
Sammen med hende stod de AU-studerende Viktor og Gustav, som læser henholdsvis æstetik og kultur og nordisk sprog og litteratur. De stemte i Katrines ønske om at råbe politikerne op, og Viktor tilføjede, at det for ham også er vigtigt at råbe både medstuderende og medborgere op.
"Det kan godt være svært at forholde sig til at strejke for at råbe uddannelsesinstitutionerne og politikere op. Så jeg håber også, at folk på gaden hører os," lød det.
Datalogistuderende, Mikkel, var også blandt de studerende, der i dag valgte at udeblive fra undervisningen for at demonstrere for våbenhvile.
"Jeg ville have det dårligt med mig selv, hvis jeg ikke gjorde noget. Og nu er der jo nogen, der har gjort sig umage med at arrangere denne her demonstration, så det at møde op er det mindste, man kan gøre," lød det.
En eftermiddagsstrejke
Tidspunktet for strejken, der begyndte fredag eftermiddag klokken 13.00, er planlagt af ’Strejke for Gaza’.
”Vi har valgt at lægge strejken på det tidspunkt, som ’Strejke for Gaza’ har bestemt for at deltage i den landsdækkende demonstration. Så selve tidspunktet for strejken har vi ikke haft så meget at gøre med,” fortæller Nis Pagh fra PSA Aarhus.
Han anerkender, at tidspunktet for strejken for nogle studerende vil ligge uden for undervisningen, så de dermed ikke konkret kommer til at strejke.
”Vi opfordrer til, at man strejker – det gør vi også selv. Men vi håber også, at studerende vil støtte op om begivenheden, uanset om de udebliver fra undervisning eller ej,” lyder det.
Ønskede en fredelig demonstration
PSA Aarhus havde inden strejken sat ind med flere indsatser for at sikre, at aktionen skulle forløbe fredeligt. Ligesom de med egne ord ikke tolererer nogen former for diskrimination og tager afstand fra al form for islamofobi og antisemitisme.
”Vi har formuleret nogle retningslinjer for demonstrationen og udvalgt nogle opråb, som vi anbefaler og står inde for. Dem kan man se på vores Facebook-begivenhed. Vi har også bedt deltagerne om at tage fat i os, der er ansvarlige, hvis de oplever diskriminerende adfærd,” lød det.
Strejken var anmeldt til politiet, kommunen og til AU’s juridiske chef. Og derudover havde Nis Pagh os hans medarrangører kontaktet den frivillige organisation Black Cross, der leverer førstehjælp til demonstranter.
”Vi håber på ingen måde, at det bliver nødvendigt, men det er endnu en sikkerhedsforanstaltning. Vi demonstrerer for fred og våbenhvile, og det er det, vi ønsker,” lød det.
Nis Pagh understreger desuden, at han og PSA Aarhus er åbne for at modtage feedback og konstruktiv kritik på baggrund af strejken:
”Vi er generelt åbne for feedback og villige til at indgå i dialog med israelske eller jødiske studerende, som måtte finde vores strejke stødende.”
"Ingen er frie, før Palæstina er frit"
Fra Øgadekvarteret til Frederiksgade lød slagråb, som ønskede boykot af både Israel og Mette Frederiksen og krævede våbenhvile. Et enkelt slagråb kritiserede AU's samarbejde med teknologivirksomheden Terma, men derudover fyldte kritikken af landets uddannelsesinstitutioner ikke meget.
Demonstrationen nåede Rådhuspladsen klokken kvart i tre. Her stod en gruppe på 20 studerende fra Kalø Landbrugsskole klar til at slutte sig til strejken. Den første taler på Rådhuspladsen var den landbrugsstuderende, Joy, som talte de palæstinensiske landmænds sag og indførte lytterne i den olivenhøst, der blev skiftet ud med krig, da krigen brød ud i oktober.
Efter Joy var det Abdullah Hassan, der fik mikrofonen. Han benyttede anledningen til at læse nogle af sin bror, Yahya Hassans, digte højt. Blandt de oplæste digte var Gerningssteder, som blandt andet lyder "Forholdene er bedre i fænglserne end i flygtningelejrene og asylcentrene. På fire gange fire kvadratmeter har jeg mere frihed end palæstinenserne og mere velfærd end gammeldanskerne".
Og som den sidste taler overtog den kandidatstuderende fra AU, Salah Eleyan, mikrofonen. Han opfordrede tilskuerne til at lukke øjnene og huske på deres barndomsminder fra skoletiden.
"For mig er disse minder nu ulykkelige. For de skoler, jeg gik på, findes ikke mere. Og flere af mine folkeskolekammerater er blevet dræbt," lød det.
"Ingen er frie, før Palæstina er frit," blev ordene, der afsluttede Salah Eleyans tale med bifald fra hans meddemonstranter.
Demonstrationen sluttede med endnu en sang fra Isabel Donen. Og med en opfordring fra PSA Aarhus' Saga Bech Risør om, at demonstranterne skulle møde op igen både lørdag og søndag.
"Vi skal blive ved med at demonstrere, selvom vejret er pissedårligt. Vi mødes igen her i morgen 14.30", lød det.