Når jeg sidder med den følelse, skyldes det mine egne erfaringer, efter at jeg for en del år siden havde min første sag om plagiat, som gjorde mig opmærksom på problemet.

Ved at skærpe mit fokus gik jeg fra ingen sager til at have to-tre sager om året, og nu har jeg en radar, der instinktivt slår ud, når den studerendes sprog i en opgave fra afsnit til afsnit svinger fra grammatisk udfordret og blodfattigt til præcist, velargumenteret og måske ligefrem elegant. Derudover en systematik, der gør, at jeg beder om, at alle opgaver bliver indleveret elektronisk og kørt igennem vores anti-plagiat-system URKUND.

Da det virker meget usandsynligt, at jeg år efter år skulle have mindre moralske studerende end mine kolleger, begyndte jeg et mindre korstog for at sætte problemet på dagsordenen. Åbent (men anonymiseret) fortalte jeg over frokosten om de sager, jeg havde, hvordan jeg havde opdaget dem, og hvordan de var blevet håndteret i Uddannelsesjuridisk Service. Det har sat gang i en udvikling, hvor flere og flere sager er blevet opdaget og ikke mindst indrapporteret, så de skyldige har fået passende sanktioner. Det skyldes i høj grad også, at der over de seneste år er blevet strammet gevaldigt op på håndteringen af sagerne i administrationen, både hvad angår sagsbehandlingen og konsekvensen for de studerende. Hvad der i den sammenhæng er særligt nedslående, er, at jeg flere gange har oplevet studerende, der, efter at de har fået en dom for plagiat, ligeud siger, at ”sådan har de altså gjort hele deres studie”. Det bestyrker mig i, at problemet er noget større end det, vi har i statistikkerne.

En særlig udfordring for at komme problemet til livs er, at jeg møder vidt forskellige holdninger til snyde- og plagiatsager rundt omkring på AU. Flere kollegerhar lige ud sagt, at de ikke agter at spilde tid på at lave indrapporteringer, men blot dumper studerende med henvisning til, at ”så har de jo fået den straf at skulle tage det om”. Andre steder oplever jeg studieledere, særligt på mindre fag, som er meget forsigtige med at risikere dårlig omtale og hellere vil vende ryggen til end have en sag til at skade uddannelsens omdømme. Endelig kan man konstatere, at der er meget store forskelle på, hvor mange sager der bliver indrapporteret fra de forskellige faglige miljøer. Skyldes det alene, at de studerende har forskellige moralske kompasser afhængigt af studieretning – eller skyldes det snarere, at der er forskellige traditioner for at opdage og indrapportere snyd og plagiat?

AU har skabt rammerne for, at vi kan slå godt igen mod snyd og plagiat, ved at oprette et team af folk med kompetence og særligt fokus på det, og det er et vigtigt første skridt. Men jeg kunne godt tænke mig, at jeg om et års tid kunne høre i nyhederne, at ”Aarhus Universitet har det seneste år oplevet den største stigning i indberetninger om eksamenssnyd og plagiat. Det er sket efter en målrettet indsats for at komme problemet til livs.”