De to antropologistuderende Mie Nielsen og Vibeke Follmann var frustrerede over for meget kedelig undervisning, for mange kedelige studenteroplæg og savnede konkrete redskaber til at formidle al den viden, de tilegnede sig i løbet af uddannelsen.

Derfor startede de virksomheden TALERØRET sideløbende med studierne. Her underviser de medstuderende og andre interesserede i formidling og arrangerer foredrag med universitetsstuderende. Det er to år siden nu, og efterhånden er det gået op for dem, at de bestemt ikke er de eneste to studerende på AU, der har savnet at være bedre klædt på til at få deres viden ud over rampen.

”Mange studerende er begyndt at henvende sig til os om formidlingskurser, især efter at vi er blevet en fast del af den obligatoriske undervisning på medicin og har været det de seneste par år,” fortæller Mie Nielsen.

De to studerende er derfor gået i dialog med fagråd og fagledere på forskellige uddannelser på AU for at få mundtlig formidling på skemaet flere steder.

Oplæg af svingende kvalitet

Det er netop lykkedes på Litteraturhistorie, hvor mundtlig formidling nu er en del af studieordningen på kandidatuddannelsen. Undervisningen er en dagsworkshop, som TALERØRET står for.

Workshoppen er kærkommen blandt de studerende, der nu er på syvende semester og derfor har haft lejlighed til at se mangt en medstuderende kæmpe med formidlingen under de mange studenteroplæg i løbet af uddannelsen. Oplæggene har ofte svingende kvalitet, fortæller Ask Hastrup, der også undrer sig over, at undervisningen i mundtlig formidling først ligger på syvende semester.

De studerende har selv et bud på, hvor filmen ofte knækker både for studerende og for undervisere.

”En af dødssynderne er rodede PowerPoints, og jeg tror, det er generelt for akademikere, at vi læsser alt for meget information på vores PowerPoints eller har for mange slides. Det her kursus er godt, fordi det kommer med bud på konkrete virkemidler, som man kan bruge for at styrke sin formidling,” mener Marie Knudsen, der også læser litteraturhistorie på syvende semester.

At undervisningen varetages af to studerende ligesom dem selv, finder de ikke problematisk.

”Det er helt fint, vi starter jo helt fra bunden, og det, vi lærer her på kurset, er meget praktisk orienteret, og så er det fint, at det er studerende, der underviser i det,” mener Marie Knudsen.

Hvad er det nu lige, vi kan?

Den tværfaglige forening for studerende på Arts, ILD (Inspirer, Lær, Del, red.), oplever også en stigende interesse blandt studerende for at blive bedre til at formidle sin viden. Det gælder i undervisningssammenhæng, men i særdeleshed efterfølgende, når man skal ud på jobmarkedet.

”Vi oplever, at flere studerende har en hæmsko i forhold til at formidle, hvad de kan. Som humaniorastuderende uddanner man sig ikke nødvendigvis til en specifik profession, og det, man kan, er så abstrakt,” fortæller Signe Bønløkke Dollerup, der sidder i ILDs bestyrelse.

”Skal vi kunne formidle, så må vi også have redskaber til det,” slår hun fast.

Mens TALERØRET arbejder på at få formidling til at fylde mere i studieordningerne, så satser foreningen ILD på arrangementer for studerende, der gerne vil bruge lidt af deres fritid på at blive bedre til at formidle. Blandt andet står de to gange om måneden for de såkaldte gnist-arrangementer, hvor studerende holder oplæg for medstuderende.

”Her udveksler vi ny viden og erfaringer for eksempel i forhold til metoder og teorier,” fortæller Signe Bønløkke Dollerup.

”Og inden coacher og vejleder vi de studerende i at holde oplæg, og det har vi fået god feedback på.”

Foreningen har dette efterår sammen med TALERØRET også arrangeret et formidlingskursus for studerende med særligt fokus på at blive bedre til at holde studenteroplæg.

Formidlingssnobberi og jantelov

Men hvorfor er det egentlig så svært at stille sig op foran sine medstuderende og holde et godt og veloplagt oplæg?

Vibeke Follmann fra TALERØRET tror, det blandt andet skyldes, at det inden for universitetsverdenen ikke er så anerkendt, at god formidling også indeholder en vis grad af underholdning.

”Desværre er der både blandt studerende og undervisere en idé om, at det at benytte for eksempel en fortælling eller en rekvisit som del af sit oplæg er uakademisk. Og at akademisk formidling helst skal være tung, fyldig og kedelig. Det er formidlingssnobberi.”

Men studerende skal også blive bedre til at turde være hjemme i deres faglighed, mener hun.

”Jeg tror, at vi studerende har tendens til at ligge under for noget jantelov. Vi tror ikke rigtigt på os selv rent fagligt, før vi står med vores uddannelsesbevis i hånden. Vi tør ikke rigtigt sige, at vi ved noget, før vi har beviset på det. Men vi skal se vores uddannelse som afgrænsede bidder. Nogle af de ting, vi lærer, lærer vi jo ikke løbende. Det er afgrænsede forløb, og så er der da ikke nogen grund til at vente med at dele vores viden med andre, til vi er færdige.”

Kopierer underviserne

Men hvad med de garvede undervisere, der år efter år stiller sig foran tavlen og øser ud af deres viden til et auditorium fuld af studerende: Er der ikke inspiration at hente der?

Jo, men ikke altid, lyder det fra de to studerende bag TALERØRET.

”Når man som studerende ikke har konkret viden om, hvordan man formidler, så kopierer man jo det, man ser, nemlig underviserne,” siger Vibeke Follmann og fortsætter:

”Som studerende er det nok også let at komme til at acceptere dårlig undervisning, fordi man ikke er bevidst om, hvad der er god og dårlig formidling.”

Mie Nielsen supplerer:

”Du skal jo kende alternativerne. Du kan jo heller ikke bruge en teori, du aldrig har haft før. Men jeg synes også, at vi oplever et generationsskifte i øjeblikket. De ph.d.-studerende har et stort fokus på formidling, så der er ved at ske noget.”

Bliv bedre til at holde oplæg – do’s and don’ts

Kilde: Vibeke Follmann, TALERØRET