Thomas Pallesen fortsætter som dekan på Aarhus BSS
Ansættelsesudvalget var enige, da de skulle udpege ny dekan på Aarhus BSS. Nuværende dekan på fakultetet, Thomas Pallesen, genansættes for en seksårig periode.
Thomas Pallesen har siden 2015 været dekan for fakultetet Aarhus BSS, og den erfarne dekan tager seks år mere på posten, når han med virkning fra 1. juli genansættes med mulighed for forlængelse på yderligere tre år.
Udvikling i nye omgivelser
Siden 2015 har Thomas Pallesen arbejdet for at samle fakultetet Aarhus BSS, som på det tidspunkt var et relativt nyt fakultet.
Thomas Pallesens genansættelse betyder blandt andet, at han fortsat skal stå i spidsen for fakultetet, når det i løbet af de kommende år flytter fra Fuglesangs Allé til nye omgivelser i Universitetsbyen.
”Flytningen er en stor milepæl for fakultetet, og jeg ser utrolig meget frem til at fortsætte de indsatser, vi har sat i gang for at skabe et godt fundament i Universitetsbyen. Vi ser i de faglige miljøer på alle vores institutter en vedholdende og anerkendelsesværdig indsats for både at styrke kvaliteten af vores forskning og forskningsbaserede uddannelser og koblingen mellem de forskellige fagligheder, ofte i et meget produktivt samspil med vores eksterne samarbejdspartnere”, siger Thomas Pallesen i en nyhed på medarbejdere.au.dk.
Fakultetet i fokus
Flytningen er ikke den eneste kommende udfordring. Kandidatreformen skal også implementeres.
Thomas Pallesen ser implementeringen af etårige kandidater på fakultetet som en stor udfordring. Det fortalte han i marts 2023 til Omnibus:
”Vi kan godt lave en etårig uddannelse, hvor vi komprimerer indholdet og holder de studerende på skolebænken i et helt år. Men det giver et tidsproblem at få koblet anvendelsesdelen oveni. Vi kan godt lave kortere uddannelser, men det har en pris at gøre det”, fortalte Thomas Pallesen om de mulige konsekvenser af etårige kandidater.
Du kan læse hele interviewet her.
Thomas Pallesens fokus på kvaliteten af fakultetets ydelser var afgørende for ansættelsesudvalgets beslutning om at genansætte dekanen. Det fortæller rektor Brian Bech Nielsen, som stod i spidsen for udvalget, til medarbejdere.au.dk.
Thomas Pallesen var fra 2009 til 2015 institutleder ved Institut for Statskundskab og er professor i offentlig forvaltning.
Korrekturlæst af Charlotte Boel