Omnibus prik

AU ønsker, at flere studerende rejser ud – messe skal gøre dig klogere på, hvordan du kommer på udveksling

AU modtager flere udvekslingsstuderende, end universitetet sender på udveksling i udlandet. Samtidig oplever universitetet, at hver tredje studerende springer fra, efter at de er tildelt en udvekslingsplads i udlandet. Med årets Study Abroad Fair ønsker AU at klæde de studerende godt på til at rejse på udveksling i udlandet – og skabe en bedre balance mellem indrejsende og udrejsende studerende.

I 2023 var 1.553 AU-studerende på udveksling, og sidste år var antallet faldet en smule til 1.387 studerende. I de kommende år håber AU at vende udviklingen. Foto: Colourbox

AU STUDY ABROAD FAIR

AU afholder onsdag 8. oktober Study Abroad Fair, der er en messe, hvor du som studerende kan blive klogere på alle aspekter af udvekslingsopholdet. Det gælder lige fra SU til Green Travel til stipendier. Det hele vil finde sted fra klokken 14-17 i Aulaen og Vandrehallen.

Kilde: AU

Hvis du er én af de mange studerende, som overvejer at tage på udveksling i løbet af din studietid, kan du onsdag 8. oktober blive klædt godt på til udvekslingsopholdet og alt, hvad der hører med på AU's Study Abroad Fair.

Her vil der være en række oplæg om blandt andet økonomien, og hvordan man søger en udvekslingsplads. Og fra AU’s side er det netop målet, at der er endnu flere studerende end tidligere, som benytter sig af muligheden for at komme på udveksling.

I 2023 var 1.553 AU-studerende på udveksling, og sidste år var antallet faldet en smule til 1.387 studerende, viser en opgørelse fra uddannelsesstrategisk sekretariat under AU Uddannelse.

“Vi synes, det er vigtigt at flere AU-studerende vælger at tage på udveksling,” fortæller Mette Brandenborg, der er afsnitsleder ved international uddannelse under AU Uddannelse og står for mobilitet og uddannelsessamarbejdet.

Flere AU-studerende skal på udveksling

Allerede i februar måned kunne man i en klumme i Omnibus skrevet af prorektor Berit Eika læse, at man fra AU’s side ønsker, at endnu flere AU-studerende tager på udveksling.

KLUMME: Flere AU-studerende skal på udveksling, og AU skal tage imod endnu flere internationale studerende

Prorektor peger i klummen på, at der de seneste år har været ubalance, når det gælder udveksling, idet AU’s studerende tager færre ECTS i udlandet, end internationale studerende gør hos AU. Samme billede ses ifølge prorektor på tværs af alle danske universiteter.

”Det er ærgerligt, når nu vi ved, at udlandsophold ikke kun gavner samfundet, men også den enkelte studerende. Blandt andet i form af forbedrede sprogkompetencer, styrket netværk og nye faglige perspektiver,” skriver prorektor i klummen.

Afsnitsleder ved international uddannelse Mette Brandenborg er enig i, at et udlandsophold rummer mange fordele for den enkelte studerende:

“De får nye kompetencer, et nyt perspektiv på studiet, de kan få adgang til fag, som de måske ikke kan få på AU, forbedrer deres sprogkundskaber og får et stort internationalt netværk,” påpeger hun.

Næsten hver tredje springer fra

Men selvom fordelene altså ifølge prorektor og afsnitslederen er mange, vælger næsten hver tredje studerende at springe fra i perioden mellem ansøgningen er sendt afsted og den endelige afrejse skulle have fundet sted. Det resulterer blandt andet i mange uudnyttede udvekslingspladser fra AU’s side.

“Vi undersøger, hvad der skal til, for at flere studerende tager på studieophold i udlandet. Vi vil også gerne mindske frafaldet blandt de studerende, vi tildeler en udvekslingsplads. Lige nu er der cirka 30 procent af dem, der får en udvekslingsplads, der ender med ikke at tage afsted,” beretter Mette Brandenborg.

Derfor har man nu iværksat en undersøgelse af, hvad disse frafald undervejs skyldes.

“Vi håber, at vi får viden om, hvilke barrierer vores studerende oplever undervejs i processen og om der er noget, vi på universitetet kan hjælpe med at rydde af vejen, for at det bliver nemmere og man i højere grad får lyst til at fastholde sin udvekslingsplads,” fortæller Mette Brandenborg om formålet med analysen.

“Det er også noget, som vi har fokus på på Study Abroad Fair – netop at give vores studerende redskaberne til at træffe et godt valg,” understreger hun.

Ingen entydig årsag til frafald

AU Uddannelse har allerede fået de første resultater ind fra undersøgelsen, men der er ingen tydelige tendenser ifølge Mette Brandenborg.

“Vi har på fornemmelsen, at de studerende holder mange veje åbne, og så træffer de en beslutning til sidst,” fortæller afsnitslederen og fortsætter:

“Og så er det nogle gange udveksling, der bliver valgt fra til fordel for f.eks. valgfag på AU, studiejob eller praktik. Hos nogle kan der opstå noget personligt, og så er der andre, som melder fra af økonomiske årsager,” beretter Mette Brandenborg.

Verden er en anden

Derudover skal man have in mente, at de studerende ansøger ét til halvandet år før, opholdet rent faktisk skal finde sted. Mette Brandenborg kan derfor godt forstå, hvis nogle studerende ikke er helt sikre på, at det er det, de vil, når de sender ansøgningen af sted i november måned.

“Den sidste store ansøgningsrunde lå i december 2024, og der så verden alligevel noget anderledes ud. Der er sket meget geopolitisk på det ene år. Så vi er spændte på, om der er en afsmitning på søgemønstre og det antal ansøgninger vi får ind,” afslutter Mette Brandenborg.

Ansøgningsfristen er i år 1. december for udvekslingsophold i efteråret 2026 og foråret 2027.