Ædruvagt og alkoholfri drinks på barkortet: Festforeningerne på Health går sammen om nyt kodeks for fester

På foranledning af ledelsen har de fire festforeninger på Health nu skrevet et festkodeks, der skal sikre et trygt, inkluderende og åbent miljø for de studerende. Til enkelte fester er det gået for livligt for sig, og efter coronaperioden var der behov for at sikre, at alle er inkluderet i studiemiljøet, fortæller prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach.

Festkodekset er lavet i et samarbejde mellem de fire festforeninger og ledelsen på Health. Foto: Colourbox

Fremover vil det til fester på Health fremgå tydeligere, at der serveres alkoholfri drikke, ligesom det vil være muligt for bartenderne at nægte salg af alkohol til for fulde medstuderende.

Det er noget af det, der nu er skrevet ned i et fælles festkodeks for de fire festforeninger på Health: SIFFOS (Folkesundhed), Beerceps Maximus (Idræt), Apollonia (Odontologi) og Umbilicus (Medicin).

Det nye kodeks opstiller tre hovedværdier: tryghed, inklusion og åbenhed – med hver deres underpunkter. For eksempel står der under åbenhed, at foreningerne skal sikre en god tone på sociale medier og i promovering af arrangementer.

Kodekset sætter også ord på, at der til hver fest skal være en ædru person fra festforeningen til stede, som sørger for, at festen bliver afholdt i henhold til kodekset. Det er også den person ('ædruvagten'), som de festende studerende altid kan regne med at kunne gå til. Ædruvagten er et tiltag, de fire festforeninger praktiserede i forvejen. Det nye er, at det nu er kommet på skrift som et krav.

Det var prodekanen for uddannelse på Health, Lise Wogensen Bach, der tog initiativ til at samle festforeningerne om et fælles kodeks, men de fire foreninger, der selv kom med hver deres udkast til kodekset, fortæller hun. Efterfølgende fandt de frem til et fælles kodeks.

Enkelte lidt for livlige fester

Kodekset sikrer ifølge prodekanen, at festforeningerne nu har en større bevidsthed om, hvad der skal til, for at alle trives i et godt studiemiljø.  

”Vi har altid haft nogle livlige fester, og det skal vi jo også have, men nogle gange blev det måske lidt for livligt. Og på bagkant af corona, hvor den sociale aktivitet har været slået tilbage, skulle vi alle lige mødes igen og ville derfor gerne sikre et godt studiemiljø, hvor alle kan føle sig velkommen,” siger hun.

”Når de studerende fester her, er de stadigvæk en del af AU. Derfor vil vi sikre, at alle de studerende trives, ikke bare til undervisningen, men også til de sociale arrangementer. Festkodekset er de studerendes eget bud på et fælles værdigrundlag, som vi alle har nikket til, siger Lise Wogensen Bach.

Ledelsen er ifølge prodekanen således bekendt med, at enkelte fester er gået for livligt for sig, hvor nogle studerende har fået for meget at drikke. Det kan skyldes, at festerne har fået ”en tand til” efter coronaperioden, vurderer hun.

”Der kan være problemer med at styre, at nogle har drukket for meget. Og det sætter de her ædruvagter i en knibe,” siger Lise Wogensen Bach.

Derfor er det nu en hjælp, at festforeningerne har mulighed for at henvise til kodekset, forklarer hun.

”Idéen er, at det er forebyggende. Det er vigtigt, at vi taler om, hvordan vi skaber den inkluderende og trygge kultur for alle de studerende på Health. Selvfølgelig skal de have lov til at feste, og man kan nok ikke helt undgå, at der kan ske nogle hændelser, hvor der måske er en fest, der løber af sporet. Hvis det sker, og vi skal have en dialog med de studerende efterfølgende, så har vi nu en fælles platform at gå ud fra,” siger hun.

En af de ting, der nu bliver mere synlige med det nye kodeks, er, at alkoholfri alternativer også er en mulighed til festerne. Det skal blandt andet hjælpe til, at de studerende, der ikke drikker, også føler sig velkomne, fortæller Lise Wogensen Bach. For alkoholen fylder for meget, synes nogle studerende ifølge prodekanen.

”Man kan se, at der er nogle, som føler sig ensomme på AU, og vi har hørt fra studerende, som syntes, alkohol fyldte for meget. Det er klart, at alkoholfri alternativer ikke løser alt, men det er en del af at forsøge at få alle med i det sociale fællesskab. Så mindre alkohol og et fælles værdisæt for foreningerne kan forhåbentlig imødekomme nogle af de studerende, som har følt sig lidt klemt, siger hun.

Studenterforeninger var skeptiske i begyndelsen

Da Lise Wogensen Bach for et halvt år siden tog fat i festforeningerne for at lufte idéen, var der dog løftede øjenbryn og undrende miner hos foreningerne, fortæller Sofia Brogaard, der er formand for odontologernes festforening Apollonia.

”I begyndelsen var vi lidt uforstående over for det. Jeg tror, det er, fordi ledelsen aldrig rigtigt har været inde over det her foreningsarbejde, vi laver i festforeningerne. Så først tænkte vi: Hvorfor skal I blande jer i det? De her ting er jo noget, vi altid har haft i hovederne, det er bare ikke rigtigt kommet ud i det åbne før,” siger formanden for Apollonia.

Selv om kodekset er skabt ud af et samarbejde mellem foreningerne og ledelsen, var det ifølge Sofia Brogaard også tydeligt, at AU havde en række ønsker til nogle punkter – primært i forhold til alkohol.

”Der var da helt sikkert nogle ting, hvor de sagde, de ville blive glade, hvis vi tog det til os. Det var blandt andet kodeks for, hvis folk var for fulde, eller hvis folk opførte sig voldeligt. Det kunne vi godt se skulle med, men det har vitterligt aldrig været et problem for os,” siger hun.

I Apollonias fredagsbar kan de festende både få sodavand og alkoholfri øl, ligesom baren også har lavet sin egen alkoholfri drink. Efterspørgslen er dog ikke særligt stor, lyder det fra formanden.

Festen er den samme som før

Sofia Brogaard mener ikke, at festkodekset ændrer noget for de studerende, men derimod er der nu et fælles grundlag, man altid kan holde sig til.

”Vi kører jo på, som vi altid har gjort. Men som studerende er man nu måske mere bevidst om, at man faktisk har ret til at komme til os, hvis man oplever noget til en fest, og sige: Jeg har lige været udsat for det her, kan I hjælpe mig? Det ville vi også have gjort før, men nu er der ligesom en aftale imellem foreningerne og de studerende om, at det kan man altså sagtens, og der er en ædruvagt, som du altid kan komme til,” siger Sofia Brogaard.

Sofia Brogaard er desuden glad for, at festforeningerne kan nægte at sælge alkohol til gæster, hvis de har fået for meget at drikke.

”Det er noget, jeg selv synes er ret vigtigt. Vores bar er et sted, hvor folk kommer for at koble fuldstændigt af efter en stressende uge. Og det kan gå galt, og det kan nemt gå galt for folk, der ikke har haft til hensigt at drikke så meget.”

”Jeg synes, det er supervigtigt, for det er ikke kun vores kunder, men også vores gode venner, der står på den anden side af baren. Så det med at sige: Ved du hvad, nu finder jeg lige et glas vand til dig i stedet for en øl. Det behøver ikke være sværere end det,” siger Sofia Brogaard.

Fælleshus følger med kodekset

Ud over kodekset har ledelsen nu givet foreningerne mulighed for at samles i et fælles studenterhus. Foreningerne ville gerne have mere plads, og ledelsen har nu besluttet, at de får alle lokaler i bygning 1190 stillet til rådighed. Her har der indtil nu været et par af studenterforeningerne fra Health. Festforeningerne ser frem til at samles, siger Sofia Brogaard.

”Det bliver et kontor, hvor der er plads til at være, og vi får højst sandsynligt en sekretær stillet til rådighed. Nu har vi haft den her positive oplevelse med at tale sammen i festudvalgene, så jeg tror helt sikkert, der er mere, vi kan lære af hinanden. Så det er jo megafedt, der bliver stillet plads til rådighed,” siger hun.

Korrekturlæst af Charlotte Boel.