”Der er et eller andet ved det her universitet”

Radioværtens velmodulerede stemme lyder svagt i baggrunden fra den let bedagede radio, som er placeret i en reol langs den ene væg i frokoststuen. To af de i alt otte gartnere, der udgør gartnerteamet, er mødt her lidt før kl. seks en mandag morgen. Den ene af dem sætter kaffe over, og mens den løber gennem kaffemaskinen, drypper de øvrige kolleger ind ad døren til det fælles lokale i kælderen under Samfundsfagenes kantine på Bartholins Allé i Universitetsparken. En efter en sætter de sig ned ved det, der ser ud til at være helt faste pladser om bordet, der dominerer det meste af frokoststuen.

Den første kop kaffe går med at koordinere, hvem der kan tage en ekstra tørn under morgenrunden i Universitetsparken, da en af kollegerne er blevet syg. Gartner Søren Nicholson melder sig. De otte kolleger er en selvstyrende gruppe, hvilket vil sige, at de hver anden uge holder et møde med deres leder, teknisk chef Eigil Jensen, men ellers står de selv for planlægningen af det daglige arbejde.

Skal se pænt ud, når folk møder

Gartnernes første tur lidt over kl. seks går primært ud på at samle flasker, pizzabakker og andet, som nogen har smidt fra sig på græsset eller i buskene, og der skal også nye sorte plastposer i de ca. 100 skraldespande i parken. Desuden skal de have fejet trapper, fortove og indgange.

Foto: Maria Randima.

”Her skal se pænt ud, når folk møder,” lyder det fra Peter Boeriis Jensen med den autoritet, der hører sig til, når man har fast plads ved den ene bordende. De øvrige nikker, bryder op fra kaffekopperne, og snart efter drøner de op fra parkeringskælderen i deres små rappe arbejdsvogne. 

Den gyldne time

Søren Nicholson skal først lige have tanket diesel på sin lille grønne John Deere, inden han som den sidste kører efter de andre.

”Jeg kalder det her for den gyldne time,” siger han på vej mod sit første stop ved Universitetssøen.

”Her er en særlig ro. Du har det hele for dig selv, og du kan se solen stå op over parken,” fortsætter han, mens han tømmer en skraldespand ved søen. Han kaster et lidt irriteret blik på de rester af brød, der ligger ved bredden.

Gartner Søren Michael Nicholson ved sit første stop under morgenturen i Universitetsparken. Med sine otte års ansættelse er han det nyeste skud på stammen blandt gartnerne. Foto: Melissa Bach Yildirim.

”Mange kommer med hele poser fulde. Det er ikke ænderne, men rotterne, der får glæde af brød i de mængder,” fastslår han.

Ingen reklamer i parken

En ung mand i lys cottoncoat og mørke handsker dukker op ved siden af den lille John Deere. Han peger over mod en anden ung mand, der står ved en varevogn, og spørger, om de må stille en palle med Red Bull ved Bartholins Allé. Den unge mand får høfligt, men bestemt at vide, at det må de ikke, og han går skuffet tilbage mod vognen.

”Han må være ny, for de har bestemt ikke for vane at spørge om lov,” siger Søren Nicholson, da han igen sidder i førersædet.

 ”Sagen er, at vi har til opgave at sørge for, at parken ikke bliver omdannet til et sted, hvor hvem som helst kan reklamere for hvad som helst.”

Krævende for skuldre og ryg

Ved næste stop i parken går Søren Nicholson med raske skridt hen til tre bænke, som står side om side på en sti midt i parken. Han tager hurtigt ti armbøjninger ved hver bænk.

Foto: Melissa Bach Yildirim.

”Man skal passe på sig selv, ellers holder man ikke. Arbejdet som gartner er især krævende for skuldrene og ryggen. Flere af de ældre kolleger døjer med slidskader. Jeg er en af de yngre, men jeg skal holde, til jeg bliver 70, og at tage tre gange ti armbøjninger her hver morgen er et af mine ritualer for at holde mig i fysisk form.”

