»Og så har vi professoren, som er en meget klog mand. Han ved, hvem der står i fare for at blive radikaliseret!«

Professor Preben Bertelsen ser beklemt ned i bordet under ordstyrerens præsentation af ham som oplægsholder til et debatmøde om antiradikalisering en mandag aften på Gellerup Bibliotek.

»Jeg tænkte, at det måske ville skabe afstand, at han slog så meget på, at jeg var fra universitetet,« siger Preben Bertelsen, da vi om fredagen i den samme uge mødes til interview på hans kontor på Psykologisk Institut i Universitetsparken.

Følelser uden på tøjet

Om noget er afstand nemlig det sidste, nogen har brug for at blive mødt med til dette debatmøde, der finder sted den første hverdagsaften, efter 22-årige Omar El-Hussein dræbte to mennesker i forbindelse med skudattentaterne i København i weekenden 14. og 15. februar.

Men at den er der, afstanden, er ikke til at tage fejl af, og det samme gælder fornemmelsen af, at følelserne sidder uden på tøjet hos de fleste af de ca. 250 fremmødte på biblioteket, der ligger midt i betonen i Gellerupparken.

Bevæbnede betjente

Mens arrangørerne forsøger at finde flere stole til de mange, der bliver ved med at strømme til, fortæller en kvinde, der ser ud til at være af somalisk afstamning, at mange mødre i den opgang, hvor hun bor i Gellerup, ikke har turdet sende deres børn i skole denne mandag af angst for, at børnene skulle blive udsat for repressalier efter attentaterne i weekenden.

Bevæbnede betjente, som der er mange af denne aften, går med årvågne udtryk i ansigterne ned langs rækkerne af bogreoler. Og da forsvarsministeren og borgmesteren, som også er blandt oplægsholderne, indfinder sig som nogle af de sidste, ankommer de direkte fra en mindehøjtidelighed for ofrene for Omar El-Husseins angreb, som i hast er blevet arrangeret ved pladsen foran Aarhus Rådhus.

Tak for de kloge ord

Da Preben Bertelsen får ordet for at holde sit oplæg, rejser han sig fra sin plads i panelet. Han bruger som den eneste PowerPoint, og han peger ofte op på sine slides for at understrege pointer.

Han fortæller om den måde, som unge, der står i fare for at blive radikaliseret, bliver mødt af blandt andre psykologer, politi og socialrådgivere i Aarhus. Og han taler om, at hvis vi skal have en chance for at forhindre angreb fra unge marginaliserede mænd som Omar El-Hussein, må vi blive ved med at forsøge at forstå årsagerne til, at nogle unge bliver radikaliserede.

»Tak for de kloge ord fra ham professoren. Jeg synes, det, du siger, lyder rigtigt. Du ser det fra et åbent perspektiv,« lyder det fra en ung mand i dynejakke under den efterfølgende debat, hvor så mange har en hånd rakt i vejret, at ordstyreren kommer på overarbejde.

Preben Bertelsen kan ikke skjule sin glæde, da han bliver mindet om bemærkningen under interviewet om fredagen på sit kontor.

»Ordene fra den unge mand er mere værd end ti publicerede artikler. Men det skal du ikke skrive, for måske bliver det læst af min institutleder,« ler han.

Professoren fra elfenbenstårnet

Det er nu ikke fordi, Preben Bertelsen ikke har publiceret artikler. Faktisk beskriver han sig selv som en, der har siddet og forsket ti år i et elfenbenstårn. Da han bliver spurgt om, hvordan han har oplevet det hele, siden han forlod tårnet for at tage del i frontarbejdet med unge, der eksempelvis går med planer om at rejse til Syrien, forklarer han:

»Jeg har oplevet et fantastisk samarbejde med socialrådgivere, psykologer og gadeplansarbejdere, som beskæftiger sig med socialt udsatte unge. Og det er fint at se, at min forskning kan omsættes i praksis. Men nok så vigtigt er det, at jeg får mindst lige så meget igen ved at få vist, hvordan realiteterne rent faktisk er derude.«

Han fortsætter:

»Jeg bliver hele tiden konfronteret. Og udfordret på både socialarbejdernes og de unges virkelighed. Dermed får jeg også et uvurderligt stort input til min videre forskning. Og at arbejde som forsker på den måde, jeg gør nu, vil jeg fortsætte med, fordi jeg kan se, at det er en win-win-situation.«

Præsident Obamas morgenavis

At Aarhus Universitet sammen med Østjyllands Politi og Aarhus Kommune har valgt at arbejde med marginaliserede unge på en måde, der har vakt international opmærksomhed, er på ingen måder en overdrivelse.

Da jeg første gang ringer til Preben Bertelsen i efteråret for at tale nærmere om et eventuelt interview, får jeg ikke andet ud af det end besværet med at samle min underkæbe op fra skrivebordet. Som er ramlet ned, da han i telefonen nævner de aftaler, som allerede fylder hans kalender.

En journalist fra præsident Obamas morgenavis Washington Post har lige været der, en anden fra The Guardian kommer dagen efter, og sådan bliver han ved. Over 200 nationale og internationale medier har henvendt sig gennem de seneste måneder. 

»I begyndelsen er det ret interessant at opleve den mediebevågenhed. Og det er også vigtigt at stille op, for det har betydet, at man rundt om i verden er blevet opmærksom på vores Aarhus-model. Og jeg mener rent faktisk, uden at det forhåbentlig kommer til at lyde af for meget, at vi har noget at bidrage med på verdensplan i forhold til antiradikalisering. Men jeg må også sige, at på et tidspunkt bliver det en forstyrrelse, og det bliver også trættende i længden. Så vi er begyndt at tale om, at vi skal til at have lidt arbejdsro igen,« siger Preben Bertelsen.

Indsigt, som ikke fås på konferencer

Men indtil videre stiller han stadig op til interviews, da han har erfaret, at optræden i medierne er med til at skabe kontakter og indsigter, han ellers ville være gået glip af som forsker.

»Vi har noget at bidrage med, men vi sidder ikke med den fulde sandhed, og andre har gang i en masse spændende ting rundt om i verden, som ligner det, vi beskæftiger os med. Jeg har lige hørt om et initiativ i Minnesota, hvor de arbejder i det somaliske miljø på en måde, som ligner den metode, som vi arbejder med her i Aarhus. Og det er jo fantastisk, at man gennem medierne bliver opmærksom på hinanden på internationalt plan. Det er et gensidigt kendskab, som man ikke får på akademiske konferencer, for der når man slet ikke ud på gaden.«

Aarhus-modellen

»Forebyggelse af radikalisering og diskrimination i Aarhus« er den korrekte betegnelse for den pædagogiske tilgang til unge på kanten af samfundet, som de fleste efterhånden kender som Aarhus-modellen.

Aarhus-modellen er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Østjyllands Politi og Aarhus Kommune.

Formålet er at forhindre religiøs eller politisk radikalisering af unge. Man arbejder blandt andet med en forståelse og håndtering af begreber som radikalisering, ekstremisme, terrorisme og diskrimination.

Som udgangspunkt anser man diskrimination som den største medvirkende enkeltfaktor til, at unge kan ende derude, hvor de står i fare for at blive radikaliserede, og derfor tager indsatsen i relation til at minimere rekrutteringsgrundlaget afsæt i, at:

• et bæredygtigt og sammenhængende samfund udvikles på tværs af social baggrund, etnisk, kulturelt og sprogligt tilhørsforhold.
• sammenhængskraft understøttes af, at alle oplever og bruger medborgerskab.
• oplevelse af diskrimination og manglende oplevelse af medborgerskab er en af flere faktorer, der kan føre til radikalisering.
• forebyggelse af radikalisering i Aarhus også omfatter en aktiv indsats mod diskrimination.