DEBAT: Universitetsdanmark skal droppe forurettelsen over at være blevet ramt af en reform, og regeringen skal droppe optimeringsretorikken
Universiteterne må acceptere, at lige nu handler det for en gangs skyld ikke om dem – men om at skabe bedre vilkår for de professioner og erhverv, som er helt nødvendige for vores velfærd. Sådan skriver Astrid L. Raunkjær J., der studerer idéhistorie og samfundsfag ved Aarhus Universitet.
Med tilsyneladende magiske evner vil SVM-regeringen hæve niveauet på kandidatuddannelserne ved at skære i dem. De insisterer på at kalde det en optimering og nægter, at der skulle være tale om en spareøvelse. Der er megen kritik at rette mod den nye regerings kobling af, at nedskæringer af kandidatuddannelserne giver dygtigere nyudannede til det danske arbejdsmarked. Hvis regeringen virkelig mener, at vi skal gøre uddannelsesvejen kortere, så vi kan øge arbejdsudbuddet og lukke efterspørgslen på dygtig arbejdskraft, hvorfor skærer de så i de humanistiske uddannelser, men ikke i de sundhedsfaglige, tekniske eller naturvidenskabelige uddannelser, som ellers – hvis man skal tro den retorik, der normalt bliver ført om arbejdsmarkedet – er dem, der efterspørges mest?
Reformen handler ikke om at forbedre akademia
Denne mangel på (logisk, om man vil) sammenhæng i reformen tyder for mig at se på, at projektet ikke handler om at forbedre akademia, men om at omfordele pengene på uddannelsesområdet. For mig at se er det den eneste pointe, som giver mening, når jeg ser på reformprojektet.
Hvorfor er regeringen så bange for at bruge det ellers rigtig fine argument om solidaritet til at legitimere ændringer af samfundet? Hvorfor kan vi som samfund ikke bare tale åbent om, at nu skærer vi i akademia, fordi vi de sidste mange årtier har investeret så seriøst i boglighed, at vi har skabt, ikke blot et system, men et helt sprog for akademias suverænitet. Som unge i dag vokser vi op i en virkelighed, hvor uddannelsesinstitutionerne allerede fra de tager imod os som 6-årige socialiserer os ind i en verden, hvor den lange videregående uddannelse er bjergtoppen og de resterende uddannelsesveje en form for permanente basecamps. Det er leflen for den akademiske elite, at vi ikke tør kalde reformen en nødvendig omfordeling, og privilegieblindheden fra universiteterne er både useriøs og usolidarisk.
I uddannelsesdanmark vokser vi op med retorikken om tømrerlærlingen, der måtte stå af bjergbestigningen, fordi ruten blev for hård. Møbelsnedkeruddannelsen har fået nærmest kultstatus blandt den kreative klasses børn, som lige skal forbi grundforløbet og se drømmen om at blive den næste Wegner krakelere foran CNC-maskinen, inden de sommeren efter starter på litteraturvidenskab i fuld gorpcore. Det er fint, at man kan sidde i fredagsbaren og appropriere cykelmekaniker og droppe navne på nichéværktøj, men vi har jo reelt brug for dem, som faktisk er dygtige til et håndværk, og som har valgt netop det.
Vores faglighed er vigtig, men ikke vigtigst
Som akademikere må vi anerkende at vores faglighed er vigtig, men sjældent vigtigst. Og når universitetsstuderende argumenterer med, at “viden er jo Danmarks vigtigste ressource”, skal vi overveje, hvem der skal passe vores kære, når de eller vi selv bliver gamle. Hvem der byggede den nye idrætshal til vores barndoms fodboldforening, og hvem der tager sig af vores mindre søskende, inden vi henter dem i SFO’en. Hvem der får samfundet til at køre rundt, mens vi sidder bag de gule mursten og diskuterer mikroøkonomiske skoler og begrebers genealogi.
Så kære medakademikere: Lige nu handler det ikke lige om os, som det ellers har gjort hele vores skolegang, men om vores gamle klassekammerater.
Og kære regering: Reformudspillet hænger ikke sammen med retorikken om dygtigere arbejdskraft og efterspurgt arbejdsudbud. Til gengæld hænger en reform af kandidatuddannelserne rigtig godt sammen med et nødvendigt opgør med uddannelseshierarkiet.