Studerende i Viborg skaber traditionerne from scratch

Et falsk yver svajer fra side til side, hver gang nogen griber fat i det. Rundt om den plastikgrå ko står en gruppe studerende og hujer, mens to af dem kæmper for at få de sidste dråber ned i målebægeret. Der lugter af grus, sensommer og kolde øl fra hanerne inde i baren. En stafet er i gang, og ingen ved helt, hvorfor den er blevet sådan, men alle spiller med. 

Sådan beskriver Frederik Berg Gurskov Olsson, hvordan en af de måske kommende traditioner på campus i Viborg er opstået. Han er kasserer for Gyldne Haner, der er studiebaren for de studerende ved AU Viborg, og beskriver deres forhold til traditioner således: “Vi gør bare tingene, og så ser vi, hvad der bliver til traditioner.”

På AU Viborg starter en tradition ikke som et gammelt ritual, men med et falsk yver og en flok studerende, som beslutter sig for, at det skal ske. 

AU Viborg er en ny campus, som i 2024 startede med 60 studerende fra tre forskellige uddannelser; veterinærmedicin, dyrevidenskab og plante-og fødevare videnskab. Her var der ingen foreninger, ingen årsfester og ingen kultur at læne sig op ad. Siden er flere foreninger og initiativer skudt op; Vivarium, haveforeningen og Gyldne Haner er blot nogle af dem. De har hver især taget den samme udfordring op: Hvordan skaber man traditioner, når der ikke er nogle eksisterende at bygge videre på?

En hønsestald, falske yvere og fadøl på hanerne 

Gyldne Haner er ufrivilligt blevet traditionsmotor på campus. Navnet stammer både fra den gamle hønsestald, de fik tilbudt som fredagsbarens lokale, og fra de gyldne fadølshaner. Udover at tappe fadøl til fredagsbaren, skaber de flere forskellige arrangementer som en sommerstafet, hvor hver årgang dyster om en vandrepokal i alt fra trillebørræs, malkning af et falsk yver og kast med hestesko. Her er det ikke traditioner, der er nedarvet fra ældre årgange. Det er aktiviteter, der bliver til traditioner, fordi nogen finder på dem, og fordi andre følger med. Men bag alt det spontane ligger der også en klar forståelse af, hvorfor traditioner betyder noget.

“Det er vigtigt at have noget, der samler folk, ellers bliver campus bare et sted, man går igennem," siger Gyldne Haners kasserer Frederik Berg Gurskov Olsson. 

På et sted, hvor de første studerende rykkede ind på campus i 2024, er traditionerne ikke bare sjove indslag. De bliver det, der gør AU Viborg til et sted, man hører til.

Plejer er død 

Mens Gyldne haner skænker fadøl i store mængder, går en anden af AU Viborgs nye foreninger andre veje.

”Vi har valgt at indskrive, at det er en alkoholfri forening i vores vedtægter, fordi vi gerne vil facilitere et forum, der har stort fokus på ikke at være alkoholfokuseret. Det er lege og hyggeting, der ikke er centrale omkring alkohol.” forklarer Amalie Toft Højlund. 

Hun er formand for den alkoholfrie aktivitetsforening, Vivarium, som prøver at skabe et studieliv, hvor ingen traditioner er givet på forhånd. Her spænder aktiviteterne fra filmaftener over bordtennisturneringer til krybdyrskurser i Randers Regnskov. 

”Du har totalt frit leg. Du må helt selv bestemme, hvad den forening, som du skaber, skal handle om, og hvordan den kommer til at udformes” forklarer Amalie Toft Højlund. 

Men friheden er ikke uden udfordringer, forklarer hun.

”Det er komplekst at oprette noget nyt, og vi snakker ret meget om traditioner, når vi planlægger aktiviteter,” siger hun.

Der er ingen etablerede traditioner at læne sig op ad, ingen ”plejer” og ingen tidligere årgange som har vidst, hvordan man gør. 

AU Viborg ligger samtidig langt fra byen, og mange studerende pendler. Hvis der ikke sker noget efter undervisningen, tager folk hjem, fortæller Amalie Toft Højlund. Derfor prøver Vivarium at skabe aktiviteter, der får studerende til at blive og møde hinanden på tværs af uddannelser. For Vivarium er fællesskab ikke bare et mål, men selve metoden til at skabe traditioner. 

“Det er super vigtigt at facilitere nogle arrangementer, hvor alle kan møde alle,” siger Amalie Toft Højlund.

På en campus, hvor veterinærmedicin fylder mest, og hvor plante- og fødevarevidenskab kun har få studerende, bliver fællesskab på tværs af uddannelserne en måde at sikre, at ingen står alene.

 “Jeg synes, det er så synd, hvis man går en hel tid og kun snakker med dem, der går på ens eget studie,” siger hun. 

Fællesskaber i jorden 

Men fællesskabet rækker længere end de etablerede foreninger. På en græsplæne mellem bygningerne, et helt tredje sted på campus, spirer en social have. Ingen bestyrelse. Ingen vedtægter. Ingen formelle roller.

“Vi ville godt have, at det var lidt mere åbent,” fortæller initiativtageren ph.d.-studerende Emilie Rechnagel. 

Haven er en fælles have for studerende, ph.d.-studerende, postdocer og ansatte. Her kan de dyrke grøntsager, høste dem og være med i fællesskabet.

”Det er vores allesammens sted,” forklarer Emilie Rechnagel. 

Det hele startede spontant:

“Pludselig var der nogen, der havde pløjet noget op, og så var vi jo faktisk bare tvunget til at gå i gang,” fortæller hun. 

Siden er der kommet bønner, kartofler og indigofarveplanter. Der er blevet delt frø ved en “bytte frø-dag”, og der er planer om workshops, fællesspisning og måske endda humle til ølbrygning. 

I haveforeningen er traditionerne ikke så larmende. Der er ingen fest, konkurrencer eller kæmpe arrangementer. Men det er et sted, hvor man kan få lov til at dyrke jorden og møde nye mennesker. 

“Jeg var lige flyttet til Viborg, og jeg kendte ikke rigtig nogen. Men det gør jeg så nu,” fortæller Emilie Rose Rachnagel om sin egen oplevelse med at flytte til et nyt sted.