Græsmand

Gartnerne arbejder i hold med ansvar for forskellige geografiske områder i parken, men når der er brug for det, er de der for hinanden. Hver især har de dog deres særlige faglige præferencer. Som tidligere greenkeeper er Søren Nicholson især optaget af plejen af græsset i parken.

”Græs er fantastisk. Duften af nyslået græs vækker minder hos de fleste. Og de evner, græs har. Dets slidstyrke. Og dets vedholdenhed. Jeg ville gerne, at græsset så top dollar ud ligesom på Oxford eller Harvard. Det er klippet meget længere ned end vores, og det er klippet i en retning, der giver en helt særlig jævnhed, som spiller maks sammen med de gamle bygninger.”

Han ser ud over parken.

”Det plejeniveau går ikke hos os, og det skal det heller ikke. Universitetsparken er et rekreativt område, hvor alle kan færdes. Den er et samlingspunkt.”

Fem minutters ro i stedet for en smøg

Den lille John Deere har retning mod en særlig plet, hvor Søren Nicholson har parkeret hver morgen, siden han og de øvrige gartnere for tre år siden var på et medarbejderseminar.

”Vi hørte blandt andet en oplægsholder, som fortalte om girafsprog. Det faldt rimeligt meget igennem i en gruppe med så mange mænd. Men så var der også en, der holdt oplæg om mindfulness. Jeg ved ikke, om der er nogle af de andre, der er hoppet på den. Men hver morgen mediterer jeg på den her plet, som ligger lidt diskret, så det ikke ser alt for mærkeligt ud, når jeg sidder med lukkede øjne i vognen.”

Foto: Melissa Bach Yildirim.

Søren Nicholson fortsætter:

”Til at begynde med vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle gøre, men så fandt jeg en app med en meditationsøvelse, som varer præcis fem minutter. Og så tænkte jeg, at det var o.k. at tage en lille pause på samme måde, som når andre ryger en smøg.”

Hvad giver de fem minutter dig?

”Jeg er mere velovervejet, når jeg har givet mig tid til den her pause om morgenen, og ind imellem husker jeg også på lige at trække vejret dybt et par gange, når vi er midt i en diskussion i frokoststuen. Som familiefar oplever jeg også at have lidt mere ro på i hverdagen, hvor der skal købes ind, hentes børn og laves aftensmad.”

Formiddagskaffe

Gartnerne er igen samlet til kaffepause fra 8.30 til 9.00, hvor snakken går om, hvem der har bemærket hvad under morgenrunden. Gruppens anciennitet strækker sig fra Søren Nicholson, der har været ansat i otte år, til Peter Boeriis Jensen, som har været ansat i 38 år.

Foto: Maria Randima.

Flere har kastet sig over en sektion af søndagsudgaven af Politiken. Det er Sten Damsgaard Hansen, der holder avisen, og han har for vane at tage den med på arbejde om mandagen.

Men ellers er gartnernes foretrukne avis Metroxpress, som Finn Lundberg sørger for at tage med hver dag.

”Når han har ferie, er det Heidis opgave, og så har vi ingen avis,” lyder det drillende fra Ove Thuen.

Han indkasserer et skævt smil fra Heidi Cornils, som er eneste kvinde i gruppen. Hun har næsten lige haft 18-års jubilæum.

”Minus et par barsler,” konstaterer hun, da hun gør mine til at rejse sig til anden runde i parken, der strækker sig frem til frokost. 

Gode arbejdstider

Mens Heidi Cornils styrer sin traktor gennem parken, fortæller hun, at hun blev ansat som anlægsgartner på universitetet som nyudlært planteskolegartner, og at hun i mange år gik med en forestilling om, at hun på et tidspunkt skulle tilbage og arbejde i et plantecenter.

Gartner Heidi Cornils i gang med at beskære de duftende roser ved Bartholins Allé i Universitetsparken. Foto: Maria Randima.

