Omnibus prik

Over stregen: En studerende drak sit eget blod, en anden bed i et grisehjerte i kampen om en bestyrelsesplads i Umbilicus

Til den årlige generalforsamling i de medicinstuderendes festforening Umbilicus gik det for vildt for sig, da den nye bestyrelse skulle vælges. Episoderne er i strid med fakultetets kodeks for festkultur, siger prodekan. Nu griber fakultetet Health ind for i samarbejde med festforeningen at bremse grænseoverskridende handlinger og ændre kulturen.

Medicinernes festforening Umbilicus er kendt for hvert år at arrangere Kapsejladsen - Kampen om Det Gyldne Bækken. Her et foto fra årets Kapsejlads. Foto: Roar Lava Paaske

Det gik ikke stille for sig, da medicinernes festforening Umbilicus den 28. september holdt årets generalforsamling. For at komme i betragtning til en af de eftertragtede 12 pladser i bestyrelsen forsøgte de opstillede medicinstuderende nemlig at imponere deres medstuderende ved et kreativt indslag. Mens nogle holdt sig til mere gængse genrer som digtoplæsning og sang, valgte en studerende at drikke lidt af sit eget blod, en anden bed i et grisehjerte, mens en tredje klippede hår af og puttede det i munden. Det skriver Jyllands-Posten i en artikel fra den 7. november.

I strid med kodeks

Og de gik klart over stregen, mener prodekan for uddannelse ved Health, Lise Wogensen Bach, som først blev opmærksom på sagen, da hun blev kontaktet af Jyllands-Posten. Ifølge prodekanen er de episoder, Jyllands-Posten beskriver, i strid med fakultetets kodeks for festkultur, som blev indført i sommeren 2022.

ÆDRUVAGT OG ALKOHOLFRI DRINKS PÅ BARKORTET: FESTFORENINGERNE PÅ HEALTH GÅR SAMMEN OM NYT KODEKS FOR FESTER

”De konkrete hændelser, som Jyllands-Posten rapporterer om, og som Umbilicus har bekræftet over for mig, er helt sikkert over grænsen,” fortæller Lise Wogensen Bach.

Kulturændring i Umbilicus

Derfor er fakultetet og Umbilicus’ bestyrelse også i dialog om, hvordan festforeningen skal håndtere situationen på generalforsamlingen, for at det ikke gentager sig.

”Over det næste år vil vi samarbejde med bestyrelsen for at dæmme op for grænseoverskridende handlinger og ændre kulturen.”

Lise Wogensen Bach peger også på, at de medicinstuderende skal forholde sig til den fremtid, der venter på den anden side af medicinstudiet.

”Befolkningen skal have tillid til dem. Lægegerningen er særlig, fordi man har direkte kontakt til mennesker, der befinder sig i en udsat situation,” fortæller Lise Wogensen Bach og fortsætter:

”Vi vil gerne hjælpe de studerende med at blive klædt på til at sætte grænser over for hinanden, så det ikke går over gevind en anden gang. De gennemgår et uddannelsesforløb på universitetet, og selvfølgelig skal de også have lov til at have det sjovt imens, men det skal være på en ordentlig måde.”

Skærpede retningslinjer

Umbilicus' nyvalgte formand Anne Kirstine Andersen har ikke ønsket at stille op til interview med Omnibus. Til Jyllands-Posten udtrykker hun ærgrelse over de optrædener, der ifølge hende "gik over grænserne" i forhold til retningslinjerne.

"Det er klart, det er jo ikke noget, vi er hverken glade eller stolte af", siger hun og påpeger, at episoden forhåbentlig ikke vil gentage sig, da bestyrelsen nu "både skærper retningslinjerne og fremover vil gribe ind, hvis opstillingen går for vidt", siger hun videre til Jyllands-Posten.

Korrekturlæst af Charlotte Boel