”Jeg har ikke så mange gadgets, som jeg kan forestille mig, at andre har,” siger Lars Bo Nielsen.

Og nej. Det har han nok ikke. Lars Bo Nielsen, der er dekan på fakultetet Health, har hverken mange ting eller meget plads på sit kontor, der syner af at være omkring de 14 kvadratmeter. Blot en lædersofa, en ophængt boghylde og et lille, rundt bord. Da fotografen entrerer dekanens kontor, spørger han også, om vi ikke skal gå derhen, hvor dekanen sidder til daglig og må have sit skrivebord stående. Men vi er her jo allerede.

Lars Bo Nielsen griner og spørger:

”Hvorfor? Er mit kontor for lille?”  

Med ét hiver han sin bærbare computer frem, placerer den på det lille, runde bord og slår skærmen op. 

”Se, nu blev mit mødebord til mit skrivebord,” siger han stolt, mens han kører håndfladerne hen over bordet.

Han ville have et rundt bord – ikke endnu et firkantet hæve-sænke-bord:

”Folk skal ikke have fornemmelsen af at sidde over for mig, men oplevelsen af en ligeværdig kommunikation – altså så ligeværdig, som den nu kan være, når jeg er chefen," siger han. 

”Jeg sidder for bordenden i rigtigt mange sammenhænge og har altså ikke behov for at sidde der på mit eget kontor,” siger Lars Bo Nielsen.

Musen har Lars Bo Nielsen fået af sin tidligere forskningsgruppe på KU, der forskede i kolesterol på blandt andet mus. 

Smed ud, men Tintin flyttede med 

Der røg en masse ud fra gemmerne, da Lars Bo Nielsen for omkring halvandet år siden skiftede sit job som institutleder på Københavns Universitet (KU) ud med jobbet som dekan på Health i Aarhus:

”I København havde jeg alle afhandlinger, alle specialer og en masse bøger. Men jeg har smidt meget ud, arkiveret nogle særlige ting og har kun enkelte bøger med affektionsværdi på kontoret nu,” siger han og konkluderer:

”Det passer mig rigtig fint, at der ikke er mere. Alt, jeg har brug for, er på computeren.” 

Den samme fortælling er gældende på hjemmefronten, hvor Lars Bo Nielsen er gået fra hus med kælder og have i København til en mindre lejlighed på Aarhus Ø:

”Og der er meget store vinduespartier,” siger han og peger på det store maleri, der har måttet flytte til kontoret.

Det mest essentielle har dog overlevet. Deriblandt er selvfølgelig dekanens Tintin-gadgets, der på kontoret blandt andet tæller et indrammet billede af vævede Tintin-udklip, som han har købt på Samsø. 

”Tintin er en stor del af mit liv. Jeg har læst alle bøgerne, da jeg var barn. Jeg har læst dem højt for mine børn, og nu har de også læst dem selv. De er fantastisk underholdende.” 

På en anden væg hænger en flammerød, gammel Tintin-albumforside, der er købt i Vietnam. ’Le Lotus bleu’ lyder den på fransk.

”Hele mit kendskab til opiumkrigene i Kina stammer fra ’Den Blå Lotus’. Og når man taler om olieforekomster, tænker jeg altid på Tintins ’Det sorte guld’. Man kan virkelig lære meget om lande og geografi af Tintin,” anbefaler han.

Den ting på kontoret, der betyder mest for dekanen, er et foto af Medicinerrevyen, som han fik sidste år. ”Det minder mig om grunden til, at vi er her – nemlig de studerende. Og nu har jeg også set revyen; de er godt nok en gruppe unge med store ressourcer, overskud og talent, der rækker ud over den medicinske faglighed,” siger han.

”Vi ringer da bare lige”

Ikke kun kontorindretningen blev forenklet med Lars Bo Nielsens jobskifte fra KU i 2017. Det gjorde noget af arbejdsgangen også.

”Det er uformelt på AU. Man behøver ikke lange sagsfremstillinger og protokoller for at mødes. Her er en helt anden kultur for samarbejde. Man kan bare tage sin telefon og ringe til folk – også efter arbejdstid,” siger han og mindes sin første arbejdsdag på AU:

”Der var kommet en henvendelse fra regionen, og derfor sagde jeg til sekretariatet, at vi var nødt til at sætte os ned og finde ud af, hvad vi skulle svare, og hvilken tone svaret skulle have. De kiggede bare på mig og spurgte: ’Hvad mener du? Vi ringer da bare lige’. Dagen efter fik jeg at vide, at det var ordnet, og det skulle jeg ikke tænke mere på.” 

Han afviser dog, at jobbet som dekan skulle være nemmere end forventet:

”Der er mange daglige dilemmaer, ofte mellem ressourcer og behov, men sommetider også mellem fagligheder. Det er udfordrende at lede retsmedicinere og tandlæger, når jeg ikke har nogen faglig indsigt i deres arbejde. Og jeg har heller ikke altid dialogen med dem, men med deres ledere.” 

Han tilføjer: 

”Men det er jo ofte det, ledere gør – altså leder på områder, de ikke har faglig indsigt i.”  

”Som dekan savner jeg den dybe faglighed ved at forske. Men på den anden side er det tilfredsstillende at kunne være med til at skabe nogle rammer, som jeg selv ville have sat pris på,” siger han.

Sin helt egen sikkerhedshjelm. Sådan én fik dekanen af Institut for Biomedicin i forbindelse med opførelsen af Skou-bygningen. Nu bruger han den, når han skal tilse Bartholinbygningen, og også snart i Skejby. ”Den får jeg brug for i mange år,” siger han. 

Akademisk kvarter er aflyst i Aarhus

Lars Bo Nielsen har også måttet tillære sig nogle nye sociale spilleregler, da han flyttede til Aarhus:

”Hvis man inviterer folk i Aarhus, så kommer de til tiden. Men i København kommer man inden for et kvarter. Så hvis man inviterer til klokken 13, skal man i København bare være der, inden klokken bliver kvart over.”

Betyder det, at du kom meget for sent, da du flyttede til Aarhus?

”Kun én gang. Det var til den første fakultetsfest. Jeg var lige flyttet, og jeg vidste jo ikke, det var sådan. Sekretariatet havde bedt mig om at være der lidt før, så jeg kunne byde folk velkommen, når de ankom. Vi var inviteret til klokken 18, derfor kom jeg derned ti minutter i. Men der var langt de fleste jo allerede kommet.”

Lars Bo Nielsen ler.

”Jeg stillede mig op i døren for at hilse på de sidste. Men de få, der kom ind ad døren, anede ikke, hvem jeg var og gik lige forbi mig. Der stod jeg så i fem minutter, indtil jeg konkluderede, at den må jeg tage til næste år.”

Dekanen har hang til brug af høflige vendinger. Han inviterer således gerne udenfor i stedet for at sige, at mødet er slut, og beder om en bio-break: ”Jeg synes, det er en meget elegant måde at sige, at man lige skal kunne nå på toilettet inden det næste møde,” mener han.

Poul Astrups disputats fra 1944 handler om blodets evne til at størkne. Han var den første professor i klinisk kemi i Danmark, og Lars Bo Nielsen fik disputatsen foræret personligt af ham, da Lars Bo Nielsen i sin tid på Rigshospitalet havde ansvaret for patienter med blodpropper.