Masser af selvtillid og stress. Det er kendetegnede for livet som underviser eller forsker ved universitetet ifølge en ny stikprøveundersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

At forskere og undervisere sammen med ledere og læger danner top tre over de med størst arbejdsglæde og selvtillid, får ikke fællestillidsrepræsentant Olav W. Bertelsen til at vælte bagover.

”Vi er på ingen måde en gruppe, der lider af selvundervurdering. Tværtimod. Hvis man arbejder som underviser eller forsker på et universitet, så mener man, det er vigtigt – både for en selv og for verden. Og hvis man ikke tænker sådan, så tror jeg ikke, man er på universitetet. Og vi er jo også vigtige!” siger tillidsrepræsentanten.

Hvad er det, der stresser dig?

Hvad der straks er mere alvorligt er, at forskere og undervisere er placeret i top-5 over de mest stressede jobgrupper - kun overgået af socialrådgivere, læger, gymnasielærere og passagerservicemedarbejdere.

Heller ikke det kommer bag på Olav W. Bertelsen, der henviser til talrige APV’er og undersøgelser fra det seneste årti, der alle peger på mange udkørte eller klinisk stressede forskere og undervisere.

Hvad er det ved jobbet på universitetet, der adskiller sig i forhold til stress? 

”Vi har i meget høj grad selv ansvaret for det, vi laver. På godt og ondt. Vi kommer nemt til at vende tingene indad. Derfor afhænger det hele meget af, hvordan det kollegiale fællesskab er, og om man løser problemerne i fællesskab – eller man står med det selv,” siger tillidsrepræsentanten.

Han mener, at særligt studenterevalueringerne kan være roden til megen stress for underviserne.

”Især hvis man føler, at det er ens person, de studerende er utilfreds med, og man ikke i fagmiljøet har gjort hinanden opmærksomme på, at underviserne driver uddannelsen i fællesskab. Så sidder man med det ganske alene, og det er der mange, der bliver stressede over.” 

Det kollegiale fællesskab i centrum

Olav W. Bertelsen har også selv haft oplevelsen af at stå helt alene med problemerne som underviser. 

”Jeg kan huske et tidspunkt, hvor jeg selv underviste en årgang, hvor intet af det, jeg plejede at gøre, fungerede. Jeg tænkte på, hvad det var, jeg gjorde galt. De var sure, utilfredse og dårlige til at deltage.”

Det frustrerede ham, indtil han tilfældigt kom til at tale med en kollega, der forklarede, at det var den årgang, som underviserne i spøg kaldte for ’Tjernobyl-årgangen'.

”Fordi de havde været en udfordring lige fra deres første uddannelsesår. Det var altså ikke mig, der pludselig ikke kunne undervise. Det var årgangen, der var helt anderledes end de tidligere,” siger tillidsrepræsentanten og understreger: 

”Det kollegiale fællesskab er virkelig vigtigt.”

Fører selvtillid i jobbet til stress – eller omvendt?

For Olav W. Bertelsen står det helt klart, at det, at man finder sit job meget vigtigt, ikke fører til stress. 

Det er snarere omvendt:

”Ud fra stressforskningen ved man, at det som regel ikke er, fordi folk arbejder mange timer og synes, at arbejdet er vigtigt, at de bliver stressede. Det er, når man ikke kan se meningen med det, man laver, at det går galt.”