”Når jeg var færdig med at have små børn. Men de arbejdstider, de har i et plantecenter,” siger Heidi Cornils uden at færdiggøre sætningen. I stedet fortsætter hun:

”Vi har fri hver dag kl. 14 og kl. 11 om fredagen. Det er jo luksus. Så skal man godt nok tidligt op. Jeg står op kl. 5 og møder kl. 6. Da jeg blev skilt på et tidspunkt, havde jeg nogle år, hvor jeg først mødte kl. 7 hver anden uge, så jeg lige kunne få børnene op og sat dem til morgenmaden, inden jeg kørte hjemmefra.”

Men det er ikke kun arbejdstiderne, der holder Heidi Cornils på AU. Det er også kollegerne og selve universitetet.

”Vi er et godt hold, som i grove træk fungerer godt sammen. Der er altid noget, der kunne være bedre, men det er der jo alle steder. Gode kolleger er det halve af arbejdsglæden, og så er der et eller andet ved det her universitet. Det går under huden på en.”

”Man får ejerskab til, at her skal være godt at være. Jeg er for eksempel ikke så stolt af det her,” siger Heidi Cornils, mens hun slår ud med hånden mod det græs, vi kan se fra bænken, hvor vi sidder i nærheden af amfiscenen ved Aulaen.

”Det trænger til at blive klippet. Jeg hader også, hvis der er et tv-interview i parken, og man kan se en tidsel, jeg ikke lige har fået fjernet. Jeg ved godt, at alle andre formentlig ikke ser det. Men det gør jeg. Jeg siger også nogle gange til mine børn, når vi kommer kørende: Se, det er mit universitet!” siger hun med et smil.

Heidi Cornils lader blikket vandre til græsset på siddetrinnene ved amfiscenen.

”Det trænger også til at blive klippet,” konstaterer hun.

”Tre gange frem og tilbage per trin med en håndskubber. Det tager en time.”

Hårdtslående Heidi

Foruden græsslåning hører buskrydning til Heidi Cornils’ arbejdsopgaver. Hun ses derfor tit i parken iført høreværn, da det ikke er en opgave, der foregår i stilhed på hverken den ene eller den anden måde. Gartnerne skal holde en afstand på mindst 15 meter til forbipasserende, da den snøre, de bruger til arbejdet, har stor kraft, hvis den rammer en sten.

Forleden smadrede Heidi Cornils en rude i den dobbelte glasdør ind til Tvillingeauditorierne, fordi en sten ramte ruden, da hun ryddede et areal foran auditorierne.

”Så nu har jeg skiftet perlegruset ud med stenmel, så det ikke sker igen. I hvert fald ikke der.”

Desuden er hun på det hold, der står for beskæring af den efeu og rådhusvin, der vokser op ad de gule murstensmure. Det foregår med lift, og holdet begynder som regel i ugen op til sankthans.

Foto: Maria Randima.

”Hvis vi er heldige, når vi at blive færdige inden jul! Der, hvor vi begyndte, skal vi tilbage to til tre gange, fordi det vokser så stærkt. Vi begynder med at klippe vinduer fri og holde væksten nede under tagkanter. I dag holder vi de kanter, det har nu. Al ny vækst bliver derfor holdt tilbage, og det er også på et tidspunkt kommet frem, at det heller aldrig var C.F. Møllers mening, at det skulle være grønne mure. Men mere, at der skulle være de her organiske former på de gule mure.”

Det øvrige liv i parken

Gartnerne har også øje for det liv, der leves i parken blandt dem, der ikke behøver tælle ETCS-point eller skrive ansøgninger til forskningsfonde.

”Vi begynder først med klipningen af efeuen ved sankthans, for på det tidspunkt er de fleste fugle af rederne. Men nogle gange kommer vi til at rage en rede ned, fordi vi simpelthen ikke har set den. Vi prøver selvfølgelig at passe på, og opdager vi en rede, efterlader vi en stor uklippet tot. Det ser enormt dumt ud. Men når nogen spørger, hvorfor vi ikke har klippet der, og de får at vide, at det er fordi, der er en rede, bliver de altid så glade. De står næsten og klapper!”

Foto: Maria Randima.

Hvad er det bedste ved at arbejde som gartner på AU?

