Statsministeren besøger AU for at tale med studerende om Europas fremtid
Studerende på Aarhus Universitet får mulighed for at debattere Europas fremtid og sikkerhedspolitik med statsminister Mette Frederiksen, når hun besøger Aulaen på AU 3. marts til debatarrangement.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har inviteret studerende på Aarhus Universitet til debat om den aktuelle sikkerhedspolitiske situation og Europas fremtid. Det oplyser Aarhus Universitet i en nyhed.
Statsministeren besøger Aulaen mandag 3. marts 15.30 til et debatarrangement, som specifikt er for studerende. Hun begynder med et kort oplæg, hvorefter der vil blive åbnet for spørgsmål fra studerende.
Det er muligt at tilmelde sig på dette link, men arrangementet er fredag formiddag allerede fuldt booket, oplyses det på hjemmesiden. Det er dog muligt at skrive sig på ventelisten. Gyldig tilmelding skal fremvises ved indgangen til Aulaen, skriver AU. Dørene lukker 15.25.
Mette Frederiksen besøgte også Aulaen til debat med de studerende om Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik i marts 2022, kort efter at Rusland havde invaderet Ukraine.