Birgit Schiøtt tager imod på Institut for Kemi, hvor hun for 40 år siden begyndte at studere kemi, og som i de seneste 23 år har dannet rammen om hendes uafhængige forskning. Hun fører an venstre om, op ad trapper, rundt om et hjørne, gennem en glasdør og rundt om endnu et hjørne. Et forløb, som faktisk kan fungere som et billede på Birgit Schiøtts karriere. Hun er med egne ord ikke gået "den lige vej”, selvom retningen har været opad.

Birgit Schiøtt er professor i kemi og har de seneste knap 20 år forsket i hjernens kemi. I perioden 2014 til 2023 var hun desuden institutleder for Institut for Kemi. Til trods for det ligger hendes kontor ikke i forlængelse af institutsekretariatet; hun sidder derimod midt i den forskningsgruppe, hun har ledet i 23 år.

"Da jeg blev institutleder, var jeg endnu ikke fyldt 50, og jeg syntes, jeg var for ung til at lukke min forskning ned. Så jeg valgte at beholde mit kontor sammen med gruppen, så vi løbende kunne mødes uformelt ved kaffemaskinen, og så de altid lige kunne fange mig i fem minutter. Derudover har jeg gjort meget ud af at træne mine postdocer i projektledelse og gruppeledelse, ligesom vi havde klare aftaler omkring projektmøder,” fortæller hun.

Der er stille på gangen denne eftermiddag. Og det vil der også være fremover. Efter 28 år som aktiv forsker har Birgit Schiøtt besluttet at opløse gruppen og sætte sin forskning på pause. Årsagen er, at hun 1. maj tiltræder som dekan for Faculty of Natural Sciences. På spørgsmålet om, hvordan hun har det med nu at indstille sin forskerkarriere, svarer hun afklaret:

"Det er o.k. Det er det. Det er en konsekvens af mit valg, som jeg er bevidst om.”

Birgit Schiøtt tilføjer, at hun har overvejet beslutningen længe og ser frem til, at hun i sit nye virke også vil kunne facilitere andre forskningsindsatser, som det for eksempel er tilfældet med det tværvidenskabelige Quantum Campus Aarhus, som hun har ledet siden august 2023.

De ph.d.-studerende og postdocerne i gruppen har hun hjulpet videre til nye vejledere. Gruppen har varieret i størrelse gennem årene; da den var størst, talte den 20 forskere, men er nu nede på fem. Bevillingerne udløber næste år – bortset fra en enkelt, som løber til 2026. Den del er der taget hånd om, forsikrer hun.

En vigtig tid for den naturvidenskabelige forskning

Birgit Schiøtt glæder sig til sit nye virke som dekan og fortæller gerne, hvad der fik hende til at søge stillingen.

"Jeg trives godt med den type opgave – at få folk til at arbejde sammen og få holdet til at spille sammen. Dertil kommer, at vi lige nu befinder os i en vigtig periode for den naturvidenskabelige forskning og dermed for Faculty of Natural Sciences. Som samfund står vi over for store omvæltninger, som kræver nye løsninger, som den naturvidenskabelige forskning i høj grad kan bidrage til. Det gælder blandt andet i forhold til den grønne omstilling og inden for sundhedsområdet, hvor det jo under corona blev tydeligt i det brede samfund, at mange svar og løsninger ikke kun blev leveret af sundhedsvidenskaben, men i høj grad også af naturvidenskaben. Den gryde vil jeg gerne holde kogende og formidle, at den nysgerrighedsdrevne grundforskning er højaktuel og fremadskuende,” siger hun.

Der er også væsentlige dilemmaer at forholde sig til i disse år for dele af den naturvidenskabelige forskning, peger hun på:

“Nye geopolitiske udfordringer har for eksempel konsekvenser for forskning, der har dual use, fordi de udfordrer den åbenhed, der tidligere har præget forskningsverdenen, hvor vi nu skal skabe en ny kultur og skal revidere, hvem vi vil dele vores viden med.”

"Man skal nyde, før man kan yde”

Hvad er din vision for fakultetet?

"Jeg har jo været her i mange år, så helt utilfreds kan jeg jo ikke være. Det er et stærkt fakultet, som leverer uddannelse og forskning i verdensklasse, så der er ikke brug for revolutioner. Men vi skal konstant være forudseende og løbende tilpasse os efter, hvilke opgaver vores kandidater kommer til at løse.”

Birgit Schiøtt ønsker også, at fakultetet skal være et internationalt attraktivt forsknings- og studiemiljø, man som forsker og studerende vælger til.

"Vi har et brandvarmt arbejdsmarked inden for flere naturvidenskabelige felter, så det kræver, at her er rart at være, at her er gode faciliteter, en god infrastruktur og i det hele taget gode forhold.”

Birgit Schiøtt mener i den forbindelse, at det især er vigtigt at sikre gode forhold for nye forskere, når de etablerer deres uafhængige forskningsgruppe.

Jeg plejer at sige, at man skal nyde, før man kan yde. Man skal tidligt i sin forskerkarriere mødes med gode forhold og faciliteter og med dygtig faglig sparring.

"Jeg plejer at sige, at man skal nyde, før man kan yde. Man skal tidligt i sin forskerkarriere mødes med gode forhold og faciliteter og med dygtig faglig sparring. Det skaber nemlig fundamentet for, at man kan udvikle sig til senere at være med til at skabe de gode forhold for andre og for fælleskabet.”

Hun er selv et eksempel på netop det. For når Birgit Schiøtt selv ser tilbage på, hvad der har været afgørende for, at hendes karriere har udfoldet sig, som den gjorde, er det i høj grad i kraft af mødet med inspirerende personligheder og internationale forskningsmiljøer, hvor der har været muligheder for at udvikle sig og lære nyt.

Man forstår noget grundlæggende om verden

Birgit Schiøtts far var fysiker på Aarhus Universitet, og der var både farmaceuter og landmænd i familien. Måske derfor ville den unge Birgit være arkitekt – lige indtil hun i gymnasiet fik en "fremragende” lærer til kemi. 

"Hun gjorde faget spændende og nærværende for mig. Kemi giver en forståelse for, hvorfor ting er, som de er. Man forstår noget grundlæggende ved verden, når man lærer kemi,” fortæller Birgit Schiøtt.

Hun husker et virksomhedsbesøg ved Novo Nordisk tilbage i 1982-83, hvor hun sammen med sin gymnasieklasse for første gang så en computervisualisering af et molekyle og blev fascineret af mulighederne med grafisk 3D-visualisering af kemi.

I Nobelprismodtagers gruppe som 22-årig

Der var heller ingen slinger i valsen efter gymnasiet. Birgit Schiøtt begyndte på kemi-fysik, som bacheloruddannelsen dengang hed. På kandidaten fokuserede hun alene på kemi, det sidste år i ret eksklusivt selskab. Via sin vejleder fik hun nemlig mulighed for at blive en del af den amerikanske kemiprofessor Roald Hoffmanns forskningsgruppe på Cornell University i Ithaca i staten New York. Hoffmann havde syv år tidligere modtaget Nobelprisen i kemi. 22-årige Birgit fra Elev lidt uden for Aarhus var ydmyg over at have fået den mulighed og lidt nervøs over at skulle så langt væk hjemmefra.

"Jeg havde jo ikke rigtigt noget at sammenligne med. Jeg tænkte bare, at det nok var sådan, man gjorde, og jeg så ikke meget til ham det år, da han optog en TV-serie. Men det var lærerigt og udviklende at være en del af hans gruppe – og som 22-årig at stå på egne ben i USA i en tid uden internet og mobiltelefoner,” fortæller hun.  

Efter kandidaten begyndte hun på sin ph.d. – og her tog hun igen til USA, nærmere bestemt Massachusetts Institute of Technology (MIT), hvor hun blev en del af en international forskergruppe ledet af kemiprofessor Stephen L. Buchwald, som var blandt de mest citerede forskere inden for feltet i perioden.

I hans gruppe oplevede jeg, hvordan man med dagligt nærvær kan drive en gruppe med stor intern glæde og samarbejde – i en ånd af hjælpsomhed.

"I hans gruppe oplevede jeg, hvordan man med dagligt nærvær kan drive en gruppe med stor intern glæde og samarbejde – i en ånd af hjælpsomhed,” fortæller hun.

Efter ph.d.’en arbejdede hun i nogle år som gymnasielærer, indtil hendes mand fik en postdoc-stilling i USA. 

"Jeg ville med, men ikke som medfølgende hustru. Så jeg var så heldig at få en postdoc-stilling, som dog krævede, at jeg lærte mig biokemi.”

Birgit Schiøtt blev en del af en forskningsgruppe ledet af kemiprofessor Thomas Bruice ved University of California, Santa Barbara. Hun fremhæver ham som en af dem, der har været med til at forme hende fagligt.

"Jeg lærte meget af ham – også at man ikke skal arbejde 24/7, men sagtens kan have et liv ved siden af sin forskning. Han holdt selv meget af at surfe og gjorde det ofte,” fortæller Birgit Schiøtt, der også fandt hans personlige baggrund inspirerende.

"Han kom fra ringe kår i Sydcalifornien og kunne derfor ikke bare komme på universitetet. Derfor meldte han sig til marinen og deltog i 2. Verdenskrig, hvorefter han kunne få et universitetsstipendium. Siden blev han en af de absolut førende forskere på sit felt.”

Hjemme igen blev Institut for Kemi igen rammen om Birgit Schiøtts virke; hun var med sin nyerhvervede baggrund inden for biokemi blandt andet med til at tilrettelægge den dengang nye uddannelse i medicinalkemi, specielt inden for computer aided drug design – eller 'fjernsynskemi’, som det lidt mere jordnært blev omtalt på dansk. Hun var ikke fastansat, men søgte forskellige karrierestipendier ved forskningsråd. Først i 2007, 14 år efter ph.d.-graden, blev hun fastansat på instituttet.

"Det tog lang tid, før jeg blev fastansat. Men den daværende institutleder så mig, lyttede til mig og så et behov for mit felt. Han kerede sig om andre mennesker og om fællesskabet på instituttet, som var præget af fællesskabsfølelse frem for misundelse,” siger Birgit Schiøtt og understreger, at hun trives med den konkurrence, som er en del af forskningsverdenen.

Elitehåndboldspiller

Fælleskab og konkurrence dyrkede hun også i fritiden, hvor hun i en periode på 12 år – fra hun afsluttede gymnasiet og frem til, hun tog til USA som postdoc – spillede håndbold i Skovbakken. På eliteniveau – og ja, også mens hun skrev sin ph.d.

"Dengang kunne man ikke spille professionelt, så det var som amatør. Men vi spillede i den bedste række og kvalificerede os til Europa Cup. Vi trænede fire gange om ugen og spillede kamp en gang om ugen. Der var mange på holdet, der også kom fra universitetet eller anden videregående uddannelse – det gjorde vi stort set allesammen. For mig, der kom fra et meget, meget mandsdomineret område – dengang var der omkring 100 mænd og 4 kvinder på første års fysikkursus – var det rart at være en del af et kvindeunivers – og så kunne jeg også godt lide konkurrencen.”

Når Birgit Schiøtt sådan udlægger sine bedrifter både inden for forskningens og sportens verden, fristes man til at høre, hvad hun mon spiser til morgenmad. Måske hun har en biokemisk hemmelighed?

"Friskbagte boller. Jeg har en dej stående i køleskabet og bager to boller, mens jeg er i bad, det er ikke svært. Men det er ikke det, der gør det,” smiler hun.

"Jeg har grebet de chancer, der er kommet. Og jeg har ikke været bange for at udfordre noget, jeg ikke kunne, og øve mig, indtil jeg lærte det – og selvfølgelig med en forstående og støttende familie og mand.”

Korrekturlæst af Charlotte Boel