Et tre meter bredt og tre meter højt hul i væggen på maskinværkstedet på Institut for Kemi vidner om, at der stadig er nogle dage, til forskningsteknikerne Esben Fræer og Erik Ejler Pedersen kan vende tilbage til deres vante omgivelser.

Hullet i væggen var nødvendigt at lave for at få bugseret værkstedets to nye kronjuveler på plads: en avanceret, computerstyret fræser og en ligeså avanceret drejebænk. Maskinerne er hentet i Bielefeld i Tyskland og koster rundt regnet en million kroner hver.

”Vi glæder os helt vildt og tovligt til at tage dem i brug”, siger Esben Fræer begejstret og lægger hånden på siden af den ene af de to fabriksduftende, firkantede kolosser – drejebænken.

Ved siden af den skinnende nyinvestering står en 50 år ældre og noget mere undselig udgave af en drejebænk i jern og med manuelle håndsving.   

"Der er selvfølgelig himmelvid forskel," konstaterer Erik Ejler Pedersen, da det går op for Omnibus’ udsendte, at der grundlæggende er tale om samme type maskine. ”Du kan sige, at den her svarer til en Mercedes med alt det nyeste ekstraudstyr”, forklarer han pædagogisk.

Kaffemaskinen er den vigtigste maskine

”Men lad os tage en kop kaffe,” foreslår Erik og skåner den måbende reporter for nærmere tekniske detaljer.

Klokken er kvart over ni. Omnibus er brudt ind i Esben og Eriks få fredfyldte timer på dagen. De to forskningsteknikere møder som regel klokken 8 og har så halvanden times tid til stille og roligt at få fulgt op på projekter fra dagen før, inden forskere og studerende begynder at dukke op med alle mulige og umulige forespørgsler.

Og når brugerne begynder at henvende sig, ja, så viser kaffemaskinen sig at være vigtigere end selv de mest avancerede og dyre maskiner, siger Esben med et smil, mens han tapper friskbrygget mokka i koppen:

”Det er, når man sidder over kaffen, at man har de spændende snakke med brugerne og udvikler idéerne,” siger han.

Erik supplerer: ”Men forskere kan godt være meget flyvske og meget lidt konkrete. De viser for eksempel gerne en afstand mellem hænderne sådan her…

…Og så må man bare skynde sig at tage øjemål og skrive ned”, siger Esben.

Ofte er det nærmeste, der lige er ved hånden, en serviet. Mange forskningsapparater og –opstillinger starter derfor som kruseduller på en Post-it-blok eller en kaffeplettet serviet, inden Esben og Erik laver dem om til 3D-modeller på computeren.

Skildpaddehjerner og skydannelse

Esben og Erik fortæller engageret om diverse dimsedutter og apparater, de har fremstillet på deres værksted. De to kolleger supplerer hinandens sætninger og lader høfligt den anden komme til.  

Hvad er det mest mærkelige, I har lavet?

”Et apparat til at fastholde en skildpaddehjerne med øjne, som skulle analyseres i en NMR-scanner, ligger nok i den mere bizarre ende,” siger Esben. Erik nikker og fortsætter:

”En skildpadde kan faktisk gå så meget i dvale, at man kan dissekere øjne og hjerne ud. Og så er de stadig aktive. Opgaven var at finde en måde at fiksere hjernen og øjnene på et net, mens der blev sendt isotopisk saltvand igennem.”

Med forsøget ønskede forskerne at aflure, hvad der sker, når skildpadder går i dvale, og bruge denne viden i forhold til nedkøling af patienter med hjerneblødning eller blodprop i hjernen, forklarer de to forskningsteknikere.

Andre opgaver er mere simple. For eksempel skal Erik senere på dagen afkorte nogle skruer. Men selv teknikernes mest jordnære opgaver synes at have et overjordisk og atmosfærisk strejf. Skruerne er nemlig en vigtig komponent for forskningen i skydannelse.

Tilbage til fremtiden

Er I opfindere?

”Det kan man godt sige. Vi finder løsninger, forskeren ikke selv kan komme i tanker om. Vi forsøger at gøre tingene konkrete. Derfor er vi blevet gode til at tænke ud af forskerens boks og over i noget materielt,” siger Erik.