”Vi har i stort omfang lov til selv at bestemme, hvornår vi synes, vi er færdige. Selvfølgelig skal det være i samarbejde med hinanden. Men i udgangspunktet er det mig, der bestemmer, hvad jeg vil lave i dag, og hvor grundig jeg vil være. Det synes jeg er en kæmpestor force. Det er vel noget med den faglige stolthed. Jeg bliver ikke tvunget videre, før jeg er tilfreds med det, jeg har lavet.”

Hvad er det så det værste?

”Det er, når studerende, medarbejdere og alle andre, der færdes i parken, ikke tænker over, at når de smider et stykke papir eller et cigaretskod, er der et andet menneske, der skal samle det op. Jeg tror heller ikke, at de tænker over, at når de snyder et hjørne for at spare tre skridt, bliver der de her bare pletter, som det er meget svært for os at gøre noget ved. Det er en af de ting, vi er mest kede af, at andre ikke altid respekterer vores arbejde.” 

Gartner Heidi Cornils sammen gartner Søren Lundgård Laursen. Søren Lundgård Laursen er tillidsmand for gartnerne. Foto: Maria Randima.

Bygninger og beplantning snakker sammen

Madkasser i maxistørrelse i hvid og blå plast pryder ved flere af pladserne ved frokostbordet, og fra det lille køkken høres summen fra en mikroovn, der er sat til at varme resterne fra gårsdagens aftensmad. Snakken går afslappet om blandt andet det primære formål med gartnernes arbejde.

”Vi skal sikre, at arkitekturen understøttes af det arbejde, vi udfører i parken,” siger Ove Thuen.

”De to ting snakker jo sammen, bygningerne og beplantningen,” fortsætter Aleksej Thestrup Christensen.

Ove Thuen tager ordet igen:

”Jeg har flere gange oplevet at sidde et sted, hvor nogle ved et andet bord taler om, hvor dejligt der er i Universitetsparken. De ved selvfølgelig ikke, hvem jeg er. Men det er skønt at høre.”

Kollegial komsammen ved det store bord i frokoststuen. Fra venstre ses Ove Thuen, Sten Damsgaard Hansen, Heidi Cornils og for bordenden Peter Boeriis Jensen. Peter Boeriis er den i gruppen med den længste anciennitet. Han har været ansat ved AU gennem 38 år. Foto: Maria Randima.

Et lille telt bag en busk

Også de eksistenser, som man skal have sin faste gang i parken for at lære at kende, bliver vendt over frokosten.

”Vi finder tit sovende studerende,” lyder det fra Ove Thuen.

”Og nogle gange også et lille telt bag en busk sidst i august. Men det er jo også svært at finde en bolig her i byen,” supplerer Heidi.

”Der var også ham, der havde en madras og en rygsæk under en altan oppe ved Geologi. Jeg lod ham være, for hvor skulle han gå hen? Men jeg var til gengæld ovre at prikke til en, som gennem lang tid havde sovet på den samme bænk. Han så godt nok død ud. Jeg skulle lige sikre mig, at han var levende,” fortsætter Ove Thuen. 

Vi skal ikke støje og lugte!

Aleksej Thestrup Christensen har brugt formiddagen på at hakke ukrudt ved de store egetræer ved Kasernen. Efter frokost sætter han atter kurs mod området i en lille elbil, som næsten ikke larmer, og det er en af grundene til, at han er glad for at køre i den. Som han selv udtrykker det:

”Vi skal ikke støje og lugte! Andre skal kunne se, at vi er her, fordi der er revet, tømt askebægre og fejet. Men til daglig skal de ikke bemærke os.”

Du lyder næsten som om, vi befandt os på en herregård i de gode gamle dage.

”Ja, men det er vel også der, jeg vil hen. Gartneren skal være usynlig,” siger Aleksej Thestrup Christensen.

Gartner Aleksej Thestrup Christensen er med sine 35 år den yngste blandt gartnerne. Foto: Maria Randima.

Han lægger ikke skjul på, at har et særligt forhold til området ved Kasernen.

