Forsker på Arts: Kvaliteten af forskningen og undervisningen er den samme som før dimensioneringen – men kvaliteten af arbejdsmiljøet er faldet
Forskerne på Arts er blevet færre om at løfte undervisningen efter dimensioneringen og forventes samtidig at kunne forberede undervisning og rette eksamensopgaver hurtigere. Dele af forskningen må derfor ligge i fritiden, siger lektor i Japanstudier og VIP-repræsentant i Akademisk Råd på Arts, Annette Skovsted Hansen. Hun mener, at dimensioneringen har kostet på arbejdsmiljøet – men glæder sig til gengæld over, at dimensioneringen har ført til en bedre sammentænkning af fakultetets fag.
Studiepladser er skåret væk, uddannelser er lukket, og fag og forelæsninger er lagt sammen. Midlertidigt ansatte er ikke blevet forlænget, og yngre forskere har måttet kigge længere efter faste ansættelser.
Der er nok at tage fat på, når det gælder konsekvenserne af dimensioneringen for Arts.
LÆS OGSÅ: Fem år med dimensionering: På Arts er de nødtvungent blevet gode til at regne
Alligevel mener Annette Skovsted Hansen, der er lektor i Japanstudier ved Institut for Kultur og Samfund og VIP-repræsentant i Akademisk Råd på Arts, at både kvaliteten af undervisningen og forskningen er den samme som før dimensioneringen.
”Men det er udelukkende, fordi ingen af os undervisere og forskere vil stå inde for noget, der ikke er af høj kvalitet. Også selvom det betyder, at vi skal tage nætterne og weekenderne i brug,” siger hun.
Med andre ord: Prisen for at holde kvaliteten af forskningen og uddannelserne oppe er, at kvaliteten af arbejdsmiljøet er faldet.
”Man har fra ledelsens side valgt at sige, at for at undgå, at nogen bliver fyret, må vi arbejde hurtigere allesammen,” siger Annette Skovsted Hansen.
Om der er 30 eller 23 i lokalet, gør ingen forskel
De stillinger til midlertidigt ansatte forskere, eksterne undervisere og undervisningsassistenter, der er sparet væk som følge af dimensioneringen på Arts, betyder nemlig, at det nu alene er de fastansatte videnskabelige medarbejdere, som må tage sig af cirka samme mængde undervisning som før.
Som Annette Skovsted Hansen pointerer, er der nemlig ikke en 1:1-sammenhæng mellem færre studiepladser og færre undervisningstimer:
”Om der er 30 eller 23 i lokalet, gør ingen forskel som underviser.”
Tiden, man skal bruge på det, er den samme. Det kan man til gengæld ikke sige om tiden, der er afsat til forberedelse og eksamination.
”I vores normeringer har vi nu kortere tid til at forberede vores undervisning, og det forventes, at vi kan læse og bedømme eksamensopgaver hurtigere end før,” siger Annette Skovsted Hansen.
Og når de undervisningsrelaterede opgaver er klaret, er der ikke meget arbejdstid tilbage til forskningen.
”Så vi må forske uden for arbejdstiden. Min oplevelse af dimensioneringen er, at det har kostet på VIP’ernes helbred, fordi vi må løbe hurtigere end før,” siger hun.
Dimensioneringen bringer ikke kun dårligt med sig
Dimensioneringen har dog ikke kun haft negative effekter, hvis man spørger Annette Skovsted Hansen. På kandidatniveau er områdestudierne Brasilianske studier, Indien- og sydasienstudier, Japanstudier, Kinastudier og Rusland- og balkanstudier blevet lagt sammen, fordi årgangene blev for små til at opretholdes som selvstændige uddannelser.
Og selvom sammenlægningen nok er lavet af nød, har den efter forskerens mening givet en bedre sammentænkning af fagene.
”På det, der nu hedder Globale områdestudier, har det længe været et ønske for mig og et par af mine kolleger at lave en fælles kandidatuddannelse, hvor vi kunne se vores respektive områder ikke i isolation, men i den sammenhæng, de eksisterer i,” siger Annette Skovsted Hansen.
Et ønske, institutledelsen imidlertid ikke delte før dimensioneringen.
”På den måde har den givet nogle muligheder for os som forskere og undervisere, som vi længe har ønsket, men hvor der nu også kom opbakning fra ledelsen, fordi det var en politisk nødvendighed,” siger hun.
Dimensionering på et halvdårligt grundlag
Mens fagsammenlægningerne ifølge Annette Skovsted Hansen ikke har vakt furore blandt fakultetets forskere, har tallene, der ligger til grund for dimensioneringen, til gengæld givet anledning til store frustrationer.
LÆS OGSÅ: Fem år efter dimensionering: ”Jeg frygter, at studerende fra Arts ender med et ben i hver lejr”
”Op til dimensioneringen blev der i medierne peget fingre ad, at vores kandidater ikke får arbejde. Men problemet er, at man ikke tæller med i beskæftigelsesstatistikken, hvis man for eksempel får job i udlandet eller er i midlertidige ansættelser det første år. Og det kan være en naturlig måde at få en fast stilling på som humanist,” siger hun og fortsætter:
”En ting er, at man som humanist er lidt tøvende over for, at kun det, der kan måles, tæller. Men når man så oven i købet måler på dén måde, bliver det yderligere frustrerende.”
Øget pres for at søge eksterne forskningsmidler
Ud over at arbejdspresset er steget, er der ifølge Annette Skovsted Hansen samtidig kommet større pres på for at søge eksterne midler til forskning.
”Der er ikke nogen, der bliver fyret for ikke at hive midler hjem. Men det er klart, at det tæller positivt. Det bliver sagt direkte, at det er en prioritering, ikke mindst af vores institutleder.”
Og måske ikke uden grund. Tidligere denne uge fortalte institutleder på Institut for Kultur og Samfund, Bjarke Paarup, at netop en markant opgang i de eksterne forskningsmidler har været med til at redde instituttets økonomi efter dimensioneringen.
Men de eksterne forskningsmidler kommer med en pris, mener Annette Skovsted Hansen.
”Der bliver brugt utroligt meget tid på det, og det er ikke altid, det giver pote. Og i sidste ende betyder det, at det alt andet lige i mindre grad er forskerne og universitetet, der beslutter, hvad der skal forskes i, og i højere grad fondene og de eksterne råd, der tildeler midlerne,” siger hun.