Tal til os – ikke om os
Flygtningekrisen i Europa er et centralt emne i undervisningen på Europastudier. For nylig fik de studerende en unik mulighed for at sætte ansigt på og tale med nogle af de mennesker, der er flygtet fra krig og ødelæggelse i deres hjemlande. Omnibus var med, da fem flygtninge deltog i seminaret ”The Dream of Europe?”.
”Europa har ret til at beskytte sine grænser, men jeg synes også, man er forpligtet til at hjælpe dem, der har brug for det. Jeg er ikke stolt af måden, jeg kom hertil på. Med et falsk pas. Men det var nødvendigt for at overleve.”
Ordene kommer fra 28-årige Dima Karabash, som for halvandet år siden flygtede fra det krigshærgede Syrien sammen med sin mand og to små sønner på halvandet og fire år. Ligesom tusindvis af andre flygtninge tog de turen til Europa i en båd til Grækenland og fortsatte via Italien op gennem Europa. I dag har Dima Karabash og hendes familie fået fem års midlertidig opholdstilladelse i Danmark, og 1. april deltog hun sammen med fire andre unge flygtninge i et seminar på Europastudier på AU. Omnibus var med, da de fortalte om deres flugt til Europa og diskuterede mulige løsninger på den europæiske flygtningekrise med de studerende.
Den manglende stemme
”Her på stedet arbejder vi meget med, hvordan man ser og tænker om Europa helt aktuelt. I forhold til flygtningekrisen syntes vi, at der manglede en stemme. Vi hører politikerne og Venligboerne, men hvad siger flygtningene? De har en viden, vi ikke har, og derfor ville vi gerne have dem til at komme og diskutere med de studerende,” forklarer lektor Jan Ifversen, som har arrangeret seminaret i samarbejde med sine medundervisere fra Europastudier.
Tanken med at inddrage flygtningene i undervisningen er, ifølge Jan Ifversen, at give de studerende mulighed for rent faktisk at sætte ansigt på en gruppe mennesker, som de måske ellers kun hører omtalt i aviser og tv. Komme tættere på dem, lytte til dem og udveksle viden med dem. Og spørgelysten blandt de studerende er tydeligvis også stor, da de i mindre grupper får mulighed for at stille Dima Karabash og de øvrige flygtninge spørgsmål om deres oplevelse af flugten til og gennem Europa samt deres forestillinger og drømme om Europa.
Naboen hilser ikke
”Vi bor i et lille hus i Hasle, og vores nabo snakker slet ikke til os. Det er en meget mærkelig oplevelse. Derhjemme ville naboen ringe og spørge, om vi var okay, hvis hun ikke havde set os ude i nogle få dage,” fortæller Dima Karabash til den lille gruppe af studerende, der sidder rundt omkring hende ved bordet.
”Det er meget typisk dansk,” siger studerende Zakaria Mohamed Hassan, mens de andre studerende nikker samstemmende.
”Jeg bor et sted, hvor der bor mange andre studerende. Der hilser folk heller ikke på hinanden,” forklarer han.
Zakaria Mohamed Hassan var selv tre år gammel, da han sammen med sin familie kom til Danmark efter at være flygtet fra Somalia. Selvom han ikke husker tiden før Danmark, kan han alligevel relatere til mange af de overvejelser og oplevelser, Dima Karabash fortæller om. Han voksede op i Karup, en mindre by mellem Viborg og Herning. Han lærte hurtigt danskerne at kende gennem institutioner og forskellige kulturtilbud. Det tip giver han også videre til Dima Karabash.
Svært at lære sproget
Flere af flygtningene bor eller har boet på asylcentret Center Lyngbygård på Djursland, hvor de ikke har haft ret meget kontakt til etniske danskere. Og så er det svært at blive en del af det danske samfund.
”Der gik otte måneder, før jeg så en dansker, som ikke arbejdede på asylcentret. Det er svært at lære sproget, når man ikke får lejlighed til at bruge det og snakke med folk,” siger Khalil Hamdouna, der kommer fra Palæstina.
Lokale løsninger
Sidste år søgte mere end 1,2 millioner mennesker ifølge EU’s statistikbank, Eurostat, asyl i et af EU’s 28 medlemslande. Hvordan man i EU, på landsplan og lokalt i kommunerne burde forholde sig til det stigende antal flygtninge, er også et punkt på seminarets dagsorden. Flere af flygtningene giver udtryk for, at de ville ønske, at konflikterne blev håndteret lokalt.
”Løs problemerne hjemme i Syrien. Gør det, og så ser I os ikke. Vi har ikke selv valgt at komme hertil. Vi var nødt til det på grund af krigen. Hvis muligheden åbner sig, ville jeg helt sikkert tage tilbage. Jeg ville gå frivilligt. Ja, jeg ville gå hele vejen hjem,” siger Dima Karabash.
Brug universiteterne til integration
I forhold til den lokale integrationsindsats diskuterer deltagerne muligheden for at omplacere flygtninge i ghettoer til andre boligområder, ønsket om flere positive vinkler og historier i medierne og muligheden for at give asylansøgere lejlighed til gratis at uddanne sig og deltage i kurser, mens deres sag om asyl bliver behandlet.
Det er efterhånden mere end et halvt år siden, at de danske universiteter med KU i spidsen første gang luftede deres ønske om at give flygtninge mulighed for at studere gratis på danske uddannelser ligesom i Tyskland.
En sådan ordning vil kræve en lovændring, idet flygtninge uden opholdstilladelse i dag skal betale fuld studieafgift på danske uddannelser. Selvom idéen aldrig har vundet bred politisk opbakning, er tanken om at lade universitetet spille en mere aktiv rolle i det danske integrationsarbejde alligevel ikke glemt. I februar skrev Peter Lauritsen, der er professor MSO ved Informationsvidenskab på AU, eksempelvis et debatindlæg i Politiken om emnet. Sammen med AU-lektor Sara Dybris McQuaid og Zachary Whyte, der er ekstern lektor på AAU, foreslog han gratis kurser og opkvalificerende forløb til flygtninge og præsenterede idéen om et folkeuniversitet for flygtninge.
På seminaret syntes det største og overordnede ønske hos de fem gæstedeltagere at være inddragelse. At blive hørt.
”Tal til os. Ikke om os,” siger Dima Karabash.
Stof til eftertanke
Flere af de studerende giver efter seminaret udtryk for, at det har været meget værdifuldt for dem at tale med flygtningene. I forhold til studierne har de fået indblik i, hvordan de teorier, de nørkler med til daglig, påvirker livet hos mennesker af kød og blod. Også på det helt personlige plan har besøget givet stof til eftertanke.
”Det sætter perspektiv på, hvor privilegerede vi er herhjemme. Og vi ved det ikke,” siger Alex Gram, en af de studerende.