Tre nye redaktører skal føre 'Hørt på AU' videre

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Redaktør-stafetten for Facebook-siden 'Hørt på AU' med over 13.000 følgere er givet videre – men siden er stadig til for at give et godt grin.

04.11.2019 | Anna Bech Sørensen

Anders Thorning, Sigrid Glavind og Nathalie Kjær er nye redaktører bag Facebook-siden "Hørt på AU".

"I fredags kyssede jeg med en pige i fredagsbaren. 15 minutter efter fik jeg en ansøgning om forbindelse på LinkedIn. Var ikke engang overrasket – networking bliver taget alvorligt på BSS."

Sådan lyder ét opslag på Facebook-siden 'Hørt på AU', der har til formål at give et godt grin og et lille tøhø til sidens over 13.000 følgere. De sidste to år har datalogistuderende Steffen Strunge Mathiesen været redaktør for siden, men han giver nu stafetten videre til hele tre nye redaktører.

En fordel at være tre

Sigrid Glavind, Nathalie Kjær og Anders Thorning overtog for tre uger siden ansvaret for siden. De mener, at det er en fordel at være tre om posten.

”Det er godt at kunne sparre med andre i forhold til, om det indsendte materiale er sjovt. Her er det en fordel, at vi går på tre forskellige studier, så det ikke bliver intern humor,” siger Sigrid Glavind, der læser cand.public. på 1. semester.

De nye redaktører regner med at offentliggøre cirka to nye opslag om ugen.

Det er deres plan at køre siden videre som hidtil, dog vil de også gerne prøve nye initiativer af. Et af dem er en nyoprettet Instagram-profil.

”Den aldersgruppe, der starter på universitetet nu, er måske mere til Instagram, og så passer formatet rigtig godt til den platform,” siger Nathalie Kjær, der læser nordisk sprog og litteratur på 5. semester.

AU's svar på Anders Hemmingsen

'Hørt på AU' fungerer ved, at redaktørerne modtager bidrag fra studerende og ansatte, der har overhørt noget sjovt. De nye redaktører håber, at folk bliver endnu bedre til at indsende bidrag.

”Det gode bidrag kan man relatere til; det er ikke indforstået, og punchlinen er til at forstå. Vi vil gerne blive AU's Anders Hemmingsen,” siger statskundskabsstuderende Anders Thorning grinende med en henvisning til den kendte internetpersonlighed, der har over 800.000 følgere på Instagram.

I fremtiden håber de tre nye redaktører også, at de i højere grad kan få flyttet #HørtpåAU ud i den fysiske verden.

”Det kunne være fedt at lave noget til Kapsejladsen eksempelvis. Så kunne folks bidrag måske komme op på storskærm,” siger Nathalie Kjær.

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også