Men idéerne skal komme fra forskeren selv, siger Esben. Det er forskerens opgave at finde ud af, hvad formålet skal være, og hvordan det rent teoretisk skal fungere.

”Forskerne vil sjældent have begreb om, hvordan det helt konkret skal se ud. Men hvis de kommer og siger ”Vi skal have sådan en flux capacitor” – eller hvad den nu hedder i filmen ’Tilbage til fremtiden’ – og hvis de kan beskrive, hvordan den skal fungere, så skal vi nok bygge én,” siger han med et glimt i øjet.

Esben og Erik har stadig forespørgslen om en tidsmaskine til gode. Men hvis den kommer, giver de helt sikkert ikke op, før de har gjort alt, hvad de kan.

”Vi prøver altid først. Men det hænder selvfølgelig, vi får en opgave, som vores maskiner ikke kan klare. Så hjælper vi forskeren videre til nogen, der kan. Ingen går forgæves hos os,” siger Erik.

Æstetik, tak

Selvom Esben og Erik deler værksted, arbejder de som regel individuelt med hver deres opgaver. Men de kender hinandens styrker og svagheder godt og bruger hinanden til gode råd og idéer.

Og udvekslingen af idéer foregår ikke kun på et professionelt niveau.     

Hvad snakker I om, når det ikke handler om arbejde?  

”Vi snakker sjældent politik. Dér er vi rygende uenige. Men historie og filosofi er en fælles interesse,” siger Esben.

Erik nikker eftertænksomt.

”Ja, vi er helt enige om, at individet selv må tage stilling – takket være Kierkegaard og Sartre. Jeg synes, det her med at vælge er interessant. Man er nødt til at vælge. Ellers er man ikke. Jeg har ofte i mit liv oplevet folk, der ikke kan finde ud af det,” siger han.

”Vi har da også lige haft Løgstrups nærhedsprincip oppe at vende,” siger Esben.

Det var på den lange køretur hjem fra Bielefeld, hvor de to kolleger havde været på kursus i betjening af værkstedets nye maskiner.

Interessen for det ideelle og sublime skinner igennem til daglig i Esben og Eriks arbejde på værkstedet.

”Vi er æstetikere, og det er måske vores største svaghed,” siger Esben og griner.

”Men tingene skal se ordentlige ud. Hvis nu en af vores ph.d.-studerende går hen og vinder Nobelprisen på et af de her apparater, så er det lidt ærgerligt at stå i Stockholm med en krydsfinerplade med nogle gamle manometre på.”

Solidum petit in profundis  

Kunst eller ej, Esben og Eriks samarbejde med forskerne baner vej for nye opdagelser inden for videnskaben.

Hvor vigtige de to teknikere er for grundforskningen, vil de dog helst ikke selv svare på. Så Omnibus banker på hos nogle af forskerne på instituttet.

En af dem er chef for Center for Materialekrystallografi Jacob Becker, som sidste år kiggede forbi Esben og Erik med en A4-blok og en kuglepen i hånden. Han havde brug for en spidsfindig tilbygning, en helium-spraykøler, til et vakuum-røntgen-diffraktometer. Det lavede Esben, og ifølge Jacob Becker er betydningen ”helt essentiel”.    

”Det fører grundforskningen videre og højner vores forståelse for elektroner og kemiske bindingers adfærd i krystallinske materialer,” siger han.

Ph.d.-studerende i kemi Naja Villadsen mødes også ved kaffemaskinen med de to forskningsteknikere, når hendes standardudstyr ikke slår til.  

”Når vi er ude at teste grænser i videnskaben, så har vi ofte brug for noget udstyr, som ikke findes i forvejen, for at nå helt derud. Der er altid hjælp at hente på vores værksted,” siger hun.

Selvom Esbens og Eriks apparater, magasiner, holdere og andre finurlige konstruktioner ifølge forskerne har afgørende betydning, så er det ikke forskningsteknikernes navne, der står i de videnskabelige artikler.

Men Esben og Erik har det ganske fint med at stå i kulissen.

”Jeg har en følelse af, at man kommer almenvellet til gode og giver noget til samfundet,” siger Esben.