AU-forskere vil udvikle model for klimaregnskaber til universiteter i hele verden

Aarhus Universitet har fået sit første klimaregnskab. Det opgør CO2-udledning fra blandt andet AU’s brug af el og varme i bygningerne på campusområderne. Men det CO2-aftryk, som alt fra den mindste papirclips til maskinerne i fysiklaboratorierne efterlader, er ikke talt med. Der mangler nemlig en model til at udregne det. Den vil AU-forskere udvikle – gerne i samarbejde med resten af landets universiteter.

Hvordan skal man udmåle det CO2-aftryk, de AU-ansattes flyrejser, stakke af printerpapir og brug af kemikalier i kemilokalet afsætter? Hans Sanderson håber, at han og andre danske forskere kan finde svaret. Grafik: Astrid Reitzel

Aarhus Universitet udleder 14.903,7 tons CO2 hvert år.

Det viser AU’s første klimaregnskab, som blev offentliggjort kort før jul.

Det er lavet af AU-forskere fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) og danner grundlag for det udkast til universitetets klimastrategi, der nu er i høring blandt universitetets studerende og ansatte.

LÆS OGSÅ: Aarhus Universitet skal være CO2-neutralt i 2040

Regnskabet opgør den CO2, der bliver udledt, når de ansatte kører i bil i arbejdssammenhæng, når lyset tænder i auditorierne, og når radiatorerne buldrer derudad i de kolde vintermåneder. Med andre ord, al den CO2, der bliver udledt direkte fra AU’s campusser og fra, at AU køber benzin, el og varme til sine biler og bygninger.

Men en lang række andre ting er ikke konteret i regnskabet. Det gælder indkøb af alt fra de computere, de ansatte bruger over kemikalierne i kemilokalet til de store maskiner, der bruges i fysiklaboratorierne.

Alt sammen udleder CO2, når det bliver produceret og fragtet til AU. Men det forbrug kan altså ikke ses i universitetets regnskab – selvom CO2-udledningen fra forbruget ifølge DCE’s notat om regnskabet potentielt kan være endnu større, end den samlede CO2-regning for el, varme og benzin.

Regnskabet kan derfor ikke betragtes som komplet. Det fortæller Hans Sanderson, som er seniorforsker ved DCE og har været med til at lave udregningerne bag regnskabet.

Det skyldes ikke, at forskerne har ønsket at pynte på tallene. Der er simpelthen bare ikke udviklet en model for, hvordan man udregner CO2-aftrykket for alle de produkter, et universitetet køber, bruger og smider ud, siger Hans Sanderson.

Det vil han og DCE gerne lave om på.

LÆS OGSÅ: Connie Hedegaard: Ny klimastrategi er ikke bare en skrivebordsøvelse - den kommer til at ændre AU's adfærd

”Det, jeg håber på, er, at man kan lave et samarbejde om det med alle danske universiteter. I stedet for, at vi alle sammen skal opfinde den dybe tallerken, kan vi lige så godt tale sammen om, hvad skal vi måle på og hvordan, så det bliver sammenligneligt,” siger han.

Skal papirclips tælles med?

Det kan måske lyde underligt, at CO2-aftrykket fra forbruget er så vanskeligt at sætte på formel.

Men der er mange mellemregninger, der skal på plads.

”For det første skal man blive enige om, hvad der skal tælles med. Skal vi medregne hver eneste papirclips, eller er det kun, når vi køber store maskiner?” spørger Hans Sanderson retorisk.

Når man er enige om, hvad der skal måles på, skal man til at danne sig et overblik over hele universitetets indkøb og forbrug af varer.

Og når det er fastsat, kommer den helt store hurdle:

”Så skal man finde ud af, hvilket CO2-aftryk de her produkter har. Det kræver, at man laver en livscyklusanalyse, hvor man ideelt set går hele vejen tilbage til leverandøren for at finde ud af, hvor meget CO2 produktionen af produktet har udledt,” forklarer Hans Sanderson.

Dertil kommer transporten af varerne til AU. Begge dele kan være meget svære at opgøre.

”En maskine til analyse af kemiske stoffer kan for eksempel være sammensat af forskellige metaller. Så skal du regne ud, hvad produktion af et kilo stål fra Kina udleder, et gram guld og så videre,” siger Hans Sanderson.

Han forklarer, at man derfor ofte gør brug af en ”80/20 analyse.” Her udvælger man først de 20 procent af universitetets forbrug, som er mest klimabelastende og udgør 80 procent af den samlede udledning, og måler på dem. Med andre ord tager mand de største lavthængende frugter først. Ud fra det kan man udregne omtrentligt, hvor meget CO2 universitetets forbrug udleder.

Fly som prototype 

En af de store CO2-syndere i AU’s forbrug er de ansattes flyrejser til møder og konferencer. Netop den post har forskerne fra DCE forsøgt at lave en udregning af i AU’s første klimaregnskab. Og de udregninger viser, hvorfor der er brug for fælles regnemetoder.

Forskerne har nemlig udregnet CO2-udledningen ud fra to forskellige modeller. Den ene giver et facit, det hedder 6.150 tons CO2. Den anden sætter to streger under tallet 12.619 – altså dobbelt så meget CO2 udledt fra samme flyrejser. 

En ekstra udfordring er, at det kan være svært at indhente de nødvendige data på flyrejserne til at lave præcise udregninger – for eksempel distancen, flytypen og antal sæder i flyet.

Også her håber Hans Sanderson, at et eventuelt samarbejde mellem de danske universiteter kan gøre arbejdet lettere. 

”Hvis alle universiteter går sammen om at efterspørge de oplysninger, bliver det måske lettere at få udleveret data,” siger han.

Først Danmark – så verden 

Hans Sanderson satser på, at de danske universiteter kan starte et sådant samarbejde op i løbet af foråret 2020, gerne i regi af Danske Universiteter.

Forskerens ambition er, at han og kollegerne inden år 2022 kan præsentere det første klimaregnskab, hvor CO2-aftrykket fra AU’s forbrug er regnet med. Og sammen med det en model for, hvordan andre universiteter kan gøre det samme. 

Det håber Hans Sanderson kan bidrage til klimakampen globalt.

”Det første skridt til at reducere CO2-udledninger er at finde ud af, hvor de kommer fra. Som man siger: ’If you can’t measure it you can’t manage it,’” siger han. 

Han håber, at universiteter i resten af verden vil lade sig inspirere af de danske universiteters arbejde.

”Hvis vi skal nå målene i Paris-aftalen, er der ingen, der kan slå op i banen og sige, at det kan andre tage sig af.”