(Jerusalem var et enkelt sted i artiklen beskrevet som Israels hovedstad. Jerusalem er imidlertid ikke internationalt anerkendt som Israels hovedstad. Det er derfor rettet.)

Da Sidsel Friis Thomsen i august ankom til Jerusalem for at læse sit profilsemester på sin kandidat i religionsvidenskab på Hebrew University of Jerusalem, fik hun at vide, at hun skulle søge mod sit kollegies beskyttelsesrum, hvis luftalarmen lød over byen. I hver kollegielejlighed er et af værelserne designet med metalskodder og metaldør, i tilfælde af at byen skulle blive angrebet. Det var dog ikke noget, hun skulle bekymre sig så meget om, for alarmen havde ikke lydt i flere år, blev hun fortalt.

Men om morgenen lørdag 7. oktober, to måneder inde i hendes ophold som udvekslingsstuderende, begyndte sirenerne pludselig at hyle over Jerusalem.

”Der var ikke en optakt til det. Det kom ud af det blå. Den 7. oktober vågner jeg til sirener,” siger Sidsel Friis Thomsen.

Da ingen normalt brugte beskyttelsesrummet, stod det aflåst, og Sidsel Friis Thomsen måtte derfor søge ud i opgangen med de andre studerende i lejligheden, væk fra vinduerne, indtil pedellen fik låst op for beskyttelsesrummet.

”Der var 4-5 alarmer i løbet af formiddagen. Det var ret syret at sidde derinde, for vi kunne høre missilerne i luften blive skudt ned af Israels luftforsvarssystem,” siger Sidsel Friis Thomsen.

Lørdag 7. oktober invaderede den palæstinensiske, islamistiske terrorbevægelse Hamas Israel ved at bryde igennem det grænsehegn, der adskiller Gazastriben og Israel. Foruden at slå over 1.000 israelere ihjel sendte Hamas raketter mod Israel og tog over 200 gidsler med tilbage til Gaza. Israels premierminister Benjamin Netanyahu erklærede allerede om formiddagen krig mod Hamas. En krig, der i øjeblikket betyder, at Israel bomber Gazastriben og har sendt militæret ind i området for at udslette Hamas.

Hvad sker der?

Da angrebet skete, havde Sidsel Friis Thomsen allerede boet i Jerusalem i to måneder og var i gang med at lære hebraisk, inden studiet skulle begynde i midten af oktober.

”Jeg ringede til min mor lørdag morgen, og hun havde ikke hørt noget. Det var ret tidligt. Det var en underlig situation at skulle berolige folk uden selv at vide, hvad der skete. Men i løbet af dagen fik vi flere og flere nyheder ind, og der florerede videoer fra Gaza, som jeg prøvede ikke at se,” siger Sidsel Friis Thomsen om den voldsomme udvikling 7. oktober.

Hun beskriver lørdagen i Jerusalem som en form for choktilstand. På det tidspunkt havde hun ikke tænkt, situationen kunne betyde, at hun skulle rejse hjem. Omfanget af situationen stod ikke klart.

Aarhus Universitet henvendte sig på mail til Sidsel Friis Thomsen i de første dage efter angrebet og fortalte, at det var op til hende, om hun ville blive eller rejse hjem. På det tidspunkt var meldingen den samme fra Udenrigsministeriet. Det var her, uvisheden ramte Sidsel Friis Thomsen.

”Jeg havde en følelse af at være alene, og nogle af de institutioner, man tænkte kunne hjælpe med råd, kunne ikke rigtigt gøre noget. Jeg havde lidt brug for, at nogen havde overblikket og kunne give mig besked på, hvad jeg skulle gøre. Men de er jo heller ikke spåkoner, og situationen udviklede sig hele tiden,” siger hun.

Sårbar

Søndag var der stille på himlen over Jerusalem. På det tidspunkt havde det israelske militær igen fået kontrol over det område, Hamas havde angrebet. Men mandag begyndte sirenen igen at lyde.

Det var også mandag, Sidsel Friis Thomsen tog beslutningen om at komme ud af Israel. Da en af hendes danske veninder, der var i praktik i Betlehem, ringede og fortalte, at hun sammen med to andre fra Danmark, der var udsendt som frivillige gennem KFUM, havde fået plads på et fly fra lufthavnen i Jordans hovedstad Amman, blev hun overtalt til at finde en plads på samme fly. Flyet var blevet chartret af et forsikringsselskab for at evakuere elever og lærere fra to danske efterskoler og en dansk højskole, som også var blevet fanget i krigen mellem Israel og Hamas. Tilfældigvis dækkede samme rejseforsikring Sidsel Friis Thomsens veninde og de to andre danskere. Senere samme dag fandt selskabet en plads på flyet til Sidsel Friis Thomsen.

”Jeg skulle så tage ned på det hostel, hvor den danske efterskole var, for at være sikker på, at jeg kunne komme med deres bus til Amman. Jeg havde pakket til et halvt år og havde nået at købe mange ting i de to måneder, så jeg havde ikke tid til at pakke det hele ned. Jeg skulle bare afsted så hurtigt som muligt,” siger hun og husker tilbage på taxaturen fra sit kollegie til efterskolens hostel:

”I lejligheden havde jeg følt mig forholdsvis tryg, fordi jeg havde to sekunder hen til et beskyttelsesrum og vidste, at der var vagter ved kollegiet. Men det var angstprovokerende at være ude og føle sig sårbar,” siger Sidsel Friis Thomsen.

Mandag aften sad efterskoleeleverne, lærerne, Sidsel og hendes venner og ventede på at komme med bussen til Jordan. Undervejs holdt Sidsel og hendes venner et oplæg for eleverne om, hvad de havde lavet i Israel, for at få alles tanker hen på noget andet – ikke mindst fra usikkerheden om, hvornår de ville komme hjem.  

Tirsdag formiddag kørte bussen mod Jordan, og efter lang ventetid ved grænsen og endnu et busskifte kunne flyet tirsdag aften lette med dem alle fra Amman, og en lettet Sidsel Friis Thomsen kunne puste ud.

”Jeg var så brugt på det tidspunkt. Det var danske piloter og stewardesser, så man følte sig grebet og vidste, at man var på vej til Billund. De vidste, at vi havde haft en hård rejse og tog hånd om os, så vi kunne sænke skuldrene,” siger hun. 

Sikkert hjemme – og ramt af ambivalens

I Billund Lufthavn var pressen mødt frem for at møde de hjemvendte danskere. Især de to efterskoler havde været meget i medierne, mens de prøvede at komme hjem fra Jerusalem.

”De filmede og tog billeder af, at jeg krammede min mor,” fortæller Sidsel Friis Thomsen.

Sidsel Friis Thomsen beskriver den ambivalente følelse af at være glad for at komme hjem, men samtidig sidde tilbage med tanken om, at det var i Jerusalem, hun helst ville være.

”Det lyder mærkeligt, når man er flygtet fra en krigssituation, og jeg er taknemmelig for, at jeg kom sikkert hjem, men jeg var jo taget derned, fordi jeg havde lyst til at være der. Der var ikke rigtigt nogen af os, der havde lyst til at tage hjem. Det er nemmere at se nu på afstand, at selvfølgelig skulle jeg hjem,” siger hun.

Nogle af hendes venner på kollegiet var blevet, men da Sidsel Friis Thomsen var kommet hjem til Danmark, gik der ikke lang tid, før de fleste også fandt en vej hjem. Da hun selv landede i Billund, fik hun desuden en meddelelse fra det danske Udenrigsministerium om, at det ville evakuere de sidste danskere hjem.

”Det hele ramte mig i bilen på vej hjem. Jeg havde heller ikke sovet ordentligt. I begyndelsen virkede det ikke ægte, at jeg pludselig var blevet revet ud af den kontekst, jeg var i, og nu var i Danmark og kunne se, hvad der foregik dernede,” siger Sidsel Friis Thomsen.

Efter sin hjemkomst har hun fået krisehjælp, som har hjulpet hende.

”Det var rart at snakke om, hvad jeg oplevede, og at få helt lavpraktiske råd til at sænke mit stressniveau i kroppen. Jeg havde været i en fight or flight-agtig situation i de fire dage, hvor kroppen var på totalt overarbejde. Jeg reagerede fysisk, da jeg kom hjem. Jeg havde hjertebanken, reagerede på høje lyde, havde svært ved at sove og blev glemsom. Det var rart at få at vide, at det er helt naturligt, og at det vil blive normalt igen,” siger Sidsel Friis Thomsen.

Hvad nu?

Hun tog oprindeligt på udveksling i Jerusalem for at specialisere sig inden for jødedommen og gammeltestamentlige studier og har altid haft en interesse for kulturen i Israel. Men nu er hun mere og mere i tvivl om, hvorvidt hun har lyst til at tage tilbage lige foreløbig.

”Universitetet dernede har givet mig muligheden for at udskyde min udveksling til foråret. Jeg er stadig indskrevet og kan få mig et værelse og få hjælp til mange af de praktiske ting, hvis jeg vil derned igen. Det overvejer jeg nu, for det er svært at sige, om rejsevejledningen gør det muligt at rejse derned, og om der kommer styr på situationen. Og selv hvis der gør det, ved jeg ikke, om jeg ville kunne være i det og nyde det, eller om jeg ville være bekymret og bange. For ligegyldigt hvad, bliver det jo ikke det samme,” siger Sidsel Friis Thomsen.

”Det er svært at give slip på det, jeg gerne ville. Jeg ville bare ønske, nogen kunne fortælle mig, hvordan situationen er dernede i marts,” siger hun.