DEBAT: Rektors syrlige bolsjer

Set fra et sted uden for Ringgaden i Aarhus synes udflytningsreformen at bidrage til en bedre balance i vores lille land. Med faldende ungdomsårgange virker det fornuftigt at reducere i universiteternes optag, skriver Christian Friis Børsting, der er seniorrådgiver ved Institut for Husdyrvidenskab i Foulum.

Christian Friis Børsting er seniorrådgiver ved Institut for Husdyrvidenskab i Foulum. Photo: Privat
Debatindlægget er udtryk for skribenternes egen holdning. Vil du også deltage i debatten? Send dit indlæg til omnibus@au.dk. Photo: Astrid Friis Reitzel

Jeg har lyst at give en lille kommentar til rektors muntre udtalelse om de syrlige bolsjer i forbindelse med nedskalering og udflytning af nogle studiepladser, som blev bragt i Omnibus 23. marts.

Selvfølgelig er det ikke så rart, at andre vil have lov at blande ens slikpose – og da slet ikke, når man selv er klogest på, hvad der er godt for én. 

Men der er et gammelt ordsprog, der hedder ”Den, der betaler musikken, bestemmer, hvad der skal spilles”. Og det er vel i al sin enkelthed, hvad politikerne gør, når de på vegne af os alle betaler gildet og blander sig i, hvad pengene skal bruges til og hvor. Og dog, når man vil spille for andre, er det god kutyme at lytte til, hvad deltagerne gerne vil høre. Jeg tænker, at vi som universitet og ansatte må medgive, at politikerne har lyttet til de indspil, der er kommet fra universiteterne, hvilket har ført til, at færre uddannelsespladser skal nedlægges eller flyttes i forhold til den første udmelding. 

Hvis der ingen begrænsning er i slikbutikken – hvem må så få alle de søde bolsjer, og hvem må nøjes med de sure? Måske dem, der bor længst væk fra slikbutikken?

Med faldende ungdomsårgange virker det fornuftigt at reducere optag

Når færre unge kan komme ind på universitetet, kan rektor glæde sig over, at der også bliver nogle unge mennesker, som kan uddanne sig i andre fag. Med de faldende ungdomsårgange virker det fornuftigt, at det totale optag reduceres, så andelen af en årgang, der går på universitetet, ikke bliver større og større. På den måde bliver der også i fremtiden nogle, der kan tage sig af vores børn, pleje os i sundhedsvæsenet og pleje os, når vi bliver gamle. Det er også rart nok, at der bliver nogle søde bolsjer til dem, der vil producere mad eller bygge huse til os, samt alle mulige andre produkter og services, vi har brug for.

Set fra et sted uden for Ringgaden synes denne løsning at bidrage til en bedre balance i vores lille land – og så kan man endda tænke over, om de fire såkaldte store byer er så store. Sådan ser det næppe ud i international sammenhæng, så lad os stå sammen om at holde gang i hele vores lille land, så det i alle dele af landet kan være et dejligt sted at lære, bo og leve.

Korrekturlæst af Charlotte Boel