Uddannelserne til læge, jurist eller psykolog hitter blandt årets ansøgere – færre vil nørde med sprog

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

AU har i år fået 2 procent færre ansøgninger i forhold til sidste år, hvor antallet af ansøgere var ekstra højt på grund af corona. Trods det har fakulteterne Health og Aarhus BSS fået flere ansøgninger end sidste år, mens NAT og TECH og Arts har fået færre – og hos sidstnævnte udebliver ansøgningerne især til sprogfagene.

13.07.2021 | Martin Kousholt og Trine Marie Vestergaard

I alt har AU i år fået 28.184 ansøgninger, heraf 9.882 der har en uddannelse fra AU som deres førsteprioritet. Illustration: Marie Groth Andersen.

Sidste år oplevede Aarhus Universitet rift om studiepladserne, da ansøgertallet var ekstraordinært højt på grund af corona. I år har der været en smule færre, der ønsker at studere på AU, universitetet har nemlig modtaget 2 procent færre ansøgere i forhold til sidste år, heraf 3 procent færre ansøgninger fra unge, der ønsker AU som deres førsteprioritet.

I alt har AU i år fået 28.184 ansøgninger, heraf 9.882 der har en uddannelse fra AU som deres førsteprioritet.  

Men sammenligner man denne sommers ansøgninger med 2019, har 8 procent flere unge søgt optagelse på en uddannelse på AU, heraf har 2 procent flere ønsket en uddannelse fra AU som deres førsteprioritet.

Igen i år er det uddannelserne medicin, psykologi og jura, der har modtaget flest ansøgninger. Hvilket i øvrigt også gælder Københavns Universitet.

Aarhus BSS trækker en tredjedel af ansøgerne

Mens fakulteterne Arts, Natural Science og Technical Science har fået færre ansøgninger end sidste år, har Health og Aarhus BSS i år modtaget flere ansøgninger, og Aarhus BSS har, som de seneste tre år, fået flest ansøgninger.

I år trækker fakultetet over en tredjedel af årets ansøgninger og runder 10.047, heraf har 3.617 af ansøgerne ønsket en uddannelse på BSS som deres førsteprioritet.

I år er det især uddannelserne Psykologi, Samfundsfag og Politik og Økonomi, der har oplevet den største stigning i antallet af ansøgninger siden 2019. Mens Aarhus BSS’ uddannelser i Herning har oplevet et fald, det gælder især uddannelserne Almen Erhvervsøkonomi og Forretningsudvikling.

Størst stigning på Health

Alle AU’s fakulteter oplever, at flere ansøgere ønsker at læse en af deres uddannelser sammenlignet med 2019. Tendensen er mest markant på Health, hvor 14 procent flere i år ønsker at læse en sundhedsvidenskabelig uddannelse.

På Health har næsten alle uddannelser oplevet en stigning i antal ansøgere siden 2019, dog har uddannelsen som tandplejer trukket i den anden retning og oplevet et fald. Blandt fakultetets andre uddannelser er det især uddannelsen som klinisk tandteknikker, der har oplevet en markant stigning, hvor 37 procent flere har søgt om optagelse siden 2019.

Stigende interesse for TECH i Herning 

TECH er derimod det fakultet, som har oplevet den laveste stigning på 2 procent siden 2019. En af uddannelserne, der trækker i den positive retning, er Elektrisk Energiteknologi i Herning, der næsten har fået dobbelt så mange ansøgere, som da uddannelsen åbnede i Herning i 2019. Det er en stigning fra 19 til 34 ansøgere.   

Men flere af fakultetets ingeniøruddannelser må også sande, at udviklingen trækker i den negative retning. Det gælder for blandt andet Kemiingeniør, Elektriskenergiteknologi (vinterstart), Maskinteknik (vinterstart), Elektronik (vinterstart), der alle oplever, at antallet af ansøgningerne er faldet med over 25 procent siden 2019.

Færre ansøgninger til sprogfag

Også mange uddannelser på fakultetet Arts oplever en tilbagegang i antallet af ansøgninger, det gælder 24 ud af 36 uddannelser sammenlignet med sidste år. Men sammenligner man med 2019 gælder det 14 ud af 36 uddannelser.

På Arts hitter uddannelserne Cognitive Science, Antropologi, Musikvidenskab, Teologi og Æstetik og Kultur, som alle har fået over 20 procent flere ansøgninger i år sammenlignet med 2019.

Men også en række uddannelser trækker i den anden retning, og det er især sprogfag, som har oplevet markant fald i antallet af ansøgninger. Uddannelser som Ruslandstudier og Arabisk og Islamstudier har begge oplevet at over 30 procent af ansøgerne er faldet fra sammenlignet med 2019. Men også sprogfagene Brasilianske studier, Fransk, Kinastudier, Spansk og Tysk har modtaget færre ansøgninger.

De sprogfag, der har oplevet fremgang, er Engelsk, Japanstudier og Nordisk sprog og litteratur.

NAT: Flere søger ind på Geoscience – og andre naturvidenskabelige uddannelser

Generelt for Faculty of Natural Sciences er der sket en stigning på 11 procent i antallet af ansøgere siden 2019, svarende til 257 flere ansøgere end for to år siden.

Blandt andet uddannelsen Geoscience bidrager til fakultetets samlede stigning. 27 flere ansøgere har sendt en ansøgning afsted, så der samlet er 77 ansøgere.

Også uddannelserne Molekylærbiologi, Biologi og Fysik oplever en stigende interesse. På disse uddannelser er antallet af ansøgere steget med over 25 procent sammenlignet med 2019. 

De håbefulde ansøgere må vente til 28. juli med at få svar på, om de er optaget på deres drømmestudie.

Top 10:

  1. Medicin: 3.186 (heraf 1.092 som førsteprioritet)
  2. Psykologi: 2.196 (heraf 875 som førsteprioritet)
  3. Jura: 1.762 (heraf 650 som førsteprioritet)
  4. Almen Erhvervsøkonomi (HA): 1.517 (heraf 661 som førsteprioritet)
  5. Economics and Business Administration: 1.001 (heraf 416 som førsteprioritet)
  6. Odontologi: 904 (heraf 309 som førsteprioritet)
  7. Statskundskab: 885 (heraf 343 som førsteprioritet)
  8. Erhvervsøkonomi-erhvervsret, HA (jur.): 677 (heraf 150 som førsteprioritet)
  9. Antropologi: 671 (heraf 200 som førsteprioritet)
  10. Cognitive Science: 590 (heraf 307 som førsteprioritet) 
Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også