Årets kapsejlads rykker online og til barer i Aarhus – hvis forsamlingsforbuddet tillader det

Når årets kapsejlads løber af stablen 25. juni, bliver den afholdt virtuelt med de heppende tilskuere på distancen. For at få en lille snert af den traditionsrige fest i Universitetsparken kan de studerende samles til lukkede fester på barer i Aarhus og følge sejladsen på storskærme. Det hele afhænger dog af, at forsamlingsforbuddet bliver hævet, så 100 personer kan samles.

Kapsejladsen i år bliver afholdt virtuelt med de heppende tilskuere på distancen. For at opleve den traditionsrige fest i Universitetsparken kan de studerende samles til lukkede fester på barer i Aarhus.

Når kalenderen viser slut juni, og dette års vinder af ’Kampen om Det Gyldne Bækken’ skal findes til den traditionsrige Kapsejlads, må de studerende juble ekstra højt fra stuerne eller kollegiekøkkenerne, hvis de konkurrerende hold skal have chance for at høre det. Dette års kapsejlads bliver nemlig igen i år afholdt uden tusindvis af festglade studerende på søbredden i Universitetsparken. Men i modsætningen til sidste år, hvor sejladsen fandt sted i al hemmelighed, livestreames den i år.

Man kan se med fra sofaen eller vælge det festlige alternativ, som arrangørerne har i støbeskeen, nemlig at de studerende kan mødes på barer i Aarhus og sammen følge sejladsen på storskærme med livestreaming fra Universitetsparken.  

Alt afhænger af forsamlingsforbuddet

Der er dog lige detaljen, forsamlingsforbuddet. I skrivende stund er det på 10 personer udendørs; det skal hæves til 100 personer, for at Kapsejladsen kan afholdes.

”I sommers, da vi havde kapsejlads i parken, gjorde vi det med et forsamlingsforbud på mindst 100. Det betød, at vi kun måtte være de sejlende foreninger, Umbilicus og kameramænd til stede i parken, og vi nærmede os det daværende forsamlingsforbud. Vi er derfor nødt til at have et forsamlingsforbud på 100, for at det rent logistisk kan lade sig gøre i parken,” siger Sofie Paarup Thomsen, der er den ene af de to medarrangører bag Kapsejladsen.

Idéen opstod i efteråret

I årevis har universitetets festforeninger i flere måneder trænet både overarme og teknikker til at bunde øl for at være klar til at vinde kampen om ’Det Gyldne Bækken’ til jubel fra 25.000–30.000 studerende i Universitetsparken.

Men i år har arrangørerne måttet tænke ud af parken og finde andre alternativer.

”Allerede i efteråret tænkte vi, at det ville være for usikkert at satse på at holde en normal kapsejlads, fordi der hele tiden kom nye udmeldinger. Derfor blev vi enige om at holde ved planen som sidste år og lave en kapsejlads med distance,” siger Sofie Paarup Thomsen.

”Til den normale kapsejlads har vi samarbejdspartnere, der står for barfaciliteterne. For at kunne stable den bedste kapsejlads på benene har vi i år givet vores samarbejdspartnere lov til at lave ting på deres hjemmebane og derfor denne idé med barerne,” tilføjer Bjørn Heje, der er den anden arrangør af Kapsejladsen.

Ingen livemusik

I år har arrangørerne valgt at sløjfe livemusikken, da de ikke mener, det af praktiske årsager vil være en succes på livestream.

Men som altid vil kyndige konferencierer tage de studerende gennem kampen. Hvem de bliver, er endnu ikke offentliggjort, og folk må vente i spænding til midten af maj, lyder det fra arrangørerne.

Inviterer på morgenfest

For mange er det en helt naturlig del af Kapsejladsen, at vækkeuret ringer midt om natten, og morgenkaffen bliver skyllet ned med Baileys eller dåseøl fra en festivalstol i Universitetsparken. For at bevare stemningen af morgenfest er det planen, at de studerende skal tage plads på Aarhus’ barer fra klokken otte om morgen.

”Vi har lagt hovederne i blød for at finde ud af, hvordan vi laver ’kapsejlads-oplevelsen’ så autentisk som muligt. Til en normal kapsejlads møder folk ind tidligt om morgenen og hygger sig i parken. Det var måske lidt voldsomt at få folk til at møde ind på barerne midt om natten, men det betyder meget for os at sætte stemningen. Vi sørger for, at der er underholdning og konkurrence barerne imellem fra tidlig morgen,” siger Bjørn Heje.

Barerne bliver delt op i studier, så de studerende får fornemmelsen af, at de står på mediciner-bakken eller jura-bakken og jubler sammen med deres studiekammerater.

Men hvor man på bakkerne i Universitetsparken kunne komme med ølkasser, vodkajuice og andre medbragte drikkevarer, skal de våde varer i år købes på barerne.

”Tankegangen fra vores side er, at man skal støtte op om hele det koncept, vi serverer. Vi har gjort alt, hvad vi kan for at få priserne ned, og vi lover studievenlige priser. Samtidig koster det ikke noget at komme ind på barerne,” siger Sofie Paarup Thomsen, der ikke ønsker at fortælle, hvad prisen på en øl bliver.

Tur på bar kræver tilmelding

For at komme med til fest på en af barerne kræver det en tilmelding, så arrangørerne ved, hvor mange barer de skal have i spil. Som studerende skal man holde øje med sin lokale festforening på Facebook, og om cirka en måned vil det være muligt at tilmelde sig.

”Siden vi lagde videoen op i går, har over 2.500 allerede meldt sig ind i Facebook-grupperne for de lokale festforeninger; det er fedt at se, at der er interesse for det. Optimalt set skal vi ud og have fat i så mange barer som muligt,” siger Sofie Paarup Thomsen.

Ingen smugkiggeri i Universitetsparken

Skulle der alligevel være nogen, der ikke kan dy sig for at smugkigge på sejladsen i Universitetsparken, bliver det en skuffende oplevelse.

Arrangørerne fortæller, at søen bliver hegnet ind og hegnet pakket ind i plastik, for at ingen nysgerrige studerende kan tage plads og forsamle sig.

Derudover kommer der til at være vagter, som patruljerer området.

”Vi kommer løbende til at melde en masse ud omkring, at man ikke skal møde op i Universitetsparken. Folk var gode til at respektere det sidste år, så det håber vi også, de er i år,” siger Bjørn Heje.

En plan b?

Men hele festen afhænger som nævnt af, at forsamlingsforbuddet bliver hævet fra 10 til 100 personer, der må samles udendørs.

”Usikkerheden er lidt ’the name of the game’. I starten gik vi efter at lave planer, der passede til forsamlingsforbuddet, men alt er omgærdet af usikkerhed. Vi mener, dette er den fedeste løsning under omstændighederne,” siger Bjørn Heje.

Har I en plan b, hvis ikke forsamlingsforbuddet bliver hævet?

”Ja, vi har gjort os tanker om, hvad vi gør, hvis dette ikke lykkes,” siger Bjørn Heje.

Hvad gør I så?

”Det må vi melde ud til den tid.”