”Her emmer af historie! Tænk på, at her engang har gået heste. Det her er en del af Aarhus’ historie, og det er nok grunden til, at jeg bruger lidt meget tid på Kasernen. Jeg har det på samme måde med det gamle observatorium ude i Højbjerg.”

”Det er næsten 100 år gammelt, og også det oser af historie. Selvom det stort set kun er hundeluftere, der kommer derude efterhånden, skal der se pænt ud. Vi er lige nu ved at udtynde nøddehegnet; en opgave, der i alt tager tre til fem år, men vi skulle gerne være færdige til næste år.”

Foto: Maria Randima.

Den store interesse for historie mener Aleksej Thestrup Christensen skyldes, at han kæmpede med ordblindhed i skolen.

”Jeg kunne først læse i 5.-6. klasse, så jeg har brugt meget tid på at lytte, især i historie, religion og geografi.”

Religiøs og lidt gammeldags

Hvad angår emnet religion har de andre gartnere mumlet lidt om, at Aleksej har haft et andet navn, at han engang hed Kim.

”Da jeg var 18 år, konverterede jeg til den russisk-ortodokse kirke, og i den forbindelse tog jeg navnet Aleksej.”

Efter en lille pause fortsætter Aleksej Thestrup Christensen:

”Jeg har altid været religiøs og lidt gammeldags i det. Jeg har aldrig gået til fodbold, i stedet brugte jeg tiden på museer og herregårde. Og så samlede jeg på kobberplatter. Jeg havde et legehus, som engang havde været et hønsehus, og det var fyldt med kobberplatter.”

Foto: Maria Randima.

Måske er det for at nuancere indtrykket af en dreng med lidt anderledes interesser, at han fortsætter:

”Engang var jeg faktisk spejder i 14 dage. Men så fik jeg at vide, at vi skulle sove udenfor. I et telt i et land, hvor det altid regner. Helt ærligt!”

Tro er en privat sag

I dag er Aleksej Thestrup Christensen kirkeværge i en menighed i Aarhus med tilknytning til den russisk-ortodokse kirke uden for Rusland.

”Men jeg prædiker aldrig. Tro er en privat sag.”

På grund af sin tro faster han onsdag og fredag forstået på den måde, at de dage spiser han ikke kød.

”Det er ikke noget, de andre har bemærket. Jeg beder heller ikke bordbøn. Eller det gør jeg, men på en måde, så de andre ikke opdager det. Jeg holder med andre ord min religion adskilt fra mit arbejde. Jeg har selvfølgelig mine holdninger, som jeg giver udtryk for, men ellers er det ikke noget, de andre kender til. Ove er den eneste, som jeg engang imellem diskuterer religion med, når vi puster ud i en pause under arbejdet.”

Når det regner en hel uge

At drengen, der ikke kunne lide regnvejr, blev gartner, ser han ikke som noget modstridende, og specielt er han glad for den frihed, der følger med at være gartner i en selvstyrende gruppe.

”Jeg er seriøs med mit arbejde, og jeg føler, at det falder tilbage på mig, hvis der er et område, som ikke er vedligeholdt. Jeg vil ikke sige, at jeg er bange for at få klager, men jeg vil gerne, at andre oplever, at her er pænt. At studerende og undervisere ser, at der bliver lavet noget.”

Teamet, som sørger for at holde Universitetsparken på alle tider af året. Set fra venstre: Ejendomsserviceteknikerelev Lars Hansen, vikar Ninna Hansen, Heidi Cornils, Sten Damsgaard Hansen, Søren Lundgård Laursen, Aleksej Thestrup Christensen, Finn Lundberg, Ove Thuen og Peter Boeriis Jensen. Søren Nicholson var på fædreorlov da billedet blev taget. Foto: Maria Randima.

Også det sociale blandt kollegerne tæller for Aleksej Thestrup Christensen.

”Vi er otte meget forskellige mennesker, men vi respekterer hinanden. Og vi kan have det sjovt sammen. Og nej, det er ikke altid sagen at være gartner, når det regner en hel uge, og der betyder det noget at komme ind til kollegerne i frokoststuen.”