Lagde tømrerkarriere på hylden til fordel for akademikerdrøm: ”Jeg havde ét skud til at lave mit liv om”
42-årige ph.d.-studerende Sune With Christensen har netop taget hul på det ph.d.-projekt om krigens etik og autonome våben, som han har arbejdet benhårdt for at opnå de sidste fire år. Helt ligetil er det ikke at skifte tømrerkarriere ud med først fire år på SU og nu fire år som ph.d.-studerende, når man allerede har stiftet familie og realkreditlån.
SERIE: FRA A TIL PH.D.
I den kommende tid sætter Omnibus med en ny artikelserie fokus på de mange veje til en ph.d.-grad – og ikke mindst tankerne om, hvad der venter, når graden er i hus.
Skal vi også skrive om dig – eller din kollega? Skriv til os på omnibus@au.dk
Den 42-årige ph.d.-studerende Sune With Christensen sidder på sit kontor på femte sal med udsigt over Nobelparkens sneklædte tage. Ved vinduet sidder hans kollega Lasse, som han deler både hverdag og kontor med, og pladsen er trang. Alligevel har Sune With Christensen formået at tilføje en del personlighed til rummet.
Udover en bogreol, som rummer en betydelig samling af filosofiske værker, er det de to LEGO-konstruktioner af R2-D2 og Darth Vader fra Star Wars-franchisen, der fanger opmærksomheden. Figurerne er gaver fra henholdsvis folkeskolevennerne og studiekammeraterne, som mente, de hørte sig til, da Sune With Christensen fik tildelt sin ph.d.-plads på Afdeling for Filosofi og Idéhistorie. Her skal han de næste fire år lægge al sin tid og sine kræfter i at undersøge kunstig intelligens, robotter, krigsførelse og de etiske problemstillinger, der følger med.
”R2-D2 er jo det perfekte eksempel på et stykke kunstig intelligens, der udelukkende tager lutter gode og loyale beslutninger. Darth Vader minder derimod mere om den onde cyborgfigur, altså Terminatoren,” fortæller Sune With Christensen.
Sune With Christensen skal forske i krigens etik og autonome våben. Et emne, som har gennemsyret det meste af hans virke på universitetet indtil nu; lige fra bacheloropgaven over diverse eksaminer til ph.d.en, som han tager på den såkaldte 4+4-ordning, hvor det sidste år på kandidatuddannelsen også udgør første år på ph.d.-uddannelsen. Og selvom Sune With Christensens akademiske karriere indtil videre forekommer snorlige, har vejen dertil været alt andet.
Sune With Christensen var 38 år gammel, da han første gang satte sine ben på universitetet som bachelorstuderende i 2019. Efter studentereksamen i 2001 uddannede han sig til tømrer og har arbejdet som sådan siden. Privat bor han sammen med sin kone og deres to sønner på 14 og 16 år i Sabro:
”Det har været vældigt eksotisk for mig at starte her. Og det har været vældigt eksotisk for mine medstuderende, at der var en ægte voksen til stede. Mine børn er jo tættere på deres alder, og jeg er tættere på deres forældres. Men det glider heldigvis i baggrunden i det faglige fællesskab.”
Altid P1 i ørerne på byggepladsen
Selvom Sune With Christensen nød at udrette noget med hænderne, nærede tømrerfaget ikke hans interesse for de store linjer inden for samfund og politik. Derfor foregik arbejdet som bygningstømrer i Aarhus altid med P1 i ørerne, hvorefter Sune With Christensen og hans chef i pauserne diskuterede højlydt om alt det, idioterne havde sagt i radioen, som han selv formulerer det:
”Jeg har altid gået meget op i politik og samfundsforhold, men vil altid lige et spadestik dybere. Om dagpengeperioden er på én bestemt måde, er for mig ikke det mest spændende. Men jeg er optaget af, hvilket syn på mennesket man har, når man siger, at mennesket for eksempel er således, at det, når det bliver sat ned i ydelse, vil arbejde noget mere – dét interesserer mig.”
Transfervinduet
Efter over et årti i tømrerfaget opstod erkendelsen af, at han var nået til vejs ende med håndværket:
”Jeg var ligesom håndværker med kroppen, men inde i mit hoved var der bare hele tiden gang i noget andet,” fortæller han.
Den fornemmelse – kombineret med en rugbyskade, der ikke ville gå væk, og et boligmarked, som på det tidspunkt gav mere luft i økonomien – åbnedes et vindue til et karriereskift. Sune With Christensen støvede sit gamle eksamensbevis af, snittet gav mulighed for at søge ind på filosofistudiet på Aarhus Universitet, og i 2019 blev han tilbudt en plads:
”Det føltes bare helt vanvittigt at skulle til at sidde og søge om SU i en alder af 38 år. Jeg havde ét skud til at lave mit liv om og få en anden uddannelse, som kunne føre til en anden type jobs,” fortæller Sune With Christensen.
Forargelse blev startskuddet til projektet
Der gik ikke længe, før Sune With Christensen blev sporet ind på, hvilket forskningsområde på filosofi der virkelig interesserede ham. I etikkurset på studiet indgik et forløb om krigens etik, og her er et af de store hot topics autonome våben.
Altså maskiner, for eksempel droner, der via kunstig intelligens på egen hånd uden menneskelig indblanding og godkendelse kan udvælge og angribe mål. Når algoritmerne i sådan en maskine bliver komplicerede nok, er der et såkaldt black box-element i maskinen, hvor det selv for programmøren kan være svært at gennemskue, hvorfor og hvordan maskinen kommer frem til bestemte konklusioner, for eksempel hvad der er et mål, og hvornår den skal affyre skud. Da Sune With Christensen fandt ud af, at man rent faktisk allerede brugte autonome våbensystemer i krigsførelse, blev han paf:
”Jeg blev simpelthen godt og grundigt forarget. Mit grundlæggende argument var, at en del af krigens love er, at man ikke må udsætte hverken fjenden eller civilbefolkningen for arbitrær vold. Altså tilfældig vold. I og med at der er denne black box-komponent, hvor algoritmen på egen hånd kan komme frem til konklusioner og dermed kan lave fejl, mener jeg, at det at flyve med en drone over en civilbefolkning potentielt kan føre til arbitrær vold,” forklarer han.
Spørgsmålet om retfærdig krig
Forargelsen og forundringen førte til, at han først skrev bacheloropgave om emnet og nu altså også en ph.d. De næste fire år skal Sune With Christensen undersøge tre grundlæggende etiske problemstillinger ved brugen af autonome våbensystemer.
Først skal han undersøge, hvordan denne nye våbenteknologi kan give mening til princippet om retfærdig krig, når krig ikke længere er noget, der bliver ført mellem mennesker, hvilket i hans øjne udfordrer de grundlæggende vilkår og rettigheder, som gælder inden for krigens love:
”Rettighederne er bundet op på, at soldaterne på slagmarken befinder sig i en gensidig situation: De er udsat for livsfare, har pligt til at kæmpe og ret til at slå ihjel. Det kan de gøre straffrit, fordi krig indebærer en risiko for at miste livet. Så hvis den ene part er en maskine, som kan undværes og erstattes, hvordan kan det så give mening til princippet om retfærdig krig, når risikoen ikke er til stede? Der opstår simpelthen et modsætningsforhold, når krigen bliver risikofri,” forklarer Sune With Christensen.
Videre skal han også undersøge, hvordan brugen af autonome våben i stedet for soldater på slagmarken kommer til at ændre vores opfattelse og billede af den gængse soldat – og altså deraf soldatens ethos. Sidst er han også interesseret i at undersøge nærmere, hvordan autonome våben potentielt kan føre til en dehumanisering af de militære mål, idet beslutningen mellem liv og død ikke længere bliver draget af et menneske, men i stedet af en maskine, hvor mennesket blot er reduceret til en bestemt række sensordata:
”Sat på spidsen er det for autonome våben jo fuldstændigt ligegyldigt, om det er et træ eller et menneske, og i princippet er det også ligegyldigt, om det er en gruppe soldater eller en børnehave. Hvis sensordataene lever op til parametrene, så skyder den.”
Ifølge Sune With Christensen er det umuligt at lave definitive konklusioner på disse spørgsmål, men han håber, at hans forskning kan bidrage til at nuancere og øge bevidstheden om de etiske problemstillinger, når der skal laves anbefalinger og regler for brugen af den slags våbenteknologi. For nu, hvor teknologien er her, kan det pludselig også blive udfordrende at forsvare ikke at bruge den i stedet for at risikere soldaters liv, mener han:
”Det virker også absurd at sige til fru Jensen, at jo, vi kunne godt sende en drone, men nu smider vi din søn ud med faldskærm i stedet. Men det virker samtidig også absurd at sige: Her er noget, som er værd at gå i krig for, men det er ikke værd at dø for. Krig skal på en eller anden måde gøre ondt,” forklarer han.
Ph.d.-processen er et stort monster
Sune With Christensen har arbejdet sig målrettet frem mod sin ph.d. På Afdeling for Filosofi og Idéhistorie ved Institut for Kultur og Samfund udbydes der ikke specifikke ph.d.-stillinger, og man er heller ikke tilknyttet et bestemt center for forskning. Sune With Christensen har bygget hele idéen til projektet og udarbejdet ansøgningen på eget initiativ:
”Processen til en ph.d. er bare vildt fed, men også et kæmpe monster. Den tid, der går med at lave ansøgningen i forhold til sandsynligheden for at få en ph.d., er jo slet ikke proportional. Jeg har brugt meget længere tid på min ph.d.-ansøgning end på næsten alle andre eksamener tilsammen,” konkluderer han.
”Det kræver ekstremt meget selvstændighed, for der kommer ikke nogen og prikker dig på skulderen og opfordrer dig til at søge. Men en ph.d. koster også rigtigt mange penge, så jeg synes, der ligger en nødvendighed i at kunne vise, at man godt tør kaste sig ud i at stykke projektet sammen selv, og man opnår også et vist niveau inden for feltet ved at have sat sig ind i det på egen hånd.”
Er her for at blive
Idéen om at skrive en ph.d. kom ikke ud af det blå eller hen ad vejen, som studiet skred fremad. Det var helt fra starten planen for Sune With Christensen, at studiet skulle føre til en ph.d. og videre til en karriere i den akademiske verden:
”Jeg bliver i elfenbenstårnet, indtil de ringer fra Det Etiske Råd, når jeg er 75 år. Ej, jeg synes generelt, det kunne være rigtigt fedt for eksempel at få lov til at blive lektor.”
At undervise og have meget kontakt til de studerende er, når han tænker over det, nok det, han helst vil. Til gengæld er tanken om at ende på det private arbejdsmarked knap så attraktiv:
”Jeg kan frygte, at jeg kommer til at sidde i en eller anden HR-afdeling i et firma og skrive et værdigrundlag, som kun skal skrives, fordi det ser godt ud eller vil skabe vækst.”
Korrekturlæst af Charlotte Boel