Aarhus BSS fastholder vigtigt kvalitetsstempel

Aarhus BSS har netop fået forlænget den såkaldte EQUIS-akkreditering med yderligere tre år. Og som noget nyt gælder kvalitetsstemplet hele fakultetet og ikke kun enkelte institutter.

EQUIS-akkrediteringen var ved at glide Aarhus BSS af hænde i 2013, men siden 2014 har to institutter kunnet bryste sig af det anerkendte kvalitetsstempel. Og fra i år er akkrediteringen udvidet til at gælde hele fakultetet. Illustration: Morten Voigt

Siden 2014 har Aarhus BSS kunnet bryste sig af en EQUIS-akkreditering. Akkrediteringen er en af de mest attraktive og anerkendte kvalitetsstempler for business schools i verden

og fokuserer på internationalisering, forskning og samarbejde med erhvervslivet. Certificeringen skal fornys hvert tredje til femte år. Aarhus BSS har netop fået sin akkreditering forlænget, så den gælder frem til 2020. Akkrediteringen er ved samme lejlighed blevet udvidet fra kun at gælde Institut for Økonomi og Institut for Virksomhedsledelse til nu at gælde hele Aarhus BSS.

BSS fik afslag i 2013 

At akkrediteringen bliver forlænget er ikke givet på forhånd. Det måtte BSS sande, da fakultetet i oktober 2013 fik afslag på at opnå EQUIS-akkrediteringen.

LÆS OGSÅ: Medarbejdere til ledelsen: Vi er på vej til at udslette Aarhus Universitets business school

Det gav anledning til en del bekymring blandt medarbejderne på Institut for Økonomi. Især blandt medarbejdere med en fortid på det daværende Aarhus School of Business (ASB), der blev fusioneret med AU i 2011. ASB havde nemlig opnået EQUIS-akkrediteringen ad flere omgange siden 2001. Men mistede altså dette kvalitetsstempel efter fusionen.

Den ene af to Triple Crown-akkrediterede institutioner i Danmark 

Det lykkedes dog som nævnt at få EQUIS-akkrediteringen i hus i 2014, og Aarhus BSS har siden opnået to andre akkrediteringer, nemlig AMBA og AACSB. Det betyder, at fakultetet kan kalde sig en Triple Crown-akkrediteret business school. Ud over Aarhus BSS bærer CBS også denne titel i Danmark.