Omnibus prik

SVAR: At udskyde eksamener kan give mening, men det er plan B

Prorektor Berit Eika og universitetsdirektør Kristian Thorn svarer studerende Rose Lindskov Marquass, der i et debatindlæg opfordrede universitetet til at udskyde eksamenerne i de nye eksamenhaller i Lisbjerg med en time, så studerende kan styre udenom myldretrafik og forsinkelser.

Prorektor Berit Eika og universitetsdirektør Kristian Thorn
Prorektor Berit Eika og universitetsdirektør Kristian Thorn. Foto: Roar Lava Paaske

Som Rose Lindskov Marquass skriver i sit indlæg, så skal AU’s nye eksamenshus i Lisbjerg løse udfordringer, vores studerende har haft til skriftlige eksamener igennem årene.

Eksamenshuset er bygget og indrettet til formålet med fokus på bl.a. strømstik, netværksforbindelse, indeklima og akustik. I designfasen har vi fået uundværlige input fra studerende, og derfor skulle alle gerne opleve klare forbedringer.

Prisen for forbedringerne er, at huset er placeret i Lisbjerg, da det økonomisk eller pladsmæssigt ikke er muligt at bygge noget tilsvarende mere centralt i Aarhus. Huset er dog placeret i nærhed til letbane, busforbindelser og i cykelafstand fra campus på gode cykelstier – om end det er rigtigt, at det går opad noget af vejen.

For nogle studerende giver placeringen nord for byen en kortere transporttid til eksamen, mens den for andre vil blive længere. Fælles for alle er dog, at de skal gøre noget andet end før.

Og Rose Lindskov Marquass peger på et vigtigt spørgsmål i den forbindelse: Hvad kan vi gøre for at afhjælpe det øgede trafikale pres, der kan opstå? Det gælder nok især på de ti dage i løbet af hvert semester, hvor vi har flest studerende, som skal til skriftlige prøver.

Det er helt åbenlyst, at man i forvejen kan føle sig presset op til en stor eksamen, og at det ikke hjælper, hvis man oven i købet skal stå med en forsinket eller overfyldt bus eller letbanevogn.

Rose Lindskov Marquass’ forslag om at udskyde eksamensstart en time rummer fordele i forhold til at undgå myldretid i den kollektive trafik. Men det er ikke uden dilemmaer: Ekempelvis vil en udskydelse også rykke sluttidspunktet. Det kan i yderste konsekvens betyde, at dagens sidste eksamener i enkelte tilfælde først slutter kl. 23.30 for studerende, som har fået bevilget forlænget eksamenstid. Dertil er køreplanerne for bus og letbane ikke nødvendigvis gearet til et øget pres, når vi kommer senere ud på aftenen.

Plan A og B

At udskyde eksamenerne er derfor lige nu en plan B, mens plan A er at sikre tilstrækkelig gode bus- og togforbindelser. Og derfor er vi lige nu i dialog med Midttrafik og andre relevante parter.

Uanset den løsning, vi lander på, så har vi en afklaring i april, hvor vi vil informere de studerende, der står foran en skriftlig eksamen. Samtidig invitererer vi også til åbent hus i uge 17, så alle studerende har mulighed for at tage turen til Lisbjerg og se forholdene an.

Det er ikke sikkert, at vi får gjort turen til eksamenshuset i Lisbjerg til én af de der rejser, man ikke vil hjem fra. Men vi har et stort ønske om at gøre eksamenssituationen så gnidningsfri som muligt. Derfor sætter vi stor pris på en løbende dialog, og vi er meget åbne for konstruktive forslag som det, Rose Lindskov Marquass er kommet med. 


Aarhus Universitet oplyser, at der er åbent hus i de nye eksamenhaller på følgende datoer i april: 

  • Tirsdag 22. april kl. 10.00-15.00: Åbent hus for medarbejdere (VIP og TAP)
  • Onsdag 23. april kl. 10.00-15.00: Åbent hus for studerende
  • Torsdag 24. april kl. 10.00-15.00: Åbent hus for studerende
  • Fredag 25. april kl. 10.00-15.00: Åbent hus for medarbejdere (VIP og TAP)