VOXPOP: Stemmer du til universitetsvalget?

Så er universitetsvalget i gang. Omnibus er gået en tur på campus og har spurgt ti studerende, om de har tænkt sig at stemme ved årets universitetsvalg. Ja, lyder det fra nogle, som ser det som en måde at sikre de studerendes indflydelse. Hos andre trækker universitetsvalget det korteste strå i forhold til kommunalvalget og regionsrådsvalget.

Årets universitetsvalg var ikke mere end tre timer gammelt, da Omnibus' udsendte gik på gaden for at tage temperaturen på de studerendes lyst til at deltage i valget. 

Normalt er de studerendes iver efter at stemme ved universitetsvalget til at overse. I 2020 lå stemmeprocenten på 16,26, mens den i 2019 lå på 21. Og da vores udsendte gik på gaden, havde kun få procent været forbi den digitale stemmeurne.

Men ifølge dagens helt uvidenskabelige rundspørge er der blandt de studerende en lyst til at gøre sin stemme gældende og styrke de studerendes mandat i universitetets bestyrelse og råd og nævn. Flertallet havde planer om at stemme – eller kunne i hvert fald godt tænke sig at stemme. For andre er det kommunal- og regionsrådsvalget, der løber med den demokratiske opmærksomhed. 

Maja Bloksgaard Borg. Psykologi på første semester

Kommer du til at stemme til universitetsvalget?

"Nej, det tror jeg ikke. Jeg synes, det falder sammen med kommunalvalget. Der er for mange valg om ting, jeg ikke har sat mig ind i. Det kan godt være, jeg har en lille intention om at gøre det, men tiden går ligesom bare."

 

Nicolaj Bertelsen. Religionsvidenskab på første semester

Kommer du til at stemme til universitetsvalget?

"Ja, det regner jeg med. Jeg tror, det skyldes en slags demokratisk dannelse, at jeg synes, det er vigtigt. Jeg stemmer nok på en kandidat fra mit eget fakultet. En, jeg deler bestemte holdninger med, bestemte mærkesager, eller en, som jeg tror på."

 

Mikkel Dahl Nielsen. Samfundsfag på første semester

Kommer du til at stemme til universitetsvalget?

"Jeg kunne godt tænke mig at stemme til valget. Men det er svært at finde ud af, hvad de forskellige står for. Det kan også godt være, jeg ikke stemmer, fordi jeg ikke kommer til at sætte mig ind i det."

 

Johanne Lilleøre. Medicin på ottende semester

Kommer du til at stemme til universitetsvalget?

"Nej. Nej, det tror jeg ikke. Jeg har ikke sat mig ind i det, og jeg aner ikke, hvor jeg skal gå hen for at finde ud af noget om valget, hvor jeg stemmer, og hvordan jeg skal tage stilling til det."

 

Katrine Sofie Thøgersen. Statskundskab på femte semester

Kommer du til at stemme til universitetsvalget?

"Ja. Det er vigtigt for mig at støtte op om de studerendes indflydelseskanaler. Og jeg synes, det er noget, man skal. Og jeg kan vinde biografbilletter ved at stemme."

 

Frederik Lerche Pandal. Informationsvidenskab på tredje semester

Kommer du til at stemme til universitetsvalget?

"Ja, jeg har ikke gjort det endnu, men jeg stemmer på Jonathan (Jonathan Rossen, red.). Han er en super gut. Jeg har ikke sat mig ind i det, sådan rigtig, men de siger ’Stem, stem,’ og så stemmer jeg på ham."

 

Aksel Kaas. Filosofi og samfundsfag på niende semester

Kommer du til at stemme til universitetsvalget?

"Ja. Principielt er det en god ting, og det giver de studerende en stemme. Jeg har dog aldrig rigtig vidst, hvilken forskel det gør at stemme på den ene og ikke den anden. Jeg kan jo tage til debatter, men det kommer jeg nok ikke til at gøre."

 

Ida-Elisabeth Riis Hansen. Pædagogisk antropologi på første semester

Kommer du til at stemme til universitetsvalget?

"Ja, det gør jeg bestemt. Det har indflydelse på mit studie og har betydning for de fremtidige studerende. Det er de studerendes mulighed for at tage ansvar og forme studiet."

 

Alex Olrik-Ernst. Engelsk på femte semester

Kommer du til at stemme til universitetsvalget?

"Ja. Det er vigtigt at have indflydelse på universitetet, og hvad der sker på uni."

Melina Bak. Spansk og spanskamerikansk sprog, litteratur og kultur på femte semester

Kommer du til at stemme til universitetsvalget?

"Det tror jeg ikke. Jeg har ikke sat mig ind i det. Mit fokus har ligget på kommunalvalget."