DEBAT: ”Ingen ønsker at være, uddanne eller ansætte en næsten-jurist”
Det vil gå ud over fagligheden og trivslen, hvis regeringen lader guillotinen falde over den juridiske kandidatuddannelse, skriver jurastuderende Mikkel Grøne, der stadig har til gode at møde en studerende, en underviser eller en arbejdsgiver, der efterspørger kandidater med kortere uddannelse.
Regeringen vil igen revolutionere universiteterne, og denne gang står kandidatuddannelserne til at skulle forkortes. Særligt humanistiske og samfundsvidenskabelige studier, og i guillotinen ligger blandt andet min uddannelse, den juridiske kandidatuddannelse. Men når klingen falder, dør fagligheden.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) fremlagde på pressemødet om regeringens reformudspil jurastudiet som eksempel på, at forskellige juridiske erhverv kræver forskellige niveauer af faglighed. Inspirationen kommer med al sandsynlighed fra Reformkommissionen og dens formand Nina Smith, som i Berlingskes podcast 'Pilestræde – Uni light?' taler for, at vi fremover skelner mellem en 'generalist-jurist' og en mere specialiseret jurist.
Næsten-jurist
Vi kender vel at mærke ikke den endelige reform, men planen er tilsyneladende, at det fremover kun er den dygtigste halvdel, der efter den 3-årige bacheloruddannelse skal tage en 2-årig kandidat. Få skal tage en erhvervskandidat, hvor uddannelsen er på deltid, og resten skal nøjes med en 1 ¼-årig kandidatuddannelse.
Imidlertid hører jeg ingen – hverken mine medstuderende, mine undervisere, universitetsledelsen eller aftagere på arbejdsmarkedet – efterspørge 1 ¼-års kandidater. Ingen ønsker med andre ord at være, uddanne eller ansætte en næsten-jurist.
Vil gå ud over trivslen, som i forvejen er lav
Faglighed kræver tid til fordybelse og ro til indlæring. Fagligheden højnes ikke ved at give de studerende kortere tid til at studere. Tværtimod vil det betyde mindre tid til at lære metodiske og teoretiske færdigheder og tilegne sig praktiske kompetencer. For ikke at nævne tid til udveksling, projektorienterede forløb (praktik) og obligatoriske valgfag på ikke-skandinaviske sprog, som i den grad bidrager til at styrke danske kandidatstuderende til et internationalt arbejdsmarked.
Med det er ikke kun fagligheden, der svækkes. Bacheloruddannelsen i jura er præget af karakterræs og konkurrence om det bedste studiejob. Trivslen på jurastudiet, hvor fuldtidsstudie, deltidsjob og nultidsfritid desværre er realiteten for mange bachelorstuderende, er i forvejen lav. Når 50 procent fremover må stille sig i kø til ’den halve’ kandidat, vil studerende med rette skubbe og mase for at få adgang til den ’rigtige’ jurauddannelse. Tiden til at være frivillig og aktiv i foreningslivet, at udfolde sig kreativt, at gå til sport eller dyrke andre fritidsaktiviteter vil mangle, og det truer studerendes fremtidige trivsel og motivation til studiet.
Hvilke stillinger kræver de laveste juridiske færdigheder?
Ifølge ministeren er det ”rettidig omhu” at reformere uddannelserne. Der må altså være et sted derude på arbejdsmarkedet, hvor det påstås, at de juridiske dimittender har eller får for meget kompetence og for dyb en faglighed til de stillinger, de skal besætte. Og det er rigtigt, at ikke alle jurister skal blive professorer eller dommere. Men hvilke stillinger kræver så de laveste juridiske færdigheder? Ifølge ministerens udtalelse på førnævnte pressemøde skal nogle jurister fungere som advokater, anklagemyndighed og dommere, mens andre skal være juridiske rådgivere eller konsulenter i det offentlige eller det private. Denne forskel hjemler efter sigende, at der skal være forskel i uddannelse. Men med sagerne om separation af barnebrude og aflivning af mink i tankerne kan man med et glimt i øjet undre sig over, om det nu også er i staten, regeringen bør nedskære på de juridiske kompetencer.
Korrekturlæst af Charlotte Boel