Kapsejladsen er udskudt til 26. juni

Arrangørerne krydser alt, hvad de har, for at samfundet om tre måneder er åbnet så meget op, at universitetets festforeninger kan få lov at piske søen i Universitetsparken op til skum i kampen om ’Det Gyldne Bækken’. Men de understreger, at de lever med samme usikkerhed som alle andre – og ikke kan garantere, at den traditionsrige sejlads bliver til noget.

”Vi oplever selvfølgelig den samme usikkerhed som alle andre. Der er jo ikke nogen, der ved noget med sikkerhed. Men lige nu tager vi udgangspunkt i, at det bliver til noget og arbejder videre som normalt,” siger arrangør Sofie Paarup Thomsen om udskydningen af Kapsejladsen. Foto: Privat.

Den traditionsrige kapsejlads i Universitetsparken skulle have fejret sit 30-års jubilæum den 8. maj. Men nu skriver en anden både større og mere alvorlig begivenhed om på det lille kapitel AU-historie: Kampen om Det Gyldne Bækken er nemlig indtil videre udskudt til 26. juni på grund af coronavirus.

Det oplyser de to arrangører Sofie Paarup Thomsen og Bjørn Heje.

De er begge medicinstuderende og har ved siden af medicinstudiet brugt 15-20 timers arbejde om ugen på at stable arrangementet på benene. I de rolige uger, vel at mærke. I pressede uger har det krævet 40-45 timer at sætte scenen for søslaget i uniparken.

Det betyder rigtig meget for os at kunne afholde det. Helt sindssygt meget. Vi føler en stor forpligtelse over for både vores partnere og gæsterne.  - Sofie Paarup Thomsen 

Og beslutningen om at flytte arrangementet har derfor været tung, siger Sofie Paarup Thomsen.

”Det gør ondt at skulle rykke det. Vi har arbejdet hårdt for det, og vi ved, at Kapsejladsen betyder rigtig meget for både de studerende og vores samarbejdspartnere,” siger hun.

Derfor er Sofie Paarup Thomsen også glad for, at det indtil videre har været muligt at rykke arrangementet frem for helt at aflyse det.

”Det betyder rigtig meget for os at kunne afholde det. Helt sindssygt meget. Vi føler en stor forpligtelse over for både vores partnere og gæsterne. Jeg ville blive rigtig ked af, hvis det skulle aflyses.”

Arrangørerne krydser derfor alt, hvad de har, for at det kan lade sig gøre at afvikle det i slutningen af juni.

Men selvom der nu er sendt virtuelle Facebook-invitationer ud, understreger Sofie Paarup Thomsen, at indbydelserne selvfølgelig er betingede af, at myndighederne knap tre måneder fra nu vil tillade en fest for op mod 30.000 studerende i Universitetsparken.

”Vi oplever selvfølgelig den samme usikkerhed som alle andre. Der er jo ikke nogen, der ved noget med sikkerhed. Men lige nu tager vi udgangspunkt i, at det bliver til noget og arbejder videre som normalt,” siger hun.

Undervejs i flere uger

Beslutningen om at udskyde meldte arrangørerne ud på Facebook 27. marts. Men Sofie Paarup Thomsen forklarer, at den har været undervejs igennem flere uger.

”Allerede da epidemien brød ud, og myndighederne anbefalede, at man ikke måtte samles mere end 1.000 personer, begyndte vi at se på, hvad vi skulle gøre,” siger hun.

Arrangørerne kontaktede derfor deres samarbejdspartnere og AU for at diskutere muligheden for en backup-dato, og til Sofie Paarup Thomsens lettelse meldte de hurtigt positivt tilbage.

En enkelt udslagsgivende årsag til, at beslutningen om udskydelse blev truffet nu, kan Sofie Paarup Thomsen ikke pege på.

”Det er mange faktorer. Men noget, der især har spillet ind, er forbuddet mod at mødes mere end 10 personer samt udmeldingen fra myndighederne om, at epidemien forventes at toppe midt i eller i slutningen af april.”

Dermed virkede det ikke realistisk at håbe på, at eventen kunne løbe af stablen 8. maj.

Lodtrækning og udtagelser også udskudt

Det er ikke kun selve festdagen, arrangørerne har måttet finde en ny dato til. Også den traditionsrige udtrækningsfest, hvor holdene til de forskellige heats bliver udtrukket, har måttet vige for coronavirussen.

Og festforeningerne har heller ikke haft mulighed for at udtage de atleter, som skal forsøge at ro hæder, ære og det forgyldte bækken hjem.

”Normalt afholder festforeningerne en udtagelse, hvor holdet sejler internt mod hinanden på søen, og de hurtigste bliver udtaget til at sidde i båden,” forklarer Sofie Paarup Thomsen.

Selvfølgelig under forudsætning af, at der både er en kvinde og en mand med på holdet, som reglerne foreskriver.

Tilladelser skal søges forfra

Sofie Paarup Thomsen glæder sig over, at meget af forarbejdet ikke skal laves om, selvom Kapsejladsen har fået ny plads i kalenderen. Alligevel lander der et par ekstra opgaver på de to medicinstuderendes bord.

”Det største arbejde er, at vi skal søge nye tilladelser til at afholde arrangementet. Der er også nogle enkelte partnere, som har andre arrangementer samme dag, som måske kan få svært ved at levere til os,” siger hun.

Hun frygter, at nogle af de festforeninger, der skal deltage i konkurrencen, også vil blive udfordret af kalendergymnastikken.

”De skal både have tid til at træne og til at udtage deres hold. Og nu ligger arrangementet i eksamensperioden.”

Fest for 40 eller 40.000?

Hvis det lykkes at holde den planlagte festivitas 26. juni, har Sofie Paarup Thomsen ”ingen anelse” om, hvor mange de kan forvente dukker op.

”Der kan risikere at komme færre, fordi det er i eksamensperioden og lige før sommerferien. Og hvis mange til den tid stadig er nervøse over at mødes i større forsamlinger.”

Men det omvendte kan også blive tilfældet, siger hun:

”Hvis alle bare er klar til at mødes igen, og der er godt vejr, kan der også komme mange flere end de 25.000-30.000 gæster, der plejer at komme til Kapsejladsen.”

Om arrangørerne vil introducere særlige tiltag for at holde afstand, sikre håndhygiejnen eller lignende, ved de endnu ikke.

”Det kommer vi helt klart til at tale med blandt andre vores sikkerhedschef om, når vi kommer tættere på,” siger Sofie Paarup Thomsen.