Opbakning til et mere bæredygtigt AU: Studerende og ansatte melder sig som ambassadører
Til det første møde mellem universitetets bæredygtighedsambassadører var 34 studerende og medarbejdere mødt op i går for at sætte skub i universitetets kommende bæredygtighedsstrategi.
Bæredygtighed på AU
I marts afholdt AU-konferencen ’How to create a more sustainable AU’, hvor cirka 150 fremmødte brainstormede på, hvordan AU kan blive bæredygtigt. Det var første skridt mod AU’s kommende bæredygtighedsstrategi.
Andet skridt blev taget den 30. april, hvor det første møde i AU’s bæredygtighedsambassadør-netværk, der udgøres af studerende og ansatte, blev afholdt.
Ideen er, at ambassadørerne skal kunne inspirere hinanden og få indflydelse på strategien gennem kontakt med bæredygtigheds-arbejdsgruppen, der er bindeleddet til universitetsledelsen.
Den 28. maj vil netværket mødes med arbejdsgruppen for at diskutere strategiens indhold. I begyndelsen af juni vil AU’s bestyrelses udkast til strategien være klar. Der vil være en høringsproces i september/oktober. Den 13. december forventes strategien godkendt af bestyrelsen. Og i 2020 vil den blive implementeret.
Man kan stadig nå at blive ambassadør i netværket, der mødes én gang om måneden i to timer.
Læs mere om netværket her.
AU skal have sig en bæredygtighedsstrategi, som fra 2020 skal gøre AU mere grønt.
Til det første møde for AU’s medarbejdere og studerende, der ønsker at blive en af AU’s ambassadører for bæredygtighed, dukkede 34 personer op, og ni var med online. Derudover har 181 personer - helt uforpligtende på Facebook - har meldt sig ind i netværket.
LÆS OGSÅ: Bæredygtighedsseminar: ”Lad os nu være modige. Et CO2-neutralt AU om fem år”
En ting er antallet, noget andet er engagementet. Og det fejler vist ingenting.
Ambassadørerne kunne knap nok holde sig inden for tidsplanen for spørgsmål og forslag på deres første møde:
”Hvad gør vi for at rekruttere nye ambassadører? Måske kan vi …”
”Vi har brug for at kende vores prioriteringer. Måske skal vi blive enige om dem først?”
Sådan lød et par af spørgsmålene fra ambassadørerne, der i øvrigt efterspurgte et estimat for AU’s CO2-aftryk og henviste til både amerikansk og svensk inspiration.
Flest ST’er og BSS’er
På opfordring fra en af ambassadørerne lavede man på mødet en håndsoprækning, som skulle vise, hvor de forskellige ambassadører hører til på AU.
Der blev det klart, at der er en noget ulige fordeling mellem fakulteter og enhedsadministrationen. Flest var fra ST og Aarhus BSS, mens en mindre flok var fra Arts, og kun ganske få var fra Health og enhedsadministrationen. Og kun få af de fremmødte var studerende.
Der er dog stadig åbent for nye tilmeldinger til at blive ambassadør og umiddelbart ingen deadline for at tilslutte sig. Ligesom der heller ikke er restriktioner mod kritiske røster blandt ambassadørerne.
Som Tobias Sandfeld, der er ph.d.-studerende ved Institut for Bioscience, spurgte:
”Må vi for eksempel offentligt adressere det på Facebook, hvis vi mener, at AU ikke gør nok?”
”Det er selvfølgelig tilladt, og vi håber, du vil gøre det konstruktivt og give alternativer,” lød det officielle svar.
Foto t.h.: ”Jeg er her, fordi jeg på den ene side gerne vil videregive viden fra mit arbejde. Og på den anden side fordi jeg gerne vil inspireres til noget, vi kan bruge i min afdeling,” siger Gabriele Torma, der skriver en ph.d. om marketing og bæredygtighed ved Institut for Virksomhedsledelse. Hun ønsker blandt andet, at AU vil give en opskrift for, hvordan man laver en bæredygtig konference, på sin hjemmeside: ”Det skal vi ikke alle finde ud af. Det er nok med én, der deler den viden.”
LÆS OGSÅ: Connie Hedegaard: ”Bæredygtighed hører med til at være et almindeligt dannet menneske”
"Jeg vil gerne hjælpe til med, at denne her Aarhus-gigant, som AU er, bliver mere grøn,” siger Uffe Krogh, der er videnskabelig assistent ved Institut for Kultur og Samfund på Moesgaard. Han mener, at AU’s investeringspolitik skal have et eftersyn i forhold til bæredygtighed.
Det er særligt FN’s verdensmål nummer 13 om klimaindsatsen, som AU’s bæredygtighedsambassadører skal arbejde med.
Fakta: Bæredygtighedsambassadør på AU