Avis placerer rektor som den sjette mest magtfulde person i Aarhus: AU er identitetsmarkør for byen

AU-rektor Brian Bech Nielsen er en af de mest magtfulde personer i Aarhus ifølge Århus Stiftstidende. Avisen giver sit bud på de 50 mest magtfulde personer i byen med hjælp fra en udvalgt jury, som blandt andet består af to AU-lektorer. Også AU-professor Flemming Besenbacher rangerer højt på listen.

Magtlisten

Århus Stiftstidendes magtliste er udvalgt af en jury. Den består af:

  • Morten Svith, journalist på Århus Stiftstidende.
  • Roger Buch, kommunalforsker, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
  • Tobias Heede Niebuhr, redaktionschef på Århus Stiftstidende.
  • Christina Fiig, lektor i køn og europæisk politik, Aarhus Universitet.
  • Louise Ejgod Hansen, lektor i dramaturgi, Aarhus Universitet.
  • Ali Aminali, radiovært, forfatter og klummeskribent.
  • Anton Grau Larsen, medforfatter til bogen Magteliten, har deltaget på et tidligt stadie som konsulent.

Juryen har ud over det, der beskrives som almindelig magt, lagt værdi i begreberne:

  • Diskursiv magt - evnen til at starte og præge samtaler.
  • Indirekte magt - hvem får tingene til at ske bag scenen, for eksempel gennem et stort netværk.
  • Aktiv magt - magt er ikke noget man får, det er noget man tager.

Brian Bech Nielsen er ikke blot rektor for Aarhus Universitet, han er også den sjette mest magtfulde person i Aarhus. Det mener i hvert fald Århus Stiftstidende og den jury, der for avisen har lavet en rangeret liste over de 50 mest magtfulde personer i byen.

Den 64-årige rektor ligger højt på listen med begrundelsen om, at universitetet – og dermed også rektor – har en nøglerolle i byen. AU beskrives som byens "helt store motor".

"Jo bedre det går universitetet, jo bedre går det som regel også byen", lyder det blandt andet i begrundelsen.

Brian Bech Nielsen har været rektor siden 2013. Til sommer ophører hans åremålsansættelse, og derfor er stillingen som rektor på AU nu slået op, selv om han også selv kan søge stillingen igen. Der er ansøgningsfrist 31. januar.

Århus Stiftstidendes liste toppes af Aarhus' socialdemokratiske borgmester, Jacob Bundsgaard, der blev genvalgt ved kommunalvalget i november og har siddet på posten i ti år. Bag ham ligger erhvervsmanden og milliardæren Anders Holch Povlsen, mens næstformand for Salling Fondene, Karin Salling, er placeret som nummer tre.

AU er en identitetsmarkør for Aarhus

Christina Fiig, der er lektor i køn og europæisk politik på Aarhus Universitet, har været med til at lave listen som et af jurymedlemmerne. Hun fortæller, at placeringen af AU's rektor var naturlig.

"Han er rektor for Danmarks næststørste universitet, og det er en meget vigtig institution i byen. Både i sig selv, og som en identitetsmarkør for Aarhus. Så der er alt mulig grund til at se Brian i top-10 på listen", siger Christina Fiig.

Juryen har haft mange personer i spil, og processen har været langvarig, fortæller hun.

"Vi har diskuteret ud fra en meget stor gruppe af personer. Nok et par hundrede. Vi har haft en del møder i udvalget, og processen er foregået i et halvt år. Det har været et indsnævringsarbejde på mange måder", siger Christina Fiig.

"Vi har haft diskussioner om, hvad magt er. Der var vi enige om, at magt ikke bare er at besidde ressourcer, men også at anvende dem. At man bruger magten til noget og handler. Der er forskellige magtforståelser, men det var en af de ting, der slog igennem i udvalget," siger hun.

Flere fra AU har fundet vej til listen

På listen er der også andre navne fra AU. Professor i nanofysik og tidligere bestyrelsesformand for Carlsbergfondet, Flemming Besenbacher, er placeret som nummer 17.

Hans magt rækker ud over hans forskningsmæssige resultater, lyder det fra juryen.

"Gennem sit virke som mangeårig formand for Carlsbergfondet samt en række andre bestyrelsesposter har Besenbacher kunnet sætte afgørende aftryk på det danske forskningslandskab og udviklingen af forskningsmiljøer i Aarhus og resten af landet", står der.

Juryen bemærker, at sager om Besenbachers inhabilitet har tydeliggjort hans magt, men også har bidraget til kontroverser og kritik.

LÆS OGSÅ: Besenbacher erklærer sig inhabil efter sag om nedsættende udtalelser om AU-forskere og forsøg på at påvirke sagens forløb

Jørgen Lang, der er direktør i Aarhus Universitets Forskningsfond, FEAS, er nummer 40 på listen.

Magtlisten

Aarhus Stiftstidendes magtliste er udvalgt af en jury. Den består af:

  • Morten Svith, journalist på Århus Stiftstidende.
  • Roger Buch, kommunalforsker, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
  • Tobias Heede Niebuhr, redaktionschef på Århus Stiftstidende.
  • Christina Fiig, lektor i køn og europæisk politik, Aarhus Universitet.
  • Louise Ejgod Hansen, lektor i dramaturgi, Aarhus Universitet.
  • Ali Aminali, radiovært, forfatter og klummeskribent.
  • Anton Grau Larsen, medforfatter til bogen Magteliten, har deltaget på et tidligt stadie som konsulent.

Juryen har ud over det, der beskrives som almindelig magt, lagt værdi i begreberne:

  • Diskursiv magt: Evnen til at starte og præge samtaler.
  • Indirekte magt: Hvem får tingene til at ske bag scenen, for eksempel gennem et stort netværk.
  • Aktiv magt: Magt er ikke noget man får, det er noget man tager.