Færre spørgeskemaer i din indbakke: AU’s trivselsundersøgelse bliver en del af national survey
Den nye løsning betyder blandt andet, at du som studerende kan nøjes med at besvare ét samlet spørgeskema frem for flere undersøgelser med overlappende spørgsmål.
Hvis du er studerende på Aarhus Universitet, er der formentlig allerede landet et spørgeskema fra Uddannelses- og forskningsministeriet i din indbakke tidligere på ugen.
Spørgeskemaet sendes ud hvert andet år. Men som noget nyt er AU’s trivselsundersøgelse blevet inkorporeret i ministeriets survey. Det oplyser AU på sin hjemmeside.
Det betyder, at du som AU-studerende nu slipper for at skulle udfylde to forskellige skemaer med overlappende spørgsmål, og kan nøjes med at udfylde ét samlet skema.
Win win for ledelsen og de studerende
Prorektor på Aarhus Universitet, Berit Eika, er glad for den nye model, som hun mener vil komme både de studerende og AU til gode.
”Med ét enkelt skema reducerer vi antallet af spørgeskemaer, hvilket var et stort ønske fra de studerende, som også har givet deres input til emner og spørgsmål,” siger hun.
I går meldte Uddannelses- og forskningsministeriet ud, at de har tilføjet syv nye spørgsmål om sexisme, seksuel chikane og corona-nedlukningen af studierne.
Derudover vil du som studerende også blive mødt af de sædvanlige temaer fra AU’s undersøgelse af studiemiljøet, herunder trivsel, feedback, kontakt til underviserne, stress og ensomhed.
Det er dog ikke kun de studerende, som får gavn af det samlede skema. Det letter også AU's arbejde:
”Med det nye skema får [vi] mulighed for at bruge resultaterne mere hensigtsmæssigt i vores kvalitetsarbejde på uddannelserne, fordi vi kun får data fra én samlet undersøgelse,” lyder det fra prorektor.
Corona gør ikke undersøgelsen mindre vigtig
Berit Eika er opmærksom på, at de studerende bliver spurgt til deres studiemiljø i en tid, hvor det er meget præget af coronavirus. Hun mener dog ikke, at det ændrer på undersøgelsens relevans:
”Selvom det kan være sværere at besvare spørgsmålene, når man er mindre på campus, er det stadig lige vigtigt, at de studerende giver deres mening til kende – også under de særlige omstændigheder. Resultaterne bidrager til, at vi får sat de rette tiltag i værk fremadrettet,” siger Berit Eika.
Hovedpine, hjertebanken og søvnløshed
Undersøgelsen af studiemiljøet på AU er blevet gennemført hvert tredje år siden 2007. Seneste undersøgelse er fra 2017, hvor 15.491 studerende deltog.
Dengang viste resultaterne, at 87 procent af de studerende generelt følte sig godt tilpas på deres studie. Men også, at hver femte oplevede symptomer på stress ’næsten altid’ eller ’ofte’ i deres dagligdag – hvilket var tæt på en fordobling siden undersøgelsen i 2011.
LÆS OGSÅ: Studiemiljøundersøgelse 2017: Det går ret godt, men…
Siden undersøgelsen i 2017 har AU blandt andet lanceret en kampagne, der skal vise både studielivets lyse- og skyggesider, samt hjemmesiden ”Vi siger fra”, hvor man som studerende kan søge hjælp, hvis man har været udsat for en krænkende hændelse.
Spørgeskemaet lander i de studerendes e-boks og AU-mail i uge 43. Deadline for at besvare spørgeskemaet er den 15. december, og resultaterne forventes at blive offentliggjort i foråret 2021.
Besvarelserne bruges som baggrund for lokale handleplaner på fakulteterne og de enkelte uddannelser.
Du kan læse mere på AU’s hjemmeside om studiemiljø.