DEBAT: Vi havde planlagt et arrangement - men måtte aflyse på grund af forsamlingsforbuddet
Teknisk chef på Aarhus BSS svarer her på den kritik, som tillidsrepræsentanter har rejst om manglende anerkendelse af de rengøringsassistenter, der gennem mange år har ydet en indsats for Aarhus Universitet.
I et debatindlæg bragt her i Omnibus onsdag 17. juni beklager tillidsrepræsentanterne Peter Kithler og Kjeld Søndergaard, at AU ikke har fået sagt pænt farvel til vores dygtige rengøringspersonale i forbindelse med virksomhedsoverdragelsen til Kongsvang Rengøring i slutningen af maj.
LÆS OGSÅ: Debat: Tak for ingenting, AU!
Ikke udtryk for manglende anerkendelse
Jeg vil gerne understrege, at det ikke er et udtryk for manglende anerkendelse. Vi havde planlagt et arrangement for personalet i forbindelse med overdragelsen. Men det blev vi desværre nødt til at opgive på grund af forsamlingsforbuddet i forlængelse af covid-19-retningslinjerne.
Håber fortsat på at kunne holde arrangement
Dog håber jeg fortsat, at der vil være mulighed for at afholde et arrangement, så snart situationen er blevet mere normal igen.
Jeg har stor respekt for det arbejde, som rengøringspersonalet – flere af dem gennem mange år – har ydet på Aarhus Universitet. Derfor glæder det mig også, at en stor del af rengøringspersonalet har valgt at følge med over i Kongsvang Rengøring i forbindelse med udliciteringen og virksomhedsoverdragelsen.