Vil du bo 180 dage gratis i Gellerup?

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kunne du også godt undvære at betale husleje de næste seks måneder? DR caster lige nu deltagere til at bo gratis i Gellerup som led i et tv-eksperiment.

18.09.2018 | Lene Ravn

DR gentager konceptet bag seersuccessen ”180 dage på plejehjem”. Denne gang flytter deltagerne til Gellerup, og DR søger i den forbindelse fire-fem unge mennesker. Ovenstående foto er fra det forrige program. Foto: DR

Halfdan Muurholm caster programmet "180 dage i Gellerup". Privatfoto.

Fakta: Vil du være med?

Hvis du er interesseret i at deltage, skal du skrive en mail til casteren indeholdende lidt om dig, din motivation for at deltage, hvordan du ønsker at bo, og hvis muligt en video af dig selv. 

Send det til hamu@dr.dk

DR caster nu og resten af september måned.

DR søger lige nu deltagere til en gentagelse af tv-programmet ’180 dage på plejehjem’. Denne gang er plejehjemmet skiftet ud med en boligblok i ghettoen, og programmet skal hedde ’180 dage i Gellerup’, men tilbuddet er noget nær det samme; nemlig et halvt år uden husleje.

Til gengæld forventes du at skulle lave frivilligt arbejde i Gellerupparken i 30 timer om måneden. Det kan være socialt arbejde for eksempel i en lektiecafé, en klatreklub eller et cirkus for børn. Og så skal du i øvrigt være klar på at dele ud af dine oplevelser i parken. Det fortæller casteren på programmet, Halfdan Muurholm:

”Det er ikke et Big Brother-program, men der vil komme en fotograf et par gange om ugen og følge processen. Og så aftaler man løbende med deltagerne, hvad der skal ske. Det kan for eksempel være, at de har fået venner i opgangen. Men vi går ikke med folk på lokum,” siger Halfdan Muurholm.

Han fortsætter: 

”Dem, der melder sig til serien, skal være villige til at være i fjernsynet. Men fokus er på, hvordan det er at bo i Gellerup, og vi skal ikke snage i nogens privatliv.”

En seersucces sidste gang

Der vil formentlig vente deltagerne en vis eksponering, for da DR sendte ’180 dage på plejehjem’, var seertallene på et af afsnittene over 340.000. Det er ifølge caster Halfdan Muurholm ret usædvanligt, men alligevel forventeligt:

”Fordi der blev åbnet et univers, man ikke er vant til at se. Vi førte unge og gamle sammen og spurgte, om de kunne bruge hinanden til noget. Og så er det ikke bare et kig ind i livet på et plejehjem eller i en ghetto. Man får lov til at følge nogle, som kommer udefra, og som man kan spejle sig i, når de flytter dertil.”

Huslejen er det mindste gode

Dengang fik DR omkring 100 henvendelser, hvoraf seks blev håndplukket. Og denne gang forventer Halfdan Muurholm en lignende interesse for at være med i programmet. Det, han søger, er omkring otte-ti medvirkende, som både kan være familier, ældre og unge, og de medvirkende kan både have et ønske om at bo alene eller i bofællesskab.

Når det kommer til udvælgelsen af unge deltagere, lægger Halfdan Muurholm vægt på to ting: personlighed og stort engagement. 

”Den gratis husleje skal være det mindste for deltagerne. Den er bare en biting. Det skal handle om, at de har lyst til at være med i et tv-eksperiment, at deltage aktivt i Gellerup og finde ud af, hvad man kan lære af hinanden,” siger casteren.

Og modsat programmet ’180 dage på plejehjem’ har de kommende deltagere i Gellerup også muligheden for at blive boende, hvis de forelsker sig i ghettotilværelsen: 

”At nogen har lyst til at blive boende, er da helt klart et af succeskriterierne for eksperimentet,” siger Halfdan Muurholm.

Fakta: Vil du være med?

Hvis du er interesseret i at deltage, skal du skrive en mail til casteren indeholdende lidt om dig, din motivation for at deltage, hvordan du ønsker at bo, og hvis muligt en video af dig selv. 

Send det til hamu@dr.dk

DR caster nu og resten af september måned.

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også