Skou-bygningen måtte onsdag formiddag evakueres som følge af dampudvikling

Skou-bygningen, som hører til Institut for Biomedicin, måtte onsdag formiddag evakueres som følge af dampudvikling, der viste sig at være ufarlig. Evakueringen er nu ophævet.

Skou-bygningen, hvor Institut for Biomedicin hører til, måtte onsdag formiddag evakueres som følge af et kemikalieudslip. Photo: Omnibus
Det var ved bygning 1115's varegård, at dampene blev opdaget.
Indsatsleder Casper Villadsen fortæller, at udslippet ikke var farligt.

Medarbejdere og studerende i Skou-bygningen, som hører under Institut for Biomedicin, måtte onsdag formiddag evakueres.

Institutleder Thomas G. Jensen forklarer, at der kort før kl. 9 i morges udviklede sig damp i instituttets kemikalierum. Dampen udløste en alarm, politi og brandvæsen blev tilkaldt, og bygningen blev evakueret. I alt måtte 200-300 medarbejdere og studerende forlade bygningen.

”Røgdykkere gik ind i bygningen, og de fik først indtryk af, at der var biologisk materiale i rummet, hvilket kan være farligt. Men det viste sig ved nærmere undersøgelse ikke at være tilfældet,” fortæller Thomas G. Jensen.

Han oplyser, at instituttets arbejdsmiljøorganisation og universitetets ekspert i kemisk affald fortsat er i gang med tekniske undersøgelser, og teorien er lige nu, at der er tale om dampudvikling i forbindelse med påfyldning af instituttets kvælstoftanke her til morgen.

”Det kan give dampudvikling, som ikke er farlig,” fortæller Thomas G. Jensen.

Evakueringen af bygningen blev afblæst kort før kl. 11.

”Mit indtryk er, at evakueringen forløb fint, men det evaluerer vi på efterfølgende. Vi har heldigvis haft evakueringsøvelser, så både medarbejdere og studerende var forberedte på, hvordan de skulle forholde sig,” siger Thomas G. Jensen, der også roser myndighederne for deres håndtering.

Professorer assisterede brandvæsen

Indsatsleder hos Østjyllands Brandvæsen, Casper Villadsen, fortæller om hændelsen:

"Vi fik at vide, at det var kemiaffald, men vi vidste ikke præcist, hvad der var derinde, så vi kørte det som et kemiuheld. Vi fik folk væk og fik politiet til at afspærre området. Vi kunne se en hel masse beholdere derinde, blandt andet med noget biologisk materiale, og det skal håndteres på en forsvarlig måde," siger han. 

"Der kom nogle professorer fra instituttet til, som kendte til rummet, men vi kunne ikke helt få be- eller afkræftet, hvad der var i rummet, så vi tilkaldte ekstra hjælp udefra. De kunne fortælle, at det så helt normalt ud, og der var ikke flere dampe derinde," siger Casper Villadsen og oplyser, at dampene ikke på noget tidspunkt har været farlige.

Hændelsen stod på et par timer, hvor brandvæsen, politi og ambulancer var til stede ved området omkring Skou-bygningen, der ligger i den nedre del af Universitetsparken ud mod Høegh-Guldbergs Gade.