Aarhus Universitetet skal være CO2-neutralt i 2040

Sådan lyder det overordnede mål i udkastet til AU's første klimastrategi – dog under forudsætning af, at universitetet kan klimakompensere dele af sin udledning. Strategien skal nu sendes i høring hos universitetets medarbejdere og studerende og forventes at blive vedtaget af bestyrelsen 1. april.

Grafik: Astrid Reitzel

Udkast til klimastrategi

De fire fokusområder:

Bygninger

  • Reducere energiforbruget i AU's bygninger med 2 % årligt
  • Mere vedvarende energi i AU's energiforbrug
  • Reducere universitetets forbrug af vand i DGNB-certificerede bygninger med særligt fokus på klima
  • Eksperimentere med nye løsninger til at reducere klimaaftrykket på campusområderne

Transport

  • Nedbringe klimaaftrykket fra flytransport med 30 % i 2025 ift. 2020
  • Udfase universitetets diesel- og benzinbiler inden 2025 og fra 2020 kun købe biler, der kører på bæredygtigt brændstof
  • Reducere antallet af biler ejet af AU med 30 % ift. 2018
  • Flere medarbejdere og studerende skal bruge bæredygtig transport til og fra AU

Indkøb

  • Universitetet indkøber varer og tjenesteydelser for ca. 1,2 milliarder kroner pr. år
  • Reducere CO2-udledning via grønnere indkøb og skabe større marked for bæredygtige produkter ved selv at efterspørge dem
  • Stille krav til kantiner for at fremme bæredygtighed og reducere kantinernes klimaaftryk, fx ved at stille krav om en ugentlig kødfri dag og at reducere madspild
  • Fremme en helhedsorienteret tilgang til indkøb af varer og ydelser
  • Lave grønne investeringer
  • Universitetets møbler skal bruges længere og genanvendes mere

Affald

  • AU genererer ca. 1.200 tons affald årligt. Der skal genereres mindre affald
  • 40 % af affaldet genanvendes
  • Bedre muligheder for affaldssortering
  • Stille krav til leverandører om minimering af emballage
  • Indgå ny aftale med virksomheder, der afhenter universitetets affald, for at sikre, at affaldet efterfølgende håndteres i de fraktioner, som det er sorteret

En arbejdsgruppe af medarbejdere og studerende har bidraget til udkastet til klimastrategien, som er endeligt udarbejdet efter drøftelser i universitetsledelsen og bestyrelsen.

Aarhus Universitet har offentliggjort et udkast til AU's første klimastrategi.

Her lyder ambitionen, at AU skal være CO2-neutralt i 2040, og allerede om fem år skal en tredjedel af CO2-udledningen være skåret væk. I 2030 skal udledningen være mere end halveret.

LÆS OGSÅ: Connie Hedegaard: Ny klimastrategi er ikke bare en skrivebordsøvelse – den kommer til at ændre AU’s adfærd

I udkastet kan man dog læse, at det er ”forudsat, at det er muligt for universitetet at benytte virkemidler som klimakompensation”.

Klimakompensation betyder, at man som kompensation for sin CO2-udledning for eksempel betaler for at plante træer, der kan opsuge CO2, eller bidrager økonomisk til, at husstande i Indien kan erstatte bålsteder med klimavenlige komfurer.

Klimastrategien skal ses som AU's bidrag til at nå FN's verdensmål 13, som er at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser og leve op til Paris-aftalens mål om at arbejde for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader sammenlignet med før industrialiseringen.

AU-ansatte skal flyve mindre

De nye klimaambitioner kommer i slipstrømmen på, at AU kort før jul præsenterede sit første klimaregnskab.

Det viste, at især de ansattes mange flyrejser til møder og konferencer bonner ud i regnskabet.

CO2-udledningen fra AU's forbrug af el, varme, kørsel i arbejdssammenhæng og sejlads med forskningsskibet Aurora er tilsammen på 14.904 tons CO2. Til sammenligning udleder universitetets flyrejser mellem 6.150 og 12.619 tons CO2, alt efter hvordan man opgør det.

Forskellen skyldes, at den ene regnemetode tager højde for faktorer som flytype og antallet af sæder, og at CO2'en udledes meget højt oppe. Begge beregninger er usikre, fordi det ikke har været muligt at indhente præcise rejseoplysninger på alle AU-ansattes rejser.

Derfor er netop transport også et af de fire indsatsområder, den nye klimastrategi fokuserer på.

Et af delmålene er, at AU's klimaaftryk fra flyrejser skal blive 30 procent mindre inden 2025. Det skal blandt andet ske ved at gøre det mere attraktivt for de ansatte at bruge virtuelle mødelokaler frem for at mødes ansigt til ansigt, hvis det kræver rejse udenbys. Og hvis man må og skal afsted, skal det være lettere at tage toget til udvalgte destinationer.

Hvilke rejsemål der er tale om, fremgår ikke af strategien.

Flere cykelstativer og færre biler

Det er ikke kun de ansattes flyrejser, der skal gøres noget ved. AU vil også inden 2025 udfase alle de benzin- og dieselbiler, universitetet råder over, og fra 2020 skal der kun købes nye biler, som kører på bæredygtigt brændstof.

Og så skal universitetet eje en tredjedel færre biler i 2025, end det gør i dag.

De studerende og ansatte skal også opfordres til at bytte benzinbilen ud med klimavenlige alternativer, når de skal til og fra AU. Derfor skal der gøres mere plads til cykelparkering på AU's campusområder, og universitetet skal arbejde for at gøre det lettere at vælge en bæredygtig transportform – for eksempel cykel, offentlig transport og elbil.

Krav om kødfri dage?

Med indkøb for cirka 1,2 milliarder kroner om året sætter AU's forbrug af varer udefra også sit aftryk på klimaet.

Et andet mål i klimastrategien er derfor, at universitetet skal købe mere bæredygtigt ind. Et af forslagene til praktisering af dette er, at AU skal stille krav til kantinerne om, at de fremmer bæredygtighed – og her står menuforslaget blandt andet på, at man stiller krav om en ugentlig kødfri dag.

Derudover kan man også stille krav om, at kantinerne skal reducere madspildet, når der indgås aftaler med de virksomheder, der driver kantinerne.

1.200 tons affald er for meget

De to sidste indsatsområder i strategien tæller bygninger, hvor målet er at bruge mindre vand og reducere energiforbruget med 2 procent årligt. Og så skal der gøres noget ved AU's affald.

På et år genererer universitetets studerende og ansatte i omegnen af 1.200 tons affald. Det tal skal blive mindre. 40 procent af det genanvendes, ligesom det skal være muligt at skraldesortere i mindst fem forskellige slags, så for eksempel glas, plastik, papir og dåser kan genanvendes.

Klimastrategien er sendt i høring hos medarbejdere og studerende frem til 3. marts.

Bestyrelsen vil behandle Aarhus Universitets klimastrategi på sit møde den 1. april 2020, hvorefter strategien forventes at træde i kraft. Den skal gælde frem til 2025.

I forlængelse af strategien skal der laves handleplaner for, hvordan målene og delmålene nås.