Wraps gjorde knap 200 AU-studerende syge: Nu får restauranten en sur smiley og bøde på 20.000 kroner
Fødevarestyrelsen giver en bøde på 20.000 kroner og en sur smiley til Memets Delikatesse i Aarhus, der leverede wraps til flere arrangementer for AU-studerende under studiestarten i august. Næsten 200 personer fik madforgiftning, efter at de havde spist mad fra stedet, vurderer Fødevarestyrelsen.
Hovedpine og diarré ramte næsten 200 studerende på Aarhus Universitet i forbindelse med studiestarten i august, efter at de havde spist wraps med kylling og falafel fra Memets Delikatesse. Maden var bestilt af tutorer til arrangementer på ingeniørstudiet på både Navitas og Katrinebjerg mellem 23.-25. august.
OVER 100 AU-STUDERENDE RAMT AF MAVEONDE I FORBINDELSE MED STUDIESTARTEN – MISTANKE OM MADFORGIFTNING
Sygdom hos de mange studerende fik 30. august Fødevarestyrelsen til at rykke ud og kontrollere Memets Delikatesses to restauranter på Silkeborgvej og Nørre Allé. Og nu er hammeren så faldet over Memets Delikatesse, der bestyres af Memet Kocak. Delikatessen skal betale en bøde på 20.000 kroner, og modtager en sur smiley, der erstatter de ellers forudgående glade smileyer hos Memets Delikatesse.
Styrelsen sendte blandt andet spørgeskemaer ud til de ramte studerende, og i kontrolrapporten fastslår styrelsen, at der på baggrund af sagens helhed ”er påvist en sammenhæng mellem sygdom hos 197 forbrugere og indtag af de i anmeldelsen mistænkte fødevarer”. Fødevarestyrelsen vurderer, at de mange studerende blev syge med E.coli-bakterier.
Delikatessen får bøden for ”markedsføring af farlige fødevarer,” fremgår det af kontrolrapporten fra besøget, der varede næsten tre timer. Indskærpelsen over for Memets Delikatesse betyder også, at Fødevarestyrelsen skal på to opfølgende, gebyrbelagte kontroller.
Fejlhåndtering og manglende risikoanalyse
Sektionsleder i Fødevarestyrelsen Karina Hindsdal fortæller, at det er afføringsprøver fra nogle af de ramte, og besvarelser på spørgeskemaerne, der blandt andet ligger til grund for vurderingen om, at det er mad fra Memets Delikatesse, der er skyld i madforgiftningerne. Både Memets Delikatesse på Silkeborgvej og Nørre Álle er blevet undersøgt.
”Vi laver tilsyn i de to restauranter, interviewer medarbejdere og ejere, og kigger på deres produktion. Derudover sender vi spørgeskemaer til de berørte, og ud fra besvarelserne får vi informationer på, hvor mange der er syge, hvornår de blev det, og hvordan de var syge. Konklusionen er, at der har været en fejlhåndtering i virksomheden, og derfor har de fået den sure smiley,” siger Karina Hindsdal.
Hun understreger, at Fødevarestyrelsen i sager som denne ikke har andre muligheder end at undersøge problemet på bagkant, da styrelsen i sagens natur ikke kan undersøge maden i det moment, det går galt.
”Under besøgene er der ikke en aktiv produktion, men vi konstaterer, at virksomheden ikke har lavet en risikoanalyse for det her med opvarmning og nedkøling af maden. Vi kan som kontrolmyndighed ikke stå og overvåge produktionen hele tiden, og derfor er egenkontrol og risikoanalyse essentiel,” siger Karina Hindsdal.
Hvis Memets Delikatesse igen skal have en glad smiley, skal de to restauranter blot undgå at få anmærkninger på det næste opfølgende kontrolbesøg, fortæller Karina Hindsdal.
Studerende missede hyttetur
Det var Jonas Hartung Tast, formand for tutorforeningen for diplomingeniørerne på Aarhus Universitet, Rus-1 Katrinebjerg, og Clara Høgh-Poulsen, formand for tutorforeningen Rus-1 Navitas, der i begyndelsen af september over for TV2 Østjylland satte ord på oplevelsen. Begge havde de bestilt wraps fra Memets Delikatesse med både kylling og falafel til to studiestartsarrangementer.
"Der er mellem 100 og 150 studerende, som har haft symptomer, så det er lidt vildt," fortalte Jonas Hartung Tast til TV2 Østjylland.
Prodekan ved Faculty of Technical Sciences Finn Borchsenius fortalte til Omnibus, at 11 studerende måtte melde afbud til den planlagte hyttetur under studiestarten, fordi de stadig var så dårlige efter madforgiftningen.
Bestyrer af Memets Delikatesse Memet Kocak har tidligere over for TV2 Østjylland afvist, at det skulle være hans mad, der er skyld i de studerendes madforgiftning. I stedet mente han, at det kunne være de studerendes opbevaring af maden, den var gal med.
Memets Delikatesse har mulighed for at erklære sig uenig i Fødevarestyrelsens konklusion. Gør den det, skal sagen afgøres i retten. Fristen er endnu ikke udløbet. Omnibus har fredag forsøgt at få en kommentar fra Memet Kocek, men han er ikke vendt tilbage på henvendelserne.
Besøger man fredag Memets Delikatesses Instagram-profil, hvor Memet Kocak flere gange har skrevet opslag om sagen, er den nu helt ryddet for opslag og profilbilledet er fjernet.