Omnibus prik

Storbritannien igen en del af europæisk samarbejde om udveksling: “Det kommer rigtig mange studerende til gode”

Storbritannien er fra 2027 igen en del af det fælles europæiske program for udveksling Erasmus+, som de britiske lande trådte ud af som følge af Brexit. Vi havde håbet på det og er virkelig glade, lyder det fra international chef Rikke Nielsen. For danske studerende giver det bedre mulighed for økonomisk støtte i forbindelse med udveksling til Storbritannien.

Aftalen kommer på nuværende tidspunkt til at gælde fra efteråret 2027 til og med foråret 2028. Foto: Colourbox

Erasmus+

Erasmus+ er EU’s program for uddannelse i Europa og hjælper studerende med at arrangere deres udvekslingsophold i lande, der er associeret med Erasmus+-programmet.

Derudover yder Erasmus+ et større tilskud til de studerende i forbindelse med opholdet, som varierer alt afhængigt af leveomkostningerne i landet samt en række andre forhold.

Støtteniveauet kan typisk svinge mellem 1.500 til 4.500 kroner om måneden.

Kilder: AU, EU-Kommissionen og EDU

Efter at have været ude i knap fem år som følge af Brexit, indtræder Storbritannien igen i det europæiske samarbejde om udveksling, Erasmus+.

Det kommer derfor til at lune i budgettet for AU-studerende, som har planer om at tage på et udvekslingsophold i Storbritannien. For i efteråret 2027 og indtil videre til og med foråret 2028, kommer Storbritannien igen til at være en del af Erasmus+-programmet, hvorefter aftalen skal genforhandles.

Det betyder, at AU-studerende allerede til ansøgningsrunden i december, kan have det med i deres overvejelser om valg af destination.

“Vi havde håbet på, at Storbritannien ville komme ind igen. Og der har været nogle tegn på, at udviklingen er gået i den retning, men vi er rigtig glade for, at det endelig er landet. Det kommer rigtig mange studerende til gode,” fortæller international chef for AU Uddannelse Rikke Nielsen.

Men selvom Storbritannien har været trådt ud af samarbejdet i en årrække, betyder det ikke, at interessen for udvekslingsophold på de britiske universiteter har været mindre af den grund.

“Generelt har der ikke været aftagende interesse. Storbritannien har fortsat været interessant for AU-studerende,” beretter Rikke Nielsen og understreger, at AU-studerende i modsætning til andre europæiske studerende har kunnet tage deres SU med ud.

Forventer en lille stigning

Når det er sagt, forventer Rikke Nielsen dog, at Erasmus-støtten har en effekt på, hvor mange studerende som overvejer og vælger et udvekslingsophold i Storbritannien.

“Det betyder rigtig meget for AU-studerende, at de kan få et Erasmus-tilskud med sig, når de tager på udveksling. Det er en stor gevinst, at der igen er Erasmus-muligheder,” påpeger Rikke Nielsen og fortsætter:

“Jeg kunne godt forestille mig, at der sker en lille stigning, men det er svært at sige.”

AU er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvorfor flere studerende ikke rejser på udlandsophold og herunder hvorfor næsten hver tredje studerende springer fra efter ansøgningen er sendt afsted.

AU ønsker, at flere studerende rejser ud – messe skal gøre dig klogere på, hvordan du kommer på udveksling

I den sammenhæng har AU samlet en masse data ind blandt de studerende, hvor det blandt andet tyder på, at økonomi spiller en væsentlig rolle.

“Økonomien betyder rigtig meget. Det er én af de faktorer, som spiller mest ind. Det er bare blevet dyrere at være studerende,” beretter den internationale chef og uddyber:

“Jeg tror på, at hvis man får lidt flere penge mellem hænderne, og der er flere muligheder for at få legater, kan det give et boost,” afslutter Rikke Nielsen.