KLUMME: Fuck bøgerne, Twitter længe leve!
Lektor Peter Bakker spotter to nye, fremadstormende tendenser inden for akademia: Trykte bøger og tidsskrifter er yt – de er dyre, pladskrævende og rydder skove. Og kort er det nye sort.
For at trykke videnskabelige bøger og tidsskrifter er der ryddet mange store skove i verden. Synd. Træer, der forsvinder, det er skadeligt for natur, miljø og klima. Nu er der heldigvis mange videnskabelige tidsskrifter, der kun udkommer elektronisk. Og hvis ikke det ligger på nettet, eksisterer det ikke. Ikke sandt?
Til et kursus dette semester vil jeg bruge en tekstbog. Den kan også downloades gratis og helt legalt på nettet – og ikke på et lyssky russisk site, som mit universitet blokerer adgang for. Kun et mindretal af mine studerende siger, at de vil bruge af deres sparsomme SU-kroner på at anskaffe sig bogen.
Min kollega har samlet mange specielle bøger gennem sit arbejdsliv. Nu går han på pension og tilbyder at forære sin samling til AU Library, men han får aldrig svar fra dem. Biblioteket er tilsyneladende ikke interesseret i bøgerne. Så han sender dem til biblioteker og kollegaer i udlandet som gave i stedet for til sit eget arbejdssted, som går glip af nogle rigtigt gode bøger.
I december fik vi ansatte besked om, at Aarhus-afdelingen af Det Kgl. Bibliotek mangler plads til papirtidsskrifter. 568 navngivne tidsskrifter har biblio-bureaukrater nu udpeget til kassering, fordi de sjældent bestilles til konsultation. De skal derfor brændes. Ud med dem. Så er det bare ærgerligt, hvis en specialist får brug for tidsskriftet fem år senere – eller hvis besparelser betyder, at det elektroniske abonnement må opsiges i samme periode.
Kort og godt
Bøger og tidsskrifter er yt. Har I også lagt mærke til en anden tendens i universitetsverdenen? Alt skal være kortere. Kandidatuddannelser skal forkortes: Et år er nok, synes et eller andet udvalg. Specialer skulle forkortes: færre sider. Specialetid skal forkortes: Fire måneder er nok (jeg husker tiden, da man kunne få en specialeplads i maks. to år). Studietiden skal forkortes: Fem år – måske et halvt år ekstra, og så er man ude. SU’en skal forkortes. Skriftlige eksamener bliver kortere: færre sider. Artikler skal også være kortere – ikke kun avisartikler, men også i mange videnskabelige tidsskrifter.
Hvorfor ikke skrive eksamener og artikler på Twitter-længde? Skriv kort! Red træer og klima! Gør som politikerne: Skriv alt på Twitter! 280 tegn bør være nok til at formidle din forskning! Og så behøver bibliotekarerne ikke bekymre sig om manglende plads til papir og bøger. Sådan!
[Det sidste afsnit er på præcis 280 tegn, så kollegaer og studerende ved, hvad der forventes af dem.]
Korrekturlæst af Charlotte Boel