Omnibus prik

Studieleder om pris på hyttetur: ”Synes personligt, det er lige pebret nok”

Tutorerne fra Studenterlauget gør et godt og stort arbejde i forbindelse med studiestarten, understreger studieleder for erhvervsøkonomi Mogens Dilling-Hansen, men han vil til foråret drøfte med tutorerne, om hytteturen er ved at være blevet for dyr. Det mener han personligt, den er.

Arkivfoto. Studiestarten har været dyr for nogle af de nye studerende på uddannelsen erhvervsøkonomi på Aarhus BSS. Introugen og hytteturen kostede samlet set 1.349 kroner, men inklusive mad og drikkevarer løb udgifterne for nogle studerende op i mere end 2.500 kroner. Photo: Lars Kruse, AU Foto

Et tilbud om at deltage i introduktionsugen til 449 kroner og den efterfølgende hyttetur til 899 kroner. Det var hvad de nye studerende på uddannelsen erhvervsøkonomi i år skulle forholde sig til ved studiestart – foruden deres nye holdkammerater og det at begynde på universitetet. Til de udgifter skal man lægge udgifter til mad, drikkevarer og udklædning.

Mads Pedersen Budde, der begyndte på erhvervsøkonomi-uddannelsen i sommer, måtte samlet set have 2.599 kroner op af lommen i forbindelse med studiestarten. Hvilket er for dyrt, fortalte han tidligere til Omnibus. Omnibus har både før og efter udgivelsen fået henvendelser fra studerende, som deler denne oplevelse.

For dyrt? Studerende på erhvervsøkonomi betalt mere ened 1.349 kroner for introuge og rustur

734 studerende deltog

Mogens Dilling-Hansen, der er studieleder for uddannelsen erhvervsøkonomi (HA), fortæller dog, at han udover fra kritikken, som blev fremført i Omnibus, kun har hørt fra én studerende, som fandt introforløbet for dyrt. I stedet henviser han til, at 734 studerende i år valgte at deltage i hytteturen og at tilbagemeldingerne har været altovervejende positive.

”Så et eller andet må de studerende, der arrangerer hytteturen, jo gøre rigtigt,” bemærker han.

Han understreger videre, at hverken instituttet eller uddannelsen har aktier i hytteturen, den er alene arrangeret af tutorerne fra Studenterlauget.

”Det erhvervsøkonomiske studienævn står bag introugen, som afvikles i uge 35 inden semester-start, og vi betaler Studenterlauget for at stå for den praktiske afvikling af introugen, men hytteturen står Studenterlauget alene for at arrangere,” fortæller han.

Frivilligt, om man vil deltage

Dog bakker han som studieleder op om hytteturen, blandt andet ved at sørge for, at der er undervisningsfri fredagen inden hytteturen. Og opbakningen gælder i særdeleshed også tutorerne fra Studenterlauget.

”De gør et godt og stort arbejde i forbindelse med studiestarten.”

Adspurgt, hvad han synes om, at studerende skal have minimum 1.349 kroner – og i flere tilfælde langt over 2.000 kroner op af lommen, hvis de vil deltage i introuge og hyttetur, svarer han:

”Jeg er som studieleder alene ansvarlig for introugen, som med en pris på 449 kroner ikke skiller sig prismæssigt ud i forhold andre uddannelser på fakultetet. Det har vi undersøgt.”

Jeg forstår, at du skelner mellem introugen og hytteturen, men den skelnen foretager de studerende jo ikke nødvendigvis. De ser typisk på den samlede udgift forbundet med aktiviteter knyttet til studiestarten, og den kan let overstige 2.000 kroner.

”Det er helt frivilligt, om man vil deltage.”

Men kan du sætte dig ind i, at man som ny studerende kan befinde sig i lidt af et dilemma, fordi man gerne vil deltage i de sociale arrangementer i forbindelse med studiestarten og blive en del af fællesskabet på uddannelsen, men omvendt også synes, at 2.000 kroner er mange penge at skulle have op af lommen?

”Nej, det dilemma køber jeg ikke helt. For det er i introugen, vi netop fokuserer på gruppedannelse og at skabe de sociale bånd, som kan være med til at forhindre frafald. Kom de nye studerende til mig og sagde, at den del er blevet for dyr, ville jeg være oprigtigt ked af det, men det er ikke det, der er tilfældet. Hytteturen kan undværes, for den er uden fagligt indhold og er alene en social aktivitet,” siger Mogens Dilling-Hansen.

”Lige pebret nok”

Som studieleder har Mogens Dilling-Hansen altså ikke noget at udsætte på Studenterlaugets hyttetur. Når det er sagt, vedstår han dog, at han personligt finder, at prisen er i den høje ende.

”Jeg synes personligt, at prisen er lige pebret nok, men det er ikke det samme som at sige, at Studenterlauget har lavet en fejl.”

Mogens Dilling-Jensen fortæller, at Studenterlauget prioriterer at sende de studerende afsted samlet, en beslutning han støtter. Uddannelsen optager 700-1000 studerende hvert år, og da der ikke er mange spejderhytter med den kapacitet, har Studenterlauget de seneste år benyttet sig af Vigsø Feriecenter. Desuden havde Studenterlauget hyret kunstneren KIDD til at spille på hytteturen.

”Vi skal holde et evalueringsmøde i foråret, hvor vi evaluerer studiestarten, og her vil vi også drøfte hytteturen. Vi er allerede i dialog om, hvorvidt vi kan gøre det billigere. Personligt så jeg gerne, at konceptet for hytteturen blev trukket lidt væk fra feriecenter med forplejning i retning af spejderhytte med spaghetti med kødsovs. Men skal jeg komme og sige, at Studenterlauget ikke skal hyre en populær kunstner? Det mener jeg ikke, at jeg skal, når jeg ikke er ansvarlig for arrangementet.”

Studenterlauget har tidligere svaret på kritikken. I en mail sendt til Omnibus, skrev de blandt andet:

”Vi forstår og anerkender den kritik, der er blevet rejst, og vi tager alle studerendes synspunkter alvorligt. Spørgsmålet om omkostningerne i forhold til værdien af introduktionsforløbet er en vigtig overvejelse, og vi er åbne overfor at evaluere og revidere vores tilgang for at sikre, at arrangementet er så tilgængeligt som muligt for alle studerende”, skriver Studenterlauget. De pointerer desuden, at den generelle respons har været positiv.