En Tuborg til Andreas, en cola til Nickan, to behagelige barstole og fint udsyn til de fire folketingskandidater, de var kommet for at lytte til denne lørdag aften på Sway. Sådan set ikke værst. Også den afslappede stemning og dæmpede belysning blev værdsat. Ikke mindst, fordi de begge var trætte.

”Det har været en lang dag,” lød forklaringen fra Andreas med henvisning til, at jagten på et politisk ståsted var blevet indledt allerede om formiddagen, hvor de to tvivlere havde fulgtes ad ned ad strøget for at tale med folketingskandidater.

Men I var måske også fulde fredag aften? 

”Lidt,” lyder det kortfattet fra Andreas, mens han fingererer ved etiketten på sin Tuborg.

”Meget,” svarer Nickan med et strålende smil.  

Måske vil Sway fremover ligge på Nickans rute under en bytur. 

”Slumagtigt på den hyggelige måde,” lyder vurderingen i hvert fald, da han ser sig om i det trange lokale med okseblodsfarvede vægge, bordfodbold og bænke beklædt med sort nappa, der er hæftet fast med store, blanke nitter.  

Andreas og Nickan har ikke tidligere været på Sway. Begge foretrækker som oftest barerne på universitetet. ”Det er billigt, hyggeligt og alle ens venner er der,” forklarer Nickan.”Hvis jeg går andre steder, er det på Hornsleth, Heidis eller Guldhornene,” supplerer Andreas. 

Keder I jer?

Kandidaterne fra de fire partier debatterer miljø-, sundheds-, skatte- og integrationspolitik. Hver især har de en lille flok tilhængere blandt tilhørerne, der med pift, råb og klap opmuntrer deres kandidat. Derimod er det svært at tolke sindsstemningen hos de to tvivlere i baren - om udtrykket i deres ansigter er tegn på, at de stener, fordi de er lidt matte i sokkerne. Eller det er, fordi de lytter opmærksomt. 

”Keder I jer?” står der på den seddel, der bliver skubbet hen langs disken til de to på stolene for enden af baren. 

”N: Nej.”

”A: Nej.” 

Ros for debat med både vid og bid

Okay, og kandidaterne formår faktisk at fastholde de to tvivlernes opmærksomhed i den lidt over en time lange debat. Enkelte gange tilkendegiver enten Andreas eller Nickan med et nik, at en kandidat har leveret en god pointe. Og begge sætter de pris på, at de fire politiske modstandere viser hinanden en respekt, der gør, at der bliver debatteret med både vid og bid.   

”God energi,” lyder den fælles ros til de fire folketingskandidater.

Jakob Rixen fra Liberal Alliance, HC Molbech fra Alternativet, Anne Hegelund fra Enhedslisten og Ali Aminali fra Det Konservative Folkeparti fik efter de to tvivleres mening skabt en god debat. Ingen af dem lod sig dog overbevise af debattørerne.

Men summa summarum er ingen af de to blevet klogere på deres kryds efter aftenens debat. Bortset fra, at Andreas er blevet bekræftet i den antagelse, han havde inden debatten: Det bliver ikke et af de fire partier, der får hans kryds på valgdagen.  

Og hans forklaring på, hvorfor det er tilfældet, får Nickan til at nikke bekræftende. 

Men HVORDAN vil I gøre det?

Begge er de nemlig trætte af at høre på hensigtserklæringer, løfter og ikke mindst dommedagsprofetier fra de efterhånden mange kandidater, de har mødt den seneste tid. 

”De taler alle sammen om, hvad de vil gøre. Men ingen af dem om, hvordan de vil gøre det,” siger Andreas og understeger sin pointe ved at parodiere et par af aftenens kandidater: 

”Vi vil give 1 milliard til psykiatrien, 1,4 milliarder til flere – det var vist flere sygeplejersker. Jeg synes, det lyder som tomme ord; i hvert fald orker jeg ikke at høre mere af den slags fra Alternativet eller Enhedslisten. De er for lidt virkelighedsnære.”

Irriteret over retorikken

Også de forskellige folketingskandidaters måde at tale om klimaproblemerne, irriterer Andreas. 

”Det er retorikken. Det her med, at hvis ikke, vi gør noget NU, så..., ” siger han uden at gøre sætningen færdig, men refererer til de folketingskandidater, der taler, som om dommedag var i går.  

”Og det irriterer mig også, at de taler som om, at vi kan vende det, hvis vi begynder at tage klimaet alvorligt. Jeg tror ikke, det er muligt længere. Vi kan kun begrænse skaderne af den måde, vi har opført os hidtil,” siger han og fortsætter:

”Og der er det rigtigt, hvad Ali siger, at det skal ske på EU-plan,” fortsætter han, og med Ali sigter Andreas til den ene af de fire kandidater, Ali Aminali fra Det Konservative Folkeparti.

Farligt vejr i Danmark

Nickan er enig, specielt fordi klimaproblematikken er en af hans største prioriteter i forhold til, hvor politikerne skal sætte kræfterne ind efter valget.  Han vil som vælger gerne kunne se det ske. Forsikres om, at der er en vej, hvis der er en politisk vilje - i stedet for at blive truet med total udryddelse. 

Han vil med andre ord gerne have konkrete planer. For eksempel for, hvordan politikerne vil sikre en energiforsyning, der belaster miljøet mindre, end det er tilfældet i dag.  

”Hvad med atomkraft?” lød derfor det spørgsmål, Nickan havde skrevet på en seddel, og som ordstyreren læste op for de fire kandidater under en afsluttende spørgerunde.

Andreas: ”Var det dig?” 

Nickan: ”Ja.”

Andreas: ”Godt spørgsmål!”

Nickan: ”Anne (Anne Hegelund fra Enhedslisten, red.) der lige havde sagt, at vi bliver nødt til at gøre noget andet, hvis vi skal undgå udryddelse, svarede bare ’nej’ til spørgsmålet.”

Andreas: ”Og hun svarede nej med den begrundelse, at det er for risikabelt med atomkraft, fordi vi har dårligt vejr i Danmark!”

Nickan: ”Nej, hun sagde, fordi vi har farligt vejr i Danmark.” 

Begge griner, og Andreas konkluderer:  

”Ja, der var det fint, at ham, der sad helt til venstre (Jakob Rixen fra Liberal Alliance, red.), svarede hende, at siden de tektoniske plader ikke bevæger sig meget her, vil det være mere sikkert at placere et atomkraftværk i Danmark end så mange andre steder i verden.”