Styrk talentet! Skyd forskerkarrieren i gang med en personlig mentor

Mentee Jose Martin Pulojar og mentor Steen Solvang ved første kick-off-møde den 6. januar 2014. Foto: Eva Damsgaard Nielsen

Hvordan smalltalker man med en estimeret professor over kaffemaskinen? Hvordan kommer man med på spændende forskningsprojekter? Og hvordan får man familieliv til at hænge sammen med karriere i en konkurrencepræget forskningsverden?

Det er nogle af de spørgsmål, man kan have som yngre videnskabelig medarbejder på AU. Men der er ingen grund til at gå alene med overvejelserne.

Via mentorordningen »Styrk Talentet!« kan du som postdoc eller adjunkt gennem et helt år få sparring og gode råd fra en mere erfaren forsker på lektorniveau eller derover.

Mentor og mentee bliver sat sammen på tværs af institutter, og netop det er en stor fordel, mener Anne Louise Frydendahl Hellwing, som har været med i første runde af Styrk Talentet!, der sluttede i januar i år. Hun er tidligere postdoc og nuværende akademisk medarbejder på Forskningscenter Foulum.

»Nogle af de problemstillinger, man går med til daglig, kan være svære at diskutere med ens kolleger eller leder. Så er det rart, at der er én, man ikke går op og ned af til daglig, som man kan snakke mere frit med om for eksempel ansættelsesforhold, networking og forskningsansøgninger,« siger hun.

AU HR har netop evalueret første runde af mentorordningen, hvor ni mentees og syv mentorer har deltaget. Alle mentees bedømmer udbyttet af mentorordningen som positivt eller særdeles positivt, og alle deltagere – både mentees og mentorer – vil anbefale ordningen til kolleger, viser evalueringen.

Projektleder Lizzi Edlich håber derfor, at endnu flere interesserede vil henvende sig, når en ny runde af Styrk Talentet! begynder til maj.


Vil du være med?