Prorektor for uddannelse: Vi tager stress meget alvorligt

Udviklingen i stressniveauet blandt AU’s studerende er bekymrende, siger prorektor for uddannelse Berit Eika. Nu skal de enkelte studiemiljøer undersøges til bunds.

Foto: Anders Trærup

Selvom AU siden 2011 har sat massivt ind over for stress, føler endnu flere studerende i dag ofte eller altid stærke stresssymptomer, viser Studiemiljøundersøgelse 2014. Det ærgrer prorektor for uddannelse Berit Eika, at de sidste tre års indsats ikke afspejles i tallene.  

”Vi er ikke bekendt med, at vi har gjort tingene sværere for de studerende. Tværtimod har vi brugt tiden på at skabe så gode uddannelsesvilkår som muligt,” siger prorektoren, der tiltrådte i sommer.

Som umiddelbar reaktion på studiemiljøundersøgelsen har Berit Eika i samarbejde med studenterrådet og studievejledningen taget initiativ til et møde om stress blandt de studerende den 28. oktober. Formålet er at prøve at forstå, hvad der ligger bag den negative kurve, og finde ud af, hvordan AU bedst muligt kan hjælpe de studerende med at håndtere stress.

”Vi håber, at rigtig mange studerende, undervisere og ansatte på ledelsesniveau møder op så vi kan bruge vores fælles kræfter på at adressere emnet,” siger hun.

Fakta:

70 projekter siden 2011

Hjemmesiden tvivsel.au.dk, studiekompetencedage for nye studerende og kurser om motivation og stresshaåndtering er bare nogle af de mere end 70 projekter, AU har søsat siden 2011 for at nedbringe stress blandt de studerende. Det fortæller Anne Christine Teglborg, som er afsnitsleder ved AU Studier, Vejledning og studieinformation, der hvert år afholder mere end 40.000 individuelle samtaler med studerende.

"Vi har fokuseret meget på at lave langsigtede løsninger og forebyggelse. Vi skal fortsat forsøge at lære de studerende, hvordan de haåndterer det forventningspres, der er fra dem selv, og det forventningspres, der er udefra. Både fra politisk niveau, fra universitetet og fra forældre," siger hun.

Vi kan blive bedre

Samtidig er der sat gang i en større analyseproces på fakulteterne, som der vil blive samlet op på efter jul, siger Berit Eika.

”Institutterne tager det her meget alvorligt og er i gang med at dechifrere undersøgelsen af studiemiljøet på den enkelte uddannelse for at finde ud af, hvor vi har brug for flere informationer eller aktiviteter, og hvor vi allerede gør en god indsats.”

For eksempel er læsesale og grupperum en mangelvare, erkender prorektoren, som også er interesseret i, hvordan man bedst muligt støtter de studerende med at organisere deres arbejde mellem timerne, blandt andet ved mere inddragelse af it.

Delt ansvar

De høje krav til faglighed og kvalitet kan man ikke slække på. Ligesom man heller ikke kommer uden om, at universitetsstudiet er en selvstændig rejse, konstaterer Berit Eika. Dertil kommer en række ydre, samfundsskabte faktorer og en fremdriftsreform, der er med til at lægge ekstra pres på de unge, siger prorektoren.

”Det voksende stressproblem blandt studerende er en meget kompleks problemstilling, som universitetet ikke kan løse alene. Vores opgave er at skabe gode rammer omkring undervisning og studiemiljø og beskrive vores læringsmål og forventninger så præcist som muligt.