Omnibus prik

Technical Sciences får ny prodekan for uddannelse

Louise Møller Haase fra Aalborg Universitet bliver ny prodekan for uddannelse på fakultetet Technical Sciences. Hun afløser Finn Borchsenius, som har haft rollen de seneste otte år.

Louise Møller Haase har en baggrund i produktudvikling og produktdesign. Hun er uddannet civilingeniør i industrielt design. Foto: Lene Bæk Jørgensen

Civilingeniør Louise Møller Haase, der de seneste tre år har været prodekan for uddannelse på Aalborg Universitets Tekniske Fakultet for IT og Design, bliver fra 1. april ny prodekan for uddannelse på Aarhus Universitets fakultet Technical Sciences. 

Det oplyser Technical Sciences i en nyhed

Louise Møller Haase var lektor på AAU frem til 2021, inden hun blev prodekan. I 2018 blev hun årets underviser på AAU.

”Jeg synes, noget af det vigtigste, universiteterne skaber, er de unge mennesker, vi sender ud i samfundet. Det er det største impact, vi overhovedet laver. Og når man har undervist i mange år, er der måske mange ting, man gerne vil ændre eller forsøge at gøre anderledes. Som prodekan fik jeg muligheden for faktisk at ændre nogle af de ting, som spændte ben for at bedrive god uddannelse,” udtaler Louise Møller Haase i nyheden. 

Eskild Holm Nielsen, dekan på Tech, forklarer, at Louise Møller Haase får en vigtig rolle at spille på AU i forhold til de reformer, universiteterne står over for. 

”Den første og største opgave nu er implementering af kandidatreformen – herunder at få erhvervskandidaten til at spille og være med til at udnytte potentialet i et tæt samarbejde mellem vores erhvervsliv, vores uddannelse og vores forskning. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Louise om de her emner, for hun har et drive og en vindende natur og bringer styrke frem i de mennesker, hun arbejder sammen med,” udtaler Eskild Holm Nielsen. 

Den kommende prodekan overtager posten fra Finn Borchsenius, der har været prodekan for uddannelse på Tech i knap otte år. Han kommer frem til sommerferien til at hjælpe i overleveringen, oplyser